Ritzau Scanpix
Den gode. Flertallet bestemmer. Derfor får Danmark snart en ny epidemilov som erstatning for den hastelov, som blev vedtaget i marts 2020 i noget nær panik. Selv om politikerne heller ikke denne gang har haft en åben og grundig lovbehandling, tegner der sig et bredt flertal inden afstemningen på tirsdag, og dermed vil der – nu permanent – ske en række afgørende ændringer, som på afgørende vis kan indskrænke borgernes frihedsrettigheder.
For det første bliver det fremover flertallet i Folketinget, der suverænt bestemmer, hvornår en sygdom er farlig nok til at kunne udløse vidtgående restriktioner – i modsætning til tidligere, hvor sundhedsmyndighederne først skulle indstille til større indgreb på baggrund af faglig evidens. Nu bliver det politikerne, som bestemmer, også hvornår en sygdom skal klarificeres som såkaldt ”samfundskritisk”, og fageksperterne, som skubbes i baggrunden.
For det andet vil et flertal i Folketinget kunne bestemme, at hele grupper eller forsamlinger af borgere skal tvangsisoleres, hvis de har opholdt sig steder med udbredt smitte. Hvis sundhedsministeren har opbakning blandt et flertal, kan særlige grupper altså fremover indespærres – selv hvis de lægefaglige eksperter ikke engang vurderer, at der er tale om en dødelig sygdom. Hvis blot politikerne synes, at der vil være risiko for ”alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”, kan større grupper isoleres under tvang.
Men sådan fungerer folkestyret: Flertallet bestemmer, og flertallet kan helt legitimt bestemme, at fageksperterne ikke længere skal bestemme, og at udvalgte grupper skal have inddraget deres bevægelsesfrihed. Formelt er der ingen demokratiske problemer. Tværtimod gør flertallet i Folketinget kun, hvad vælgerne kræver – og danskerne bakker op om en hårdere og politisk styret kurs over for epidemibekæmpelse.
Den onde. Stramningerne af epidemiloven sker som en direkte reaktion på forløbet under coronakrisen og ikke mindst de indædte magtkampe, der udspillede sig for lidt over et år siden mellem de sundhedsfaglige eksperter på den ene side og regeringstoppen i Statsministeriet på den anden.
Da de første advarsler om Covid-19 begyndte at komme fra Kina og Østrig, vurderede Sundhedsstyrelsen, at udfordringerne ville kunne håndteres med de dengang eksisterende beredskabsplaner. Den faglige indstilling var derfor, at myndighederne i Danmark skulle overvåge udviklingen nøje og kun gradvist indføre målrettede tiltag, som dels kunne begrundes medicinsk, og som dels skulle afbalanceres i forhold til andre hensyn. Men den øverste ledelse i Statsministeriet kunne og ville ikke acceptere en så afdæmpet reaktion, og med departementschef Barbara Bertelsen i spidsen blev embedsværket tvunget til at skrue voldsomt op for dramatikken.
Hun krævede – som det er dokumenteret i udredningen fra professor Jørgen Grønnegård Christensen – at planerne skulle baseres på ‘worst case’-scenarier. Danmark skulle prompte og resolut reagere ud fra de værst tænkelige udfald af den begyndende corona-pandemi. Med den første hastelov, der lynhurtigt blev godkendt i Folketinget, blev Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm skubbet til side. Og det er den nye magtbalance, som nu formaliseres varigt.
Departementschef Barbara Bertelsen vil ikke risikere igen at skulle høre på vægelsindede eksperter, som fx ikke engang ville være med til at lukke skolerne for alle børn. Den nye epidemilov kan derfor ses som en hævnakt, hvor toppen af det politiske magthierarki én gang for alle får lukket munden på de lidt for forsigtige papirnussere. Magthaverne vil selv have den fulde magt, og det sker nu fyldest. Regeringstoppen markerer, hvem der reelt regerer.
Den grusomme. I et retssamfund må og skal magtudøvelse basere sig på proportionalitet. Eller rettere sagt: Sådan er det kun, indtil den nye epidemilov vedtages i næste uge. For ved at ophæve sundhedsmyndighedernes beføjelser til at fremsætte afbalancerede indstillinger til indgreb over for sygdomme afhængigt af deres faktuelle farlighed – og nu i stedet lade politiske hensyn overtrumfe – suspenderes samtidig det basale princip om proportionalitet. Under normale omstændigheder skal der være en rimelig sammenhæng mellem problem og løsning, og det skal kunne dokumenteres og sagligt sandsynliggøres, at ikke mindst indgreb i borgernes frihedsrettigheder står mål med de gavnlige effekter af vidtgående tiltag. Men ikke længere.
Undtagelsestilstanden under coronakrisen gøres nu til den nye normal, og fremadrettet vil der ikke være nogen garanti for, at eksempelvis hensyn til skolebørns generelle trivsel eller befolkningens mentale folkesundhed kan veje tungere end politiske hensyn til udslagsgivende vælgergrupper. Politikerne er ikke på samme måde som embedsværket forpligtet af proportionalitetsprincippet, og hvis selv drakoniske tiltag er politisk opportune, vil der ikke længere være nogen retspolitiske bremseklodser på et flertal, som kræver større grupper af borgere indespærret i tvangsisolation.
Okay, rolig nu, vil nogen måske tænke: Det lyder lige lovligt sortsynet. Men hvis corona-bekæmpelsen har kunnet basere sig på ‘worst case’-scenarier, som heldigvis aldrig materialiserede sig i Danmark, er det også kun rimeligt, at magthavernes egne spilleregler udsættes for samme standard: Hvis flertallet vitterligt gør brug af epidemilovens bestemmelser, vil helt basale frihedsrettigheder blive trådt under fode. /Lars Trier Mogensen