Mark Lyons
”Started from the bottom, now we’re here”, synger rapperen Drake og indkapsler i sin tekst dermed en af de stærkeste mytologiske fortællinger, der findes i hiphoppen.
En rapper skal helst være født fattig og ende rig. Materiel rigdom er i den grad et adelsmærke i hiphopkulturen. Der viftes med guldkæder og kastes med penge, men guldskeen i munden må ikke være medfødt – guldskeen skal man selv have skaffet på baggrund af hårdt arbejde.
Det er langt fra kun hiphop-verdenen, der har ophøjet idealet om være ”self made”. Den vestlige verden har i høj grad bygget sit arbejdsmarked op omkring troen på meritokratiet – altså ideen om, at det er meritter (erfaring, uddannelse, talent, osv.), der er afgørende for ens plads i samfundet fremfor medfødte privilegier.
Men spøjst nok er det dem, som allerede ved fødslen har deres på det tørre, der tror mest på meritokratiet. Måske skyldes det, at det er de færreste, der selv synes, de har medfødte privilegier. En undersøgelse viser, at 47 pct. af den britiske middelklasse anser sig selv for at være en del af arbejderklassen.
Således er det også de færreste, der vil acceptere, at deres bedrifter her i livet ikke udelukkende er et produkt af hårdt arbejde. I slutningen af januar udgav forskere fra det hæderkronede universitet London School of Economics et nyt studie, hvori de netop undersøger årsagen til den arbejdende middelklasses tendens til at undervurdere deres egen baggrund.
Studiet bygger på en række interviews, og det dissekerer, hvordan arkitekter, skuespiller, revisorer og andre personer med gode jobs identificerer sig selv som personer med rødder i arbejderklassen – selvom de i virkeligheden er vokset op i velstillede familier. De underspiller deres egen privilegerede barndom og bruger i stedet anden familie, fx bedsteforældre eller oldeforældre, til at skabe en historie om, hvordan de selv har brudt den sociale arv og arbejdet sig op fra bunden.
Undersøgelsen viser, at det kun var personer fra velstillede hjem, der fandt behov for at gå langt tilbage i stamtræet for at understrege deres arbejderrødder. Nogle af interviewofrene var nærmest nervøse for at blive afsløret som middelklasse. Fx har forskerne talt med skuespilleren Ella, der har en pæn middelklasseaccent, men skynder sig at sige: ”Jeg betragter min baggrund som arbejderklasse, selvom jeg ikke lyder som en.” Hun har også gået på privatskole, men må med det samme understrege, at det er ”en af de mindre, ret billig.” Der er også Mike, som er partner i et revisionsfirma, der gør meget ud af sine bedsteforældres baggrund. At faderen var arkitekt, er han mindre interesseret i at tale om: ”han var egentlig en håndværker, som blev dygtig.”
Men hvorfor ikke bare være åben om sin baggrund? Forskerne mener, at det skyldes samfundets værdier. Det er ligesom i rap-verden. Vores fokus på meritokratiet gør, at vi ikke kan bære tanken om, at vi ikke har skabt vores egen lykke.
Interessant nok viser andre studier, at hvis man skriver i sit CV, at man kommer fra en arbejderbaggrund, så er chancen for at blive indkaldt til en jobsamtale mindre. Erhvervslivet synes altså ikke egentlig at bryde sig om arbejderklassen, men de kan godt lide tanken om arbejderklassen. Eller i hvert fald tanken om at have brudt ud af den ved hjælp af hårdt arbejde. /Andreas T. Kønig