Working 5-9

Den politiske korrekthed på de engelske universiteter er gået for vidt. Det slog den britiske uddannelsesminister Gavin Williamson i denne uge fast, da han annoncerede, at regeringen vil udnævne en ”free speech champion”. Hvad rollen præcist indebærer er stadig uvist. Men sikkert er det, at denne ytringsfrihedens forkæmper skal kunne uddele bøder til universiteter, der ”kvæler ytringsfriheden” ved fx at nægte debattører med racistiske budskaber taletid. Det er med andre ord slut med de politisk korrektes tyranni. Nu skal de tyndhudede universitets-snowflakes lære lidt om den virkelige verden!

Tiltaget hilses hjertelig velkommen af politolog Eric Kaufmann. Han mener, at woke-kulturen på universiteterne er med til at lægge låg på den akademiske frihed: ”Selvom de fleste over 40 [år, red.] prioriterer frihed over sårede følelser, er de yngre generationer mere splittede, og den gamle, engelske tradition for ytringsfrihed kan ikke tages for givet,” skriver han i The Telegraph. Men det er ikke alle, der er lige begejstrede.

I The Guardian sætter journalist Gaby Hinsliff spørgsmålstegn ved, hvad det egentlige formål med udspillet og ikke mindst timingen kan være. For har et uddannelsessystem, der hensætter sine studerende i massiv studiegæld, ikke større problemer på paletten? Er det virkelig tidspunktet at starte (endnu) en kulturkrig? Eller forsøger regeringen bare at fjerne fokus fra den egentlige problemstilling: at elever under coronanedlukningen betaler urimelige summer af penge for at sidde og glo ind i en skærm?

Læg hobbykniven fra dig

En mere snedig måde at fjerne fokus fra den egentlige problemstilling på er ved at maskere den som noget positivt. Og hvem udstråler større positivitet, større ”wir schaffen das”-mentalitet og større håb end Dolly Parton? Ja, det skulle da lige være Angela Merkel, men vi forestiller os ikke, at hun nogensinde kommer til at medvirke i en Super Bowl-reklame. Det gjorde Dolly Parton til gengæld forrige weekend, da hun optrådte med en lettere korrigeret version af sit tidligere så kapitalismekritiske nummer ”9-5”. Nu hedder sangen ”5-9” og handler om, hvor fedt det er at arbejde gratis og hele natten, så længe man er sin egen chef.

Problemet, den britiske regering og den amerikanske Super Bowl-reklame forsøger at maskere, er egentlig det samme. Flere og flere unge ender med enorme mængder af studiegæld uden udsigten til gode, faste jobs. Prekariatet har kronede dage, og hvis man ikke har tænkt sig at adressere dét problem, må man enten gemme det bag andre udfordringer eller synge om det på en sjov og opbyggelig måde. Som sædvanlig er de amerikanske reklamedrenge bare skarpere på den gode historie end de britiske Tories. Og 9-5 er altså en catchy sang, selv i sin nye form.

Bedst som vi sad og spekulerede på at gå hjem og starte et underbetalt hobbyprojekt op, kom USA’s præsident Joe Biden os heldigvis til undsætning. Tidligere på ugen blev hans arbejdsskema offentliggjort, hvori det fremgår, at han ikke ligefrem er en natteravn. Det kommer på en måde ikke bag på os, at ”Sleepy Joe” skal have sin ”shut-eye”. Manden ligner og taler som en, der er afhængig af al den hjælp, han kan få til at holde sig oprejst. Men selvom vi bryster os af at være i en lidt bedre forfatning end gamle onkel Joe, så er vi faktisk på hans side i den her. Vi er simpelthen mere sådan nogle 9-5 typer, end vi er det omvendte. I hvert fald er der ingen – end ikke Dolly – der kan bilde os ind, at underbetaling og overarbejde er bedre end overbetaling og underarbejde. Men vi er også bare nogle tyndhudede snowflakes. /Asta Kongsted