Kære læser

Manderoller 2021 – en øvelse i empati

Tiziana Fabi/AFP/Ritzau Scanpix. AC Milan's Swedish forward Zlatan Ibrahimovic reacts during the UEFA Europa League round of 32, 2nd leg football match AC Milan vs Crvena Zvezda on February 25, 2021 at the San Siro stadium in Milan. (Photo by Tiziana FABI / AFP)

Det har været en hård uge, så vi slutter i det eksistentielle hjørne.

Siden mandag har mangen en mand rundt om på kloden trådt i spinaten, gjort i nælderne. Hvad er problemet? Der er mange problemer. Et af dem kan være en begrænset evne til at sætte sig i andres sted. Gælder dette karakteristika kun for mænd?, spørger du. Nej, det gælder også for kvinder (med den tidligere Venstre-kvinde Inger Støjberg som tidens mest prominente eksempel). Men enten er der et enormt mørketal blandt kvindelige kluddermikler, eller også er der noget om snakken: Tendensen til at opføre sig som et fjols er mere udbredt blandt mænd – ingen nævnt, ingen glemt.

Hvad skal vi gøre ved det? Jamen, vi kan da bruge weekenden på at træne vores empati. I det følgende vil du blive udsat for en lille øvelse. Nej, nej, bliv endelig siddende – øvelsen kræver ingen fysisk deltagelse, blot en smule hjerneaktivitet. Du skal nu sætte dig i fire andre personers sted, og for nemheds skyld har vi valgt fire mænd, som optræder i nyhederne i de her dage.

Er du klar? Øvelsen handler om indlevelse – og lidt om manderoller i 2021.

Du hedder Zlatan Ibrahimovíc, og du har været en af verdens bedste fodboldspillere. Du spiller stadig på et højt plan, men karrieren lakker mod enden. Det er en utrolig rejse, du har været på, dig, indvandrersønnen fra Malmö-forstaden Rosengård. Mænd over hele verden er vilde med dig. De elsker din selvtillid og synes, at det er cool, at du omtaler dig selv i tredje person. Så god er du. Du går også rent ind hos de intellektuelle. For det kan godt være, at du snakker meget, men du har altid forstået at blande dig i tilpas lidt, der ikke handler om fodbold. Men ak, den tid er forbi. Nu har du været ude at kritisere LeBron James, den amerikanske basketballsuperstjerne, som aktivt støtter Black Lives Matter-bevægelsen, og som har været en arg kritiker af Donald Trump. ”Lebron är fenomenal på det han gör,” udtaler du, ”men jag gillar inte när folk med status lägger sig i politik”. Zlatan, for fanden, du ”gillar inte”? Nu lakker det virkelig mod enden. Tilværelsen hiver og trækker i dig. Du må træffe dine valg med visdom.

Du hedder Vladislav Sorokin og er ansat i Ruslands udenrigstjeneste. Uh, du ville måske gerne have haft et job i New York eller London, men du havde ikke rigtig forbindelserne i orden, da stillingerne skulle fordeles. Som tredjesekretær på dit lands ambassade i Nordkorea er du en total nobody i det russiske statsapparat. Men det var Vladimir Putin jo også engang, og ham gik det da meget godt. For nylig skulle du hjem til Rusland med din familie, men det er svært, for på grund af coronapandemien er der ingen fly til eller fra hovedstaden Pyongyang. Så du endte med at køre i tog i 32 timer og derefter i bus i to timer – bare for at komme i nærheden af grænsen til dit hjemland. Den sidste kilometer måtte tilbagelægges i noget, der mindede om en dræsine – i hvert fald en lille vogn på hjul, som du skubbede frem over togskinnerne. Det var temmelig ydmygende. Billederne er gået verden rundt. Nu kender alle navnet Vladislav Sorokin, og næste job er måske kontorchef på et konsulat i nærheden af Europa. Tilværelsen hiver og trækker i dig. Du må træffe dine valg med visdom.

Du hedder Morten Messerschmidt. Engang var du formand for Kritiske Licensbetalere, og et helt bestemt segment i den danske befolkning kunne bare ikke få nok af dig. Du kan ikke lide EU, så 465.758 mennesker stemte personligt på dig ved EU-Parlamentsvalget i 2014, så du kunne afmontere fællesskabet indefra. Så røg du ud i noget fikumdik med EU-midler, det lignede økonomisk svindel, og EU’s svindelenhed med det påfaldende ufarlige navn OLAF var på sagen. Men den trak ud. Du var nede at vende psykisk, men du slog igen med din fjollede hat, dine 1800-talsmanerer og din ublu foragt for muslimer, der vel bunder i en eller anden grundangst, og pludselig var du næstformand for det voldsomt skrantende Dansk Folkeparti. Din formand Kristian Thulesen Dahl kender bonmotet om, at man skal holde sine venner tæt, men fjender tættere. OLAF overdrog en hemmeligstemplet rapport til SØIK (Bagmandspolitiet) i 2019, og nu viser det sig, at svindelkontoret ikke kunne drage nogen konklusion, fordi du kun var samarbejdsvillig på papiret og efter alt at dømme ikke udleverede de bilag og informationer, man bad dig om. Obstruktion med andre ord. Hverken din advokat eller landets justitsminister vil sige, om du er sigtet i sagen, men ”SØIK forventer en afklaring af sagen inden udgangen af juni”, skriver DR. Det lakker mod enden. Tilværelsen hiver og trækker i dig. Du må træffe dine valg med visdom.

Du hedder Bertel Haarder og er 76 år gammel. Næsten 41 år i Folketinget for Venstre. Ministerpost på ministerpost. Du har holdt længe, men fredag smed du ‘bomben’: Du genopstiller ikke. Og hvordan vil du så gerne huskes? Som ”en god kammerat,” siger du til DR. Det er på en måde sympatisk – ja, nærmest venstreorienteret. Kunne man forestille sig den gamle socialdemokrat Mogens Lykketoft sige det samme? Næppe. Lykketoft ville vel sige ”en stor statsmand” (se bare hans erindringer på 567 sider). Forresten ville Poul Nyrup Rasmussen og salig Svend Auken nok opponere. Er ”en god kammerat” så sandfærdigt i dit tilfælde, Bertel Haarder? Måske. Jovist var du loyal, men du var også en – undskyld udtrykket – villig partisoldat, der stillede op og gjorde det beskidte arbejde, når der var brug for det, fx som minister for flygtninge, indvandrere og integration under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det lakker mod enden. Tilværelsen hiver og trækker i dig. Du må træffe dine valg med visdom.

Det var dagens mandeempatiøvelser. Resten af weekenden kan du gøre, hvad du vil. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12