Litteratur kan godt vælte træer

Hvis et træ falder ned i en skovbund og ingen hører det, har det da sagt en lyd? Nogenlunde sådan lyder et af de irriterende filosofiske tankeeksperimenter, der kan sende landets studentikose typer ud i timelange diskussioner. Spørgsmålet er dog reelt nok. Hvilken værdi har de ting, vi ikke kan eller vil anerkende? Forhåbentlig en smule, for ellers ser det sort ud for litteraturen. I hvert fald hvis vi skal tro forfatter og litterat Lars Theil Münster, der i Weekendavisen postulerer (betalingsmur), at nej, litteraturen kan ikke redde verden.

Tager man udsagnet på ordet, vil vi nok være tilbøjelige til at give ham ret. Når tredje verdenskrig bryder ud, og verdens stormagter forsøger at atombombe hinanden, vil vi finde noget andet at gemme os bag end Tolstojs Krig og fred. Det er dog ikke der, Münster vil hen. Litteraten mener snarere, at landets andre litterater er begyndt at oversælge (klima)litteraturens rolle. Når klimaet skal reddes, kan sprog ikke stå mål med flyafgifter, og i øvrigt har en (uspecificeret) undersøgelse afvist, at ”klimalitteratur skulle have nogen effekt i forhold til at kunne overbevise skeptikere om truslen fra klimaforandringerne”. Så vidt vi ved, er der intet – mindst af alt ord – der kan overbevise de mest fanatiske klimaskeptikere. Men kan det virkelig passe, at det samme gælder for de mindre faktaresistente læsere?

Ja, mener Münster: ”politisk engagement og litteraturlæsning [er] for de fleste mennesker ikke noget, der harmonerer umiddelbart med hinanden.” Han peger på, at de fleste læser for at blive underholdt og have tid til sig selv, mens det kun er ”et eksklusivt mindretal” på 25 pct., der læser for at blive klogere på ”mennesker, kultur og samfund”. Vi har før indrømmet, at vi ikke er de store talknusere, men så vidt vi ved, er en fjerdedel ikke det, man ville kalde et eksklusivt mindretal – tænk bare, hvor ked af det Jakob Ellemann-Jensen ville blive, hvis nogen fortalte ham, at han med sine 12,5 pct. af vælgerne ikke var leder af et bredt parti for folk i gummistøvler og sikkerhedssko, men kultleder i et eksklusivt mindretal.

En tur i skilsmisseretten

I Münsters øjne overdriver litteraterne altså litteraturens samfundsændrende evner, og det kalder han et problem. For det første har vi dog svært ved at se, hvori det problematiske består – man kan jo bare lade være med at tro dem. For det andet viser historien, at litteraturen faktisk har været en vigtig politisk drivkraft. Linjen ”I would prefer not to” fra Herman Melvilles Bartleby, the Scrivener blev en slags mantra for Occupy Wall Street-bevægelsen, George Orwells 1984 er stadig en af de mest brugte referencer i modstanden mod overvågningssamfundet, og Johann W. Goethe inspirerede en hel selvmordskult med Den unge Werthers lidelser (det var så knapt så heldigt). Selvfølgelig ændrede bøgerne ikke verden alene, men det er der næsten ikke noget, der gør. Mindre kan heldigvis også gøre det.

Ting holder nemlig ikke op med at have værdi, bare fordi vi overser dem. Det har de indset i Kina, hvor en kvinde onsdag fik en økonomisk erstatning for alt det husarbejde, hun har udført under sit ægteskab. En skilsmisseret har idømt hendes eksmand at betale en erstatning, fordi han igennem deres fem år lange ægteskab har undladt at hjælpe til med de (fælles) huslige pligter.

Det formodes at være første gang, en officiel instans har sat en økonomisk pris på et stykke arbejde, der siden tidernes morgen har været forventet udført gratis. Derfor er det en landvinding for feminismen, der i årevis har forsøgt at få husarbejde anerkendt som arbejde. Desuden er det et skridt i retningen af at bevise, at træerne larmer, når de vælter, at husholdningsarbejdet driver værket, og at litteraturen ændrer verden. Uanset om vi anerkender det eller ej. /Asta Kongsted