Facebooks freudianske miner

Gode gamle Sigmund Freud er berygtet for mange ting, men hans teori om barnets såkaldte psykoseksuelle faser er muligvis den vildeste. Ifølge Freud spiller udforskningen af kroppen en vigtig rolle i dannelsen af jeg’et, hvilket egentlig lyder ganske tilforladeligt. Der, hvor tingene imidlertid begynder at skride, er når østrigeren insisterer på at opdele udforskningen i alderstrin og erogene zoner. Pludselig bliver alt ved pottetræningen sat på et bræt, og det stakkels barn må nu finde sig i spekulative idéer om anale faser, libido og seksuelle energier. Det er måske vel rigeligt at p(r)utte ind i situationen.

Én ting har Freud dog fat i: Der er ofte noget ekstremt barnligt ved snak og jokes om det latrinære, som selv voksne mennesker kan være til falds for (jævnfør ovenstående ordspil). Måske er det derfor, at vi her til morgen heller ikke kan stå for denne nyhedsnotits fra Berlingske: ”Kina analtester amerikanske diplomater. Er det i strid med Wienerkonventionen?” Under den fængende rubrik kan man læse, at kinesiske myndigheder visse steder har indført en ny testteknik, som altså er gået ud over de stakkels diplomater: at tjekke for coronavirus ved at køre en vatpind direkte op i, ja, anus.

Ifølge Kina er der ingen ko på isen. Forskning indikerer, at testmetoden faktisk er mere effektiv end sine orale og nasale pendanter. Men den køber amerikanerne ikke. Som Berlingske skriver, undersøger det amerikanske udenrigsministerium ”alle muligheder” for at stoppe testshowet, der betegnes som ”uværdigt”. Faktisk mener man, at den anale vatpind kan være i strid med Wienerkonventionen. Den sikrer normalt, at diplomater ikke udsættes for chikane af værtslandet. Taget i betragtning, at forholdet mellem USA og Kina længe har været til den kølige side, er det da også lidt mærkeligt, at testmetoden tilfældigvis skal afprøves på amerikanske diplomater. Det virker, ærligt talt, lidt barnligt.

Lille kejser Facebook

I Kina har man faktisk et meget godt begreb for urimelige børn, der altid skal have deres vilje: små kejsere. Det blev taget i brug som følge af etbarnspolitikken, der førte til, at (drenge)børn hos velstående familier fik opmærksomhed og forkælelse i overflod – ofte uden de store forventningsafstemninger. Men heldigvis kan udtrykket vist også bruges mere bredt.

Vi er eksempelvis semi-overbeviste om, at vi har fundet verdens største lille kejser: Facebook. Efter at de australske lovgivere havde lagt op til, at Facebook skulle begynde at betale nyhedsmedierne for deres indhold, har techgiganten i hvert fald teet sig ret ekstremt: Ved helt at forbyde australierne at dele nyheder på platformen. Den drastiske respons har forventeligt nok skabt en del ramaskrig, og nu truer andre lande med at følge Australiens eksempel. Senest er Canada gået på krigsstien med løfter om at introducere end lignende lovgivning.

Udviklingen er på mange måder interessant. Efter alle de bekymrede miner over Facebooks demokratiske indflydelse, begynder de store nationer endelig at bide fra sig. Taget i betragtning, hvor glade (og afhængige) vores politikere herhjemme er for det sociale medie, vil det da også være værd at overveje, om vi i Danmark bør finde os i at være i den lille kejsers vold. For hvor går grænsen egentlig, hvis Facebook uden videre kan trække stikket i Australien, når virksomheden ikke får sin vilje?

Lige med hensyn til forbud har Freud faktisk en meget god pointe: at dér, hvor der er et forbud, må der også være et bagvedliggende begær. Det er i mødet med samfundets begrænsninger, at mennesket for alvor må forholde sig til sine egne drifter og lyster. ”Alle som i et ubevogtet øjeblik slipper katten ud af sækken, er egentlig glade for, at de ikke længere behøver at forstille sig”, som Freud også skriver. Eller sagt med andre ord: det er i mødet med begrænsningen, at Facebook får mulighed for at vise sit sande ansigt. Og det ser umiddelbart ikke så kønt ud. /David Dragsted