Tasnim News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix. Iranians shout slogans during a protest against President Donald Trump's decision to walk out of a 2015 nuclear deal, in Tehran, Iran, May 11, 2018. REUTERS/Tasnim News Agency - THIS PICTURE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY.
USA’s præsident Joe Biden lovede mange ting under den amerikanske valgkamp. Flere af løfterne kunne imidlertid koges ned til én nøglesætning: At rydde op efter det rod, som Donald Trump havde lavet. Der var snart sagt ingen grænser for, hvor mange internationale forpligtelser Trump var løbet fra, men heldigvis for Biden var de som regel nemme nok at gøre om. Et præsidentielt dekret her, et andet der, og pludselig var USA igen med i eksempelvis Parisaftalen og Verdenssundhedsorganisationen. Nu er Biden dog stødt på sin første store geopolitiske, gordiske knude. Præsidenten skal greje, hvordan han får genoprettet atomaftalen med Iran, som Trump så behændigt smadrede tilbage i 2018.
På papiret burde manøvren egentlig være simpel. Begge parter har en interesse i at finde tilbage til aftalen, og de skal i princippet bare finde hinanden på forhandlingsbordet. Biden kan med rette påstå, at Trumps tilgang var for tonedøv, og Iran kan fortælle, at deres optrappede uranberigelse blot var en reaktion på Trumps unoder. Beklageligvis for Biden har Trump dog ikke bare revet tæppet væk under selve aftalen. Han har også ændret på præmisserne for, at den overhovedet blev indgået i første omgang.
Da ”Joint Comprehensive Plan of Action” (JCPOA) blev underskrevet tilbage i 2015 af henholdsvis Iran, de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd (herunder USA) samt Tyskland og EU, blev den af gode grunde kaldt historisk. Iran lovede at reducere sine atomaktiviteter til gengæld for, at internationale sanktioner mod landet blev løftet. Langt hen ad vejen var der tale om en tillidsøvelse, der havde været mange år undervejs. Men da Trump pludselig valgte at rive USA ud af aftalen, bekræftede det iranerne i deres bange anelser: at USA ikke er til at stole på, upåagtet hvad landets pågældende administration siger.
Nedtællingen er i gang
Biden kan med god samvittighed sige, at han er enig i aftalens ånd. Han var trods alt selv en del af Obama-administrationen, der i sin tid indgik den. Hvad der straks er værre er, at han nu skal overbevise Iran om, at der ikke bare kommer en ny Trump og ødelægger tingene efter ham.
De bedste karikaturer er dem, der blot forstærker virkeligheden. Det gjorde Trump til perfektion. Med sin ubehændige doktrin om at lægge ”maksimalt pres” på iranerne udstillede han, at USA i Mellemøst-anliggender ofte har været som en elefant i en glasbutik. Og der er ingen garantier for, at amerikanerne ikke vil være det igen.
Hvis en ny aftale skal i stand, kræver det, at USA hæver sanktionerne mod Iran, alt imens Iran igen begrænser sin uranberigelse. Det ligner en simpel quid pro quo, men ingen af de to parter tør tilsyneladende tage det første skridt. Dertil spøger de gensidige fjendebilleder stadig for meget i kulissen. For slet ikke at tale om, at forhandlingerne har fået en meget Mission Impossible-agtig deadline.
Efter først at have truet med at kaste Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) helt på porten, har Iran givet agenturet lov til fortsat at overvåge landets atomaktiviteter på en midlertidig ordning. Det sker ved, at Iran videooptager alt i tre måneder. Hvis USA løfter sanktionerne inden da, vil IAEA få adgang til videoerne og den fornødne data. Hvis ikke, vil bevismaterialet blive slettet – og dermed vil ingen vide, hvad Iran reelt har foretaget sig. Uret tikker med andre ord for Joe Biden, hvis han skal have vundet iranerne over på sin side. /David Dragsted