Nf/Ritzau Scanpix. SIMONE DE BEAUVOIR, FORFATTER.
Det er næsten for godt til at være sandt: En ny undersøgelse fra det danskbaserede coronaforskningsprojekt HOPE viser, at håb er mere effektivt end frygt, når folk skal motiveres i indsatsen mod COVID-19.
”Psykologisk har research af sundhedsadfærd før pandemien bidraget med tiltagende beviser for, at frygt (fx frygten for at et hospitalssystem vil kollapse) ikke er nok i sig selv, når der skal skabes beskyttende motivation. Derudover er der kommet beviser under pandemien for, at positive følelser som empati, delte identiteter og optimisme spiller en betydelig rolle, måske især i mødet med tiltagende træthed”, skriver forskerne (løst og ubehændigt oversat fra akademia-engelsk). Det forklares endvidere, at de kommende vacciner kan fungere som gulerod, når den coronatrætte befolkning skal motiveres. Hjælpen er på vej, vi skal bare holde ud lidt endnu.
Og hvordan gør vi så bedst det, holder ud? Jo, ved at samle os om lidt opbyggelig og håbefuld filosofi, selvfølgelig (det er os, der siger det, ikke HOPE). Om ikke andet kan filosofien da bruges til at live den metaltrætte samtale i din sociale boble lidt op. Vi har tilladt os at samle til bunke, så du har nogle friske indspark til den næste dødssyge coronagåtur.
Immanuel Kant: At tænke på Kants moralfilosofi under corona er lidt som at spise sin rugbrød. Det er tørt og kedeligt, men også ret sundt og nødvendigt. Eller, i det mindste kan Kant fortælle, hvorfor det er sundt og nødvendigt at spise sin rugbrød. En vilje er nemlig god, når den gør sin pligt. Og kun de handlinger, der alene gøres ud fra pligten, kan siges at have en sand moralsk værdi. Måske det kan indgyde lidt håb, når du står med vinter-sprækkede hænder og stirrer på den der Netto-håndsprit, der lugter lidt af tequila.
Sophie de Grouchy: Den franske 1700-tals-filosof Sophie de Grouchy mente, at smerte og nydelse er afgørende for vores evne til at udvise sympati. Efter den fysiske smerte kommer den abstraherede smerte, der gør os i stand til at sympatisere med andres lidelse – også selvom vi ikke har følt den konkrete lidelse selv. Bare det at have anvendt ovennævnte tequila-håndsprit på spækkede hænder bør altså være nok til, at vi i fremtiden holder os inden for corona-skiven. Det er da en sympatisk tanke.
Jobs bog: Apropos sympati – hvad kan vel være bedre til at få corona-tankerne på gled end en bibelsk lidelseshistorie om en udpint bonde, der nådesløst fratages alt, hvorefter Gud kommer og siger, at det bare var en prank? Ud over at historien giver et spinkelt håb om, at coronapandemien er én stor ondsindet joke, giver den i hvert fald godt med filosofisk stof til eftertanke.
Psykoanalytikeren Carl Jung mente eksempelvis, at bibelhistorien fungerer som et billede på menneskets kamp for selvstændighed. Mennesket skal indse, at det guddommelige ligger i mennesket selv, og at lidelse er en del af det at være menneske. Helt selvstændigt kan mennesket aldrig blive. Til gengæld kan det blive fuldstændigt, hvis bare mennesket bliver bevidst om dets egne indre modsætninger. Og lyder det ikke også meget godt?
Fjodor Dostojevskij er inde på lidt af det samme. Det uforklarlige i Jobs situation sætter lidelsen i dens egentlighed, mente den russiske forfatter. Konsekvensen må være, at livet skal elskes højere end dets mening. Og så skal meningen nok komme, i takt med at der leves. Smart nok.
Simone de Beauvoir: Hvis meningen mod al forventning skulle lade vente på sig, er der ikke den eksistentielle angst, lidt fransk eksistentialisme ikke kan klare. Selvom vi er kastet ind i omstændigheder, vi ikke selv har valgt, er vi alligevel frie til at forme vores liv gennem vores handlinger, mener Beauvoir. Det gælder bare om at tage skæbnen i egne hænder og at finde en mening med livet gennem et selvvalgt projekt. At starte en surdej er vist nok et populært bud nu om stunder.
Sarah Kofman: Og hvis surdejen slår fejl, kan vi altid grine af situationen. Ifølge Kofman er latteren i hvert fald den bedste medicin mod tilværelsens futile jagt efter sandhed, mening eller kernesundt bagværk. Humor er det eneste, der kan kurere melankoli, ligesom en god joke kan agere bolværk mod meningsløsheden. Der er med andre ord altid håb, selv når håbet synes allerlængst væk. Det kræver bare en god portion galgenhumor. Og det er da værd at huske på, al den stund vi går og venter på vaccinerne. /David Dragsted