Macron går religiøst til værks

Det begyndte med de franske oplysningsfilosoffers deisme. Gud fandtes måske nok, men allerhøjest som en lidt uinteresseret skaber, der har trukket sig væk fra sit værk. Som Voltaire argumenterer i Candide, ville det være naivt at tro, at vi lever i den bedst mulige af alle verdner. Så hårdt arbejder Gud trods alt ikke for sagen; vi behøver ikke at granske hans motiver.

Den opfordring tog franskmændene til sig: de holdt sig til republikken og lod Gud være i fred. Med undtagelse af katolikkerne, som med tiden måtte tæmmes med en smågenial konstruktion: Den såkaldte laïcité, introduceret med adskillelsen af kirke og stat i 1905, og officielt skrevet ind i den franske forfatning i 1946 med sætningen ”La France est une République […] laïque” – Frankrig er en sekulær republik. Laïcité foreskrev, at staten skulle holdes neutral i religiøse anliggender, men at folk måtte tro, som de ville. Og så kunne katolikkerne ellers bare klappe i.

Men ak, den franske hovedpine var endnu ikke ovre. Takket være Frankrigs gamle, kolonialistiske aktiviteter, kom et hav af muslimer til landet op gennem 1900-tallet – og med dem en ny debat om religion og sekularisme, som man endnu ikke har knækket. Det har nu fået Frankrigs præsident Emmanuel Macron til at svinge om sig med forslag, der umiddelbart ligger lidt langt fra Voltaire.

Fransk separatisme

Tilbage i oktober introducerede præsidenten således et udspil, der har til formål at bekæmpe islamisk ”separatisme” i Frankrig. Den umiddelbare anledning var det bestialske mord på skolelæreren Samuel Paty, foruden terrorangrebet i Nice. Men som vi dengang beskrev Feuilleton, syntes udspillet i lige så høj grad motiveret af en kold, politisk kalkyle: Centristen Macron tog en bevidst højredrejning, for dermed at dæmme op  for vælgerflugten til Marine Le Pens indvandrerkritiske Rassemblement Nationale. Meget ligesom Mette Frederiksen herhjemme har haft held med at kastrere Dansk Folkeparti.

Selvom kalkylen var kold, har Macron dog ikke undladt at spille på det varme, republikanske følelsesregister. Da lovforslaget i december skulle sendes til parlamentet, skete det på 115 års-jubilæet for Frankrigs adskillelse af kirke og stat. Præsidenten ønskede tilsyneladende, at separatismen skulle ses som en naturlig forlængelse af laïcité. Nu, hvor lovforslaget tages op til debat i det franske parlament, ligner det ifølge kritikere dog snarere en hårdhændet, guddommelig indgriben.

Med det mundrette navn ”lov der skal styrke respekten for republikanske principper”, sigter lovforslaget efter at slå hårdt ned på radikal islamisme uden dog at nævne problemet direkte. Reelt indeholder forslaget en bred vifte af tiltag, der hver for sig lyder mere eller mindre tilforladelige. Blandt andet rettes sigtet mod tvangsægteskaber, ligesom læger forbydes at udstede såkaldte jomfru-certifikater. Religiøse organisationer skal rapportere om større udenlandske donationer, og rammerne for hjemmeskoling skal strammes – for nu bare at nævne nogle af de væsentligste punkter. Når det hele lægges sammen, udgør lovpakken imidlertid en markant stramning af Frankrigs sekulære dogmatisme.

Det har forudsigeligt nok fået eksempelvis Jean-Luc Mélenchon, lederen af det venstreorienterede La France Insoumise, til at protestere. ”Vi bygger ikke Frankrig imod dem, som udgør landet”, udtalte han i åbningsdebatten. Imens har Marine Le Pen – i en klassisk reaktion på Macrons højredrejning – kaldt på endnu mere drakoniske tiltag. De politiske skududvekslinger vil kun blive mere intense i den kommende tid. Men det er der ikke så meget at sige til, når Macron sådan leger med nogle af de mest ærkerepublikanske principper. /David Dragsted