Man dør da ikke af en gåtur?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at coronakrisen godt kan være lidt drænende for den journalistiske ildhu. Egentlig er det paradoksalt, for hele pandemien er jo vild verdenshistore i realtid – og skandaler skorter det ikke på. Men når man for gud-hvem-ved-hvilken-dag vågner til hjemmekontorets grå glød, ifører sig joggingbukserne og doomscroller gennem nyhedsstrømmen, føler man sig ikke just som Carl Bernstein. Der er langt til Watergate – og dagligt filosoferer man over, om pandemien snarere bliver branchens Waterloo.

For man kan jo nærmest smage paniksveden, der spreder sig rundt på (hjemme)redaktionerne, når den daglige nyhedshund glammer. Hvad skal bryde nedlukningens tomgang i dag? Vinklerne bliver gradvist sløvere, de forkromede pointer fortager sig lidt i tågerne. Et voila: Pludselig har du Danmarks Radio, der i ramme alvor serverer en artikel om, at det kan være livsfarligt at gå sig en tur.

”Krystalklar sne i skovbunden, udsigten til friske kinder og coronanedlukningen har sat turbo på manges lyst til at snøre kondiskoene og tage en frisk gåtur efter en lang dag på hjemmearbejdspladsen. Men det kan hurtigt blive en livsfarlig hobby, hvis du begiver dig ud på de mørke landeveje i vinterhalvåret”, lyder anslaget i det journalistiske pièce de résistance – inden det forklares, at man skal huske reflekserne, så man ikke bliver kørt ned.

Jøsses.

Det kan godt være, at vi har levet i et risikosamfund siden sociolog Ulrich Beck gjorde os opmærksomme på det engang i 1980’erne, og at coronaen har fået følelserne til at sidde lidt ekstra uden på tøjet. Men så bange må vi altså ikke være for verden. Det går ikke.

Iskold frygt

Får frygtpolitikken først overtaget, er der snart ingen grænser for, hvor outreret alting kan tage sig ud. Det er et sådant modus operandi, der kan få regeringer til at panikslagte millionvis af mink uden helt at have grundlaget på plads. Eller få statsministre til at udtale, at det kræver en ”fuldstændig epidemikontrol”, førend de ældste elever kan komme tilbage i skole – uden helt at kunne redegøre for, hvornår en sådan kontrol kan siges at være opnået. Det er også, hvad der kan få snart den ene, snart den anden interessent til at forlange at komme foran i vaccinekøen, selvom forlommerne risikerer at sænke den samlede vaccineindsats med unødigt bureaukrati og forvirrende lokumsaftaler.

Nej, man må vælge sine kampe med omhu. Det har et politisk flertal tilsyneladende forstået med det nye forslagsforlig til 1,5 mia. kr. Her udebliver de store investeringer i at sikre Grønlands luftrum, da det simpelthen bliver for voldsom en økonomisk mundfuld for Danmark. Til gengæld kommer der ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) styr på det færøske luftrum. Og man må jo tage, hvad man kan få.

Selvom USA nok bliver lidt lorne ved Danmarks militære tilbageholdenhed, kan den – hvis man spinner den rigtigt – endog blive en styrke. ”Aftalen sender også et signal om lavspænding i denne del af Arktis”, udtaler (betalingsmur) Martin Lidegaard (RV) med henvisning til sparsommeligheden i det grønlandske. For hvorfor dog kaste penge efter kampfly, når en håndfuld overvågningsdroner kan gøre tricket?

Onde tunger vil sige, at det arktiske forsvarsforlig er udtryk for et manglende ambitionsniveau. Men ærligt talt: vi forstår godt forsigtigheden. Der må vel være praktiske grænser for, hvor hårdt vi kan overvåge hele det arktiske område. Meget ligesom man heller ikke kan monitorere alle trusler fra hjemmekontoret. Den totale kontrol kan ikke opnås. Og det skal vi prise os lykkelige for, al den stund at vi gerne vil gå en tur i det gode vejr. /David Dragsted