Nyhedsanalysen

Britney Spears og det kollektive madonna/luder-kompleks

De fleste kan måske huske billederne af popstjernen Britney Spears, der i 2007 kronragede sig og smadrede en paparazzos bil med en paraply. Hvad der dengang blev beskrevet som en offentlig nedsmeltning kunne måske i bagklogskabens klare lys også ses som et desperat forsøg på et befrielsens øjeblik. Hvis man ikke ligner en superstjerne, bliver livet pludselig sværere for de folk, der tjener penge på, at man skal ligne en superstjerne.

Det er i hvert fald tesen i New York Times-dokumentaren Framing Britney Spears, der fortæller historien om, hvordan teenageidolets deroute landede hende i sin fars varetægt. Siden episoden har han under et juridisk formynderskab varetaget hendes økonomi og overvåget hendes beslutninger.

Trofaste læsere af Føljeton kan måske huske, hvordan vi i efteråret fortalte historien om dedikerede Britney Spears-fans, der var overbeviste om, at den 38-årige popstjerne mod sin vilje bliver holdt fast i formynderskabet. Britney-beundrerne har minutiøst gennemgået sangerindens Instagram-profil, og de er sikre på, at alt fra tøjvalg til specifikke ord er subtile råb om hjælp fra Spears.

De teorier virkede ærligt talt en kende … konspiratoriske. I hvert fald lige indtil Spears selv søgte om at få ophævet formynderskabet og takkede sine fans for deres støtte.

Framing Britney Spears fortæller den usandsynlige historie om, hvordan popstjernen fik frataget sin selvbestemmelse, og om hvordan en muligvis nødvendig øjebliksløsning blev til en permanent fastfrysning af et voksent menneske. Men afdækkelsen af den juridiske umyndiggørelse fungerer mest af alt som en rammefortælling i en større historie om det jerngreb, hun altid har været underlagt af pladeselskaber, familie og ikke mindst medierne.

Madonnaer og ludere

I 1998 smider Mickey Mouse Club-stjernen Britney Spears sin uskyldighed og brager igennem med hittet ”…Baby One More Time”.

Imens er den amerikanske offentlighed godt i gang med at redde deres folkekære og charmerede præsident Bill Clinton. Det gør de ved at frame en 22-årig praktikant som en seksuelt promiskuøs fjende af staten, og i bedste sendetid kan man se kvinder iklædt perlekæder sidde og tage afstand til Monika Lewinsky, der selv endte under anklage, selvom det var hende, der var blevet udsat for overgreb af selveste præsidenten.

Ifølge dokumentaren indtager Britney Spears rampelyset på et tidspunkt i historien, hvor der ikke er plads til seksuel tvetydighed. Der er ikke plads til selvmodsigelsen i hendes sexede skolepige-look, og offentligheden kræver, at Britney vælger side. I det ene tåkrummende klip efter det næste tæppebombes den 16-årige stjerne med spørgsmål om hendes bryster, hendes kærester og hendes mødom. Er hun Madonna, eller er hun luder?

Da Spears bliver kæreste med tidens store sweetheart, Justin Timberlake, lader hun til et øjeblik at være fredet. Igen er hun let afkodelig, men kun for en stund. Da parret bryder med hinanden, insinuerer Timberlake at have taget hendes mødom og beskylder hende for utroskab, og således bliver hun atter genstand for seksuel udskamning.

Monica Lewinsky skulle være en ”luder”, for at Bill Clinton kunne være et offer og komme tørskoet igennem skandalen. Det samme offer lader Timberlake til at kræve af Spears.

Forårsrengøring i fortiden

Det er i sin underspillede måde at gøre det juridiske formynderskab til allegori over et mere omsiggribende fangenskab, at dokumentaren står stærkest. Det er virkelig en ufattelig (god) historie, at en 38-årig popstjerne skal vende alle beslutninger med sin far, selvom det er hende, der rent faktisk har et job og tjener penge. Men det er kollektivets karaktermord på Britney Spears, der gør filmen tankevækkende.

Framing Britney Spears taler ind i en nyere tendens til at genbesøge en række menneskeskæbner og forklaringsmodeller, der har været relativt fastlåste. Sidste år selvudgav Paris Hilton dokumentaren The Real Story of Paris Hilton, hvor hun med sine egne ord fortæller om sit liv som offentlig person. Og podcastserien Slow Burn dedikerede i 2018 en hel sæson til en genoptrevling af offentlighedens behandling af Monica Lewinsky. Det er blevet tid til dullernes hævn, og vi er klar til den. /Asta Kongsted 

Framing Britney Spears kan ses på TV2 Play.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12