Økonomi, mand!
Der er helt sikkert nogle stykker her på Føljetons redaktion, som ikke ville sætte kryds i feltet ud for ‘økonomi’, hvis der skulle udfyldes et spørgeskema om kernekompetencer. Det ville nu ellers være rart. Man kan så varme sig ved, at økonomi ikke er nogen eksakt videnskab; Nobelprisen i økonomi er fx ikke nogen rigtig Nobelpris, men en mindehædersbevisning indstiftet af Sveriges Riksbank langt senere end Alfred Nobels oprindelige priser. Dens fulde titel er: Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde.
Så man kan altså med en vis ret tillade sig at være en lille smule på vagt over for økonomer, der uforbeholdent kloger sig på alt mellem himmel og jord – hvis de altså gør det med henvisning til deres økonombaggrund. Tænk på den respekterede amerikanske økonom og kommentator Paul Krugman. I 1998 skrev han, at det ”i 2005 eller deromkring” ville ”stå klart, at internettets indflydelse på økonomien ikke har været større end faxmaskinens.” (Krugman modtog ‘Nobelprisen i økonomi’ i 2008).
Et af de mere uforglemmelige ufrivilligt morsomme øjeblikke i Clement Kjersgaards debatprogram ‘Debatten’ på DR2 blev da også leveret af en økonom for syv-otte-ni år siden. En ophedet diskussion var i gang, og som vi husker det, er tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard midt i en sætning, da Carsten Koch, forhenværende socialdemokratisk skatteminister og direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, afbryder hende og ligesom kvalificerer sin uhøflige intervention med ordene: ”Nu er det en økonom, der taler!” – inden han plaprer videre hen over Bjerregaards taletid.
Som James Brown engang sang:
You’re like a dull knife
Just ain’t cutting
You’re just talking loud
And saying nothing
Nedladende spørgsmål
Men alt det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er grund til at respektere håndværket inden for det økonomiske felt. Det er der bare noget, der tyder på, at mange ikke gør, når økonomen er en kvinde. I næste uge publicerer det amerikanske National Bureau of Economic Research en databaseret rapport, som konkluderer, at kvinder, som fremlægger økonomisk forskning og økonomiske redegørelser, får 12 pct. flere spørgsmål end mandlige kolleger, og at spørgsmålene har en tendens til at være mere nedladende og fjendtlige.
Rapporten ”måler noget, som vi ikke troede kunne måles,” udtaler en af rapportens forfattere, Alicia Sasser Modestino, der er lektor på Public Policy and Urban Affairs and Economics ved Northeastern University, til The New York Times. Og ifølge hende er den måske med til at give et svar på, hvorfor kvinder er underrepræsenteret på feltet.
Hun fik ideen til undersøgelsen sammen med sin kollega Justin Wolfers, da de for nogle år siden deltog i en konference, hvor en ung hamrende dygtig økonom ved navn Rebecca Diamond præsenterede sin forskning inden for ulighed. Men hun var knap kommet i gang, før hun blev bombarderet med spørgsmål. ”Hun må have fået 15 spørgsmål i løbet af de første fem minutter, inklusive: ‘Har du tænkt dig at vise os dine data?’,” fortæller Modestino til avisen – hvilket var underligt, eftersom Diamonds præsentation tog afsæt i anvendt mikroøkonomi, som er datatungt som et ondt år. Senere samme dag var der en præsentation ved en kendt (mandlig) økonomiprofessor, Arindrajit Dube, om mindsteløn, men han blev slet ikke afbrudt og afæsket tal på samme måde.
Ifølge en stor undersøgelse foretaget af American Economic Association i 2019 er kun hver femte kvinde inden for økonomifaget tilfreds med arbejdsklimaet, hvor de er ansat. Næsten hver anden siger, at de har undgået at holde oplæg på seminarer og konferencer af frygt for at blive behandlet dårligt eller chikaneret. En undersøgelse offentliggjort i Journal of Public Economics i januar viser, at kvindelige undervisere generelt bliver evalueret lavere end deres mandlige kolleger af de studerende. Men at kampagner, der gør de studerende opmærksomme på problemet, har en positiv effekt og kan reducere tilbøjelighed til kønsmæssig forudindtagethed – bias.
Vi ved det godt, men vi bliver nødt til at minde os selv om det igen og igen. Den her bias finder sted overalt i den akademiske verden. Det er utøj, og vi skal det til livs.
Nu kom vi måske til at nedgøre økonomer længere oppe i denne tekst. Det var ikke meningen, og vi er overbevist om, at verden ville være et rarere sted, hvis der var mindst lige så mange kvindelige økonomer som mandlige. Ja, det er vel egentlig et faktum. Unconscious bias – findes der noget dummere? Gå på nettet og tjek dig selv. /Oliver Stilling