Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis kollaps er den største omvæltning, der er sket i dansk politik siden jordskredsvalget i 1973. Valgnederlaget forrige sommer var det største politiske kollaps for noget dansk parti i over 100 år – med mere end en halvering, fra 37 mandater til blot 16 folketingsmedlemmer. I dag står partiet tilbage som en fiasko og som et symbol på et monumentalt fald fra magtens tinder. Kort sagt en højdramatisk skæbnefortælling, der på afgørende vis har ændret styrkeforholdene på Christiansborg.
Den udslagsgivende faktor bag den massive succes, som statsminister Mette Frederiksen (S) har opnået, er således Dansk Folkepartis tilsvarende deroute, og alene derfor vil kampen om fortolkningen af, hvad der gik så grueligt galt for Kristian Thulesen Dahl, komme til at definere samfundsdebatten i mange år fremover. Ligesom opbruddet i 1973 blev skelsættende for forståelsen af partier, politikere og parlamentarisme, vil også Dansk Folkepartis deroute komme til at trække lange spor.
I en ny bog giver forfatterne Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup det hidtil mest gennemarbejdede og analytisk skarpe bud på en undergangsfortælling. I den velskrevne Skaberen, Taberen, Frelseren? Historien om Dansk Folkeparti udfolder de to tidligere Venstre-rådgivere en hård kritik af formand Kristian Thulesen Dahl og tildeler på flere planer ham ansvaret for partiets nedsmeltning.
Nedturen begyndte på højdepunktet. Som i en græsk tragedie viser Dansk Folkepartis triumf i 2015 sig således at være alt for overvældende for det lille, topstyrede parti. Ifølge mange af de anonyme kilder, som Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup har talt med, var Kristian Thulesen Dahl ikke forberedt på, at Dansk Folkeparti ville vokse sig større end Venstre og blive landets største borgerlige parti. Succesen lammer ham.
Da Kristian Thulesen Dahl møder op for at forhandle regeringsdannelse med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, har Dansk Folkepartis formand ikke udtænkt, hvilke konkrete krav han skal stille. DF’erne ønskede ikke at træde med i en regering, belært af de frygtelige erfaringer, som SF gjorde sig tilbage under Helle Thorning-Schmidts regering. Kristian Thulesen Dahl var skræmt af tanken om at ende som en ny Villy Søvndal.
Men han havde heller ikke nogen Plan B. I det intense magtopgør med den drevne forhandler Lars Løkke havde Thulesen Dahl ganske enkelt ikke en plan for, hvordan Dansk Folkepartis 37 mandater kunne og skulle veksles til realpolitiske resultater. Fremgangen blev ikke udnyttet, og i stedet kom Dansk Folkeparti til at fremstå svage og impotente på Christiansborg. Ikke mindst da flygtninge- og migrantstrømmen kom vandrende ind i Danmark i det tidlige efterår 2015, og DF’erne heller ikke anede deres levende råd.
Først til allersidst fik Kristian Thulesen Dahl gennemtvunget nogle ganske få trofæ-projekter, som tilmed kom til at fremstå nepotistiske. Hverken omfartsvejen ved Mariager, politiskolen i Vejle, lukningen af Radio24syv eller togbanen til Billund blev udlagt som heldige magtmanifestationer. Tværtimod er Thulesen Dahls dårlige parlamentariske købmandskab i stigende grad kommet til at fremstå desperat og rådvildt: ”Det hele kommer til at se ud, som om Dansk Folkeparti fører sognerådspolitik og rager til sig”, som forfatterne skriver.
Ulykkerne stopper imidlertid ikke her. Endnu værre går det for Dansk Folkeparti, da Socialdemokratiet skifter formand, og Mette Frederiksen ser potentialet for at tilbageerobre frafaldne S-vælgere. Hun rykker ikke alene Socialdemokratiet massivt til højre i rets- og udlændingepolitikken, åbenlyst for at tiltrække nationalkonservative, kortuddannede vælgere i mindre provinsbyer. Hun gør også noget endnu mere snedigt: Hun sætter en lille stab af håndgangne folk til at analysere og forstå, hvad DF-vælgerne ønsker.
Ifølge Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup oparbejder den socialdemokratiske partiledelse en langt dybere og mere bredspektret forståelse af Dansk Folkepartis vælgere, end Kristian Thulesen Dahl og hans folk har. Hvor ledelsen i Dansk Folkeparti gør en dyd ud af at reagere med maven, og helst bruge fingerspidsfornemmelserne, forfiner Mette Frederiksen et større analytisk apparat, som kortlægger og segmenterer de udvalgte vælgergrupper.
Socialdemokratiet opdager, at pensionsspørgsmålet har potentialet til at rykke de udslagsgivende vælgere. Og resten er historie: Da Mette Frederiksen lancerer forslaget om Arne-pensionen, er der tale om det mest velkonstruerede stykke designerpolitik i danmarkshistorien. Den kloge narrer den mindre kloge, og her tilbød Mette Frederiksen en løsning, som hun vidste, at DF-vælgerne drømte om – men som Kristian Thulesen Dahl ikke havde fornemmet på forhånd.
I mødet med de hårdeste magtmennesker er Kristian Thulesen Dahl kommet til kort. Han kunne ikke matche Lars Løkkes snarrådighed i regeringsforhandlingerne i juli 2015, og han blev taget fuldstændig på sengen, da Mette Frederiksen i januar 2019 gav vaklende DF-vælgere den oplagte anledning til at rykke over til Socialdemokratiet, umiddelbart inden valgkampen. Thulesen Dahl har fejlet i de altafgørende øjeblikke.
Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serups nye bog er hverken den første eller sidste om Dansk Folkepartis flop. Tidligere kom den mere tabloide bog Kong Kristian, og mon ikke også der vil være folk i og omkring partiet, der formåede at sætte dagsordenen for 00’erne i dansk politik, som før eller siden selv vil fortælle deres insider-version. Det vil blive ved med at fascinere, hvordan et så kraftfuldt fænomen kunne overtage hele den politiske scene så hurtigt og nu er ved at implodere med samme hast. /Lars Trier Mogensen