Mai Villadsen (EL), da finansministeren, skatteministeren og aftalepartierne præsenterer en grøn vejtransportaftale ved et pressemøde i Finansministeriet i København fredag den 4. december 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Enhedslisten har i denne uge fået ny politisk leder. Hun hedder Mai Villadsen, og hun er kvinde. Hva! Har du hørt det? Hun er kvinde!
Du har sikkert hørt det, for både på sociale medier og i artikler er der blevet kommenteret på, at den yderste parlamentariske venstrefløj nu igen har valgt et ungt menneske af hunkøn som leder.
Egentlig er der vel god grund til at nævne det. Den feministiske front i dansk politik har jo i årevis understreget, at der mangler kvinder i politik – og især på topposterne. Derfor er det velsagtens meget relevant at gøre opmærksom på kønnet? Måske er det ligefrem en sejr for ligestilling, at kønnet bliver nævnt igen og igen?
Vi tror det desværre næppe. Snarere synes dette forhippede fokus på politikerens kromosomer atter at være med til at gøre kvinder til fremmede væsner i den politiske elite.
Vi mener som sådan ikke, at det altid er faux pas at dvæle ved en kvindes køn. Da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, var det helt på sin plads at gøre opmærksom på, at hun var den første kvinde nogensinde til at indtage den mest magtfulde politiske position i Danmark. Det var en historisk begivenhed, der forhåbentlig indledte en ny æra for ligestillingen. Når den slags er værd at understrege, så er det jo med håbet om, at det aldrig bliver værd at skulle understrege noget lignende igen. Det er et håb om, at verden nu har normaliseret sig, således at det fremover vil være uinteressant, hvorvidt det er en mand eller kvinde, der indtager en given post.
Men med kommentarerne om Villadsen er det anderledes. For der er netop intet exceptionelt i, at hun er blevet udpeget som ny politisk ordfører. Snarere tværtimod. Siden Enhedslisten indførte posten som politisk ordfører, har den kun været besat af kvinder. Først var det Johanne Schmidt-Nielsen, så Pernille Skipper og nu altså Villadsen.
Faktisk er det netop kontinuiteten i valget af kvinder, der får folk til at kommentere på det. På de sociale medier er der masser af kommentarer, der spekulerer i, om det mon er et krav, at man er en ung kvinde, hvis man vil være de facto leder af venstrefløjspartiet. Mange af kommentarerne insinuerer (nogle subtilt andre virkelig ikke), at det nok mindst lige så meget er kønnet som kompetencerne, der var udslagsgivende for valget.
Vi har endnu til gode at se nogen undre sig over, at Venstre kun har haft mandlige ledere i partiets mere end 100 år lange historie. Ingen har kigget på Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen eller Jakob Ellemann-Jensen og tænkt ”ham har de fandme kun valgt, fordi han ser pæn ud i lygtepælene.”
Kritikernes kommentarer havde måske fremstået bare lidt mindre skøre, om de forhenværende politiske ordførere i Enhedslisten nu havde vist sig at være fuldstændig tåbeligt talentløse. Var Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper faldet fuldstændig igennem, havde det da i hvert fald haft mere pondus, når nogen havde sagt ”det må simpelthen være køn fremfor kompetencer.”
Men uanset hvad man så ellers mener om de stærkt venstredrejede røde lejesvende, så er det svært at benægte, at alle hidtidige politiske ordførere for Enhedslisten har været lysende politiske talenter. Lige præcis ingenting peger i retningen af, at de har skaffet deres parti mange stemmer på grund af deres køn fremfor deres talent. Hvorfor skulle det være anderledes med Mai Villadsen? /Andreas T. Kønig