Om at snyde sig til tops

Det værste ved store bedrifter er, at de som oftest kræver et stort arbejde. Det er en frygtelig skæbne gerne at ville udrette fantastiske ting, men samtidig være en så doven sæk sofakartofler, at bare turen ud til køleskabet synes fuldstændig uoverskuelig.

Men tag ikke fejl: Denne blanding af en narcissistisk tro på at være skabt til store ting og samtidig være en dovendidrik par excellence kan være en ganske konstruktiv konstruktion. På mange måder tænker vi, at det er selve menneskets grundvilkår og drivkraft. Hele den teknologiske udvikling, helt fra menneskehedens spæde begyndelse, synes at være en lang række af opfindelser, der skal gøre livet mere bekvemt, mindre hårdt og mindre arbejdsomt. Med andre ord letter vi kun bagdelen, når det på sigt giver os muligheden for at blive liggende.

Men det kan også kamme over. For nogle kan blive lokket af, at det letteste ikke er at springe over, hvor gærdet er lavest. Det nemmeste er simpelthen bare at lægge sig i græsset og bilde alle forbipasserende ind, at man altså sprang over på det allerhøjeste sted.

Det har de to indiske bjergbestigere Narender Singh Yadav og Seema Rani Goswami tilsyneladende gjort. De skulle til at bestige verdens højeste bjerg Mount Everest i 2016, men stoppede ved foden, kiggede på hinanden, udbrød ”naaah” og lagde sig i stedet i sneen og nynnede country-klassikeren Top Of The World fra duoen Carpenters: ”Everything I want the world to be. Is now comin’ true especially for me … I’m on the top of the world lookin’ down on creation”.

Med lukkede øjne havde de nemt ved at forestille sig, at de faktisk nåede toppen. Men det gjorde de altså ikke. I hvert fald ikke hvis man spørger de nepalesiske myndigheder, der nu anklager de to bjergbestigere for at fabrikere falske beviser for deres bjergbestigning. Som straf har de to fupmagere fået seks års karantæne, hvor de ikke må kravle på bjerget. Hvilket kan være det samme, for det havde de nok ikke orket alligevel.

Stejl kurve

Det er ikke kun en ærgerlig sag for de to bjergbestigere. Det er også en ærgerlig sag for os andre. Sidste år var de to bjergklatrere nomineret til den prestigefyldte Tenzing Norgay Adventure-pris, der går til den eller de største eventyrere i Indien. Det var altså to helte, der endte med at være fupmagere, og således blev vi endnu en gang mindet om, at verden er mindre fantastisk, end den giver sig ud for at være.

Det er frustrerende at skulle indse, at de store bjerge slet ikke er blevet besteget. Det er også den følelse, vi lige nu sidder tilbage med i forhold til coronakrisen. Smitten er faldet så drastisk i Danmark som følge af nedlukningen, at smittenkurven nu ligner et fint Mount Everest, hvor vi efter en drabelig ekspedition igen er ved foden af bjerget. Alt skriger, at det nu igen må være tid til at lukke op.

Men som to indiske bjergbestigere udgiver smittekurven sig tilsyneladende for at være mere imponerende, end den faktisk er. For den frygtede britiske mutation ligger stadig og lurer under de ellers pæne smittetal, og til DR siger Viggo Andreasen, der er lektor med speciale i matematisk epidemilogi ved Roskilde Universitet, at ”vi er tættere på flere restriktioner end på færre restriktioner. Med det nuværende kontakttal, så ser vi ind i en ganske stor epidemi i slutningen af marts.”

Det er næsten ikke til at holde ud. Især fordi vi alle nu er tvunget til at blive liggende hjemme på sofaen og tænke på alle de store ting vi ville udrette, om vi da bare havde muligheden for det. /Andreas T. Kønig