PR
Første gang Føljetons udsendte så og hørte det danske band First Flush spille, var på det nu hedengangne aarhusianske spillested TAPE tilbage i 2017. Koncerten skulle dengang vise sig at være lidt af en mavepuster. Uden noget forhåndskendskab til bandet ramte musikken helt rent, i al sin ungdommelige ustyrlighed. Den var både rocket, poppet og poetisk – og helt vildt autotunet.
Sidstnævnte var en små-chokerende kunstnerisk beslutning. For lyttede man til de dansksprogede tekster, stod det hurtigt klart, at de sagtens ville kunne stå for sig selv. Kryptiske, legesyge og metafor- og patosfyldte var de. Lyrikken betød tydeligvis noget for de her gutter. Alligevel blev teksterne pakket ind i autotunens slørende, teknologiske sovs. Som havde C.V. Jørgensen på uforklarlig vis fået en robotstemme. Det var næsten lidt provokerende. Særligt fordi tricket faktisk fungerede. Som tilskuer blev man tvunget til at højne sanserne, til at fornemme følelserne og mærke på sproget gennem stemmesløret.
Lukketid
Sidste gang Føljetons udsendte så First Flush live var også sidste gang, at den udsendte – lad os kalde vedkommende D – var til en koncert inden coronanedlukningen. På et fyldt Hotel Cecil i København den 29. februar 2020 kunne et nu lidt mere modent band fortælle, at de så småt havde færdiggjort deres seneste plade. Det var to dage efter, at den første dansker var blevet testet positiv for COVID-19. Én dag efter, at Sundhedsstyrelsen havde holdt sin første pressebriefing om pandemien. Og små to uger inden, at statsminister Mette Frederiksen (S) afholdt dét der pressemøde.
Til koncerten blev flere smagsprøver fra den nye plade spillet for et begejstret publikum. Mest iøjnefaldende var førstesinglen ”Vildgæret Ensomhed” med sit stærke, melankolske omkvæd: ”Unge med lånerkort/ til det stærke i dagen/ og vildgæret ensomhed”. Det er selvsagt nemt at sige på bagkant, men der var noget profetisk over seancen. Salen summede af liv og begejstring. Den vidste endnu ikke, at alt dette – livemusikken, menneskemængden, fadøllene, den ubekymrede tæthed – foregik på lånt tid. Men First Flush havde fanget tidsånden på forkant. Ja, de havde tilmed skubbet autotunen lidt fra sig. Det var, som om de hvilede mere i sig selv. Turde stå mere nøgent og alene tilbage.
Hvis der skulle være én hymne for den tabte ungdom under coronakrisen, ville ”Vildgæret Ensomhed” være et stærkt bud.
Længsel efter…
Nu, godt et år efter, er den nye plade så endelig udkommet. Fjorden, hedder den. Og til den udsendtes begejstring kan det konstateres, at den sender tankerne direkte tilbage til ovennævnte, sidste koncert. Lyrikken er fortsat i højsædet; der sendes den ene weltschmerz-agtige kæberasler afsted efter den anden. Samtidig er musikken godt afmålt. Den autotunede vildskab fra bandets unge år er stadig til stede, men den har fået følgeskab af mere sparsomme fraseringer og generelt stærke melodier.
Alt på pladen emmer af udefinerbar længsel; en længsel efter berøring, kærlighed, retning. Det bliver måske lidt naivt til tider, men det er alligevel enormt forførende. Fjorden er lyden af et band, der har fundet sig selv i ubeslutsomheden; et band, der står fast på følelsernes usikre grund. Det gør sig heldigvis enormt godt i høretelefonernes ensomme selskab. Men det bliver nu også skønt, når First Flush atter kan opleves i levende live. For det fortjener de. Ensomheden kan vel også blive for overgæret. /David Dragsted