Er der parkour på Mars?

”Man kan sende en mand til månen, men man kan ikke …” ja, fuldfør selv sætningen, der kan bruges, hver gang man måber over menneskelig inkompetence på Jorden. Nu kan talemåden så opdateres til ”Man kan sende (endnu) en robot til Mars, men …”, efter NASA-robotten Perseverance torsdag landede på Mars for at finde svaret på David Bowies store spørgsmål – is there life on Mars?

Om der er nogen hjemme på Mars, er der flere kvinder, der har spurgt sig selv om, inden de købte parforholdsbestselleren Mænd er fra Mars og Kvinder er fra Venus af John Gray. Tanken er, at mænd og kvinder er så forskellige i deres kommunikation, at de kommer fra hver deres planet. Selvom NASA er eksperter i planeter, har de dog også haft svært ved at forstå kvinder. Og her tænker vi ikke på, at de er ekstremt betagede af Mars, men ikke vil røre Venus med en ildtang. For selvom Venus bliver kaldt jordens søsterplanet, så er det en søster med syreregn og en 400 grader varm overflade.

Nej, NASA’s ingeniører kunne sende en mand på månen, men det kneb med forståelsen for kvinders behov, da de også ville være astronauter. En kvinde i rummet skulle selvfølgelig have makeup på, og derfor udviklede ingeniørerne et makeup-sæt bestående af eyeliner, øjenskygge, øjenmakeup-fjerner, kindrødt og lipgloss til de første kvindelige astronauter. Det blev dog ved prototypen, for det var kun mændene, der så det som en selvfølge, at kvinder ikke kunne gå uden makeup. Tilsvarende har den første kvindelige astronaut, Sally Rides, fortalt, hvordan de mandlige ingeniører gik mindre op i hendes træning og mere op i hvor mange tamponer, hun skulle bruge på en uge. ”De spurgte, om 100 var det rigtige antal. Nej. Det er ikke det rigtige antal”, lød Sally Rides svar.

Så sent som i 2019 blev en historisk rumvandring med to kvinder aflyst, fordi NASA havde glemt at pakke to dragter i størrelse medium til kvinder. Vi kommer fra den samme planet, men der er fysisk forskel på mænd og kvinder, og hvis man ignorerer det, kan det have store medicinske konsekvenser, blandt andet fordi forsøg oftest bliver lavet på mænd, og behandlinger dermed er mest skræddersyet til dem.

De fysiske forskelle kommer også til udtryk i sportens verden, hvor den eneste olympiske disciplin, hvor mænd og kvinder konkurrerer på lige fod, er ridekonkurrencer. Én sportsgren prøver dog at blande kønnene mere og gøre noget ved diversiteten …

Parkour!

I Jyllandsposten kunne man torsdag læse en artikel med overskriften: ”Dansker er udpeget som direktør: Men han skal træde tilbage, hvis en kvinde ønsker posten”, hvilket fik folk helt op i det røde kommentarfelt. Det drejer sig om Mikkel Rugaard, der er blevet uafhængig direktør for det internationale idrætsforbund Parkour Earth, hvor han også får en plads i bestyrelsen.

Hvis man trækker vejret og læser første linje i artiklen, står der, at det skal være en kvalificeret kvinde, han skal vige pladsen for. Der kommer altså ikke en kvinde hoppende ind fra gaden som parkourens Guldlok, der har udset sig en direktørpost og udbryder ”Hej, jeg har en vulva, og jeg kan hoppe på alle fliserne uden at røre stregerne, så nu er jeg jeres nye bosslady!”, hvorefter hun cirkelsparker mande-Mikkel ud af direktørstolen og råber ”parkour!”

Sådan fungerer det jo ikke. Ingen kvinde er desuden interesseret i at få et job på grund af hendes antal af x-kromosomer og fordi hun er den type menneske, der bruger 100 tamponer om ugen (nej vent, det er der jo ingen, der gør). Mikkel Rugaard forstår vilkårene og bakker op om strategien. ”Parkour handler om samarbejde, kreativitet, problemløsning og proces, ikke målbare resultater og facit. Det skal Parkour Earth selvfølgelig afspejle. Derfor har vi behov for fx flere kvinder og personer, som generelt identificerer sig anderledes end gennemsnittet i ledelsen. Det har været på dagsordenen længe, men nu siger vi det bare højt,” udtaler han til Jyllands-Posten.

Da journalisten spørger: ”Hvorfor kan det ikke bare være en fed machosport for unge mænd imellem 15 og 25?”, svarer Rugaard:

”Det vil det også stadig være for nogle, og dem skal der selvfølgelig også være plads til. Men desværre er det stort set kun de ekstreme og spektakulære øjeblikke, der gengives i medierne. Det skaber en barriere, så mange slet ikke kan overskue overhovedet at tænke på at komme i gang med sporten. Det skaber flere tabere end vindere, og så får vi ikke udnyttet det kæmpe og unikke potentiale, denne bevægelsesform også har”.

Så bare rolig, machomænd, det er stadig en sport for jer. Det skal det bare også være for andre. Det er nok en stramning at sige, at parkour er noget for alle, men det lyder, som om det kan blive noget for flere – også mænd.

Vi ville helst udøve parkour på Mars eller månen, hvor tyngdekraften er vores ven. Men nu hedder det altså Parkour Earth, og hvis de gerne vil tiltrække diversitet ved at have en kvalificeret kvinde i spidsen, så kan det ikke bringe vores pis i kog. Det er ikke raketvidenskab at finde kvalificerede kvinder, få større diversitet i sportens verden og få flere vindere, uden at mændene bliver tabere. Ligesom i parkour er det bare en målsætning, der kræver udholdenhed, eller som de siger på engelsk – perseverance. /Lise Benthin Præstgaard