David Ryder/AFP/Ritzau Scanpix. WENATCHEE, WA - FEBRUARY 26: Lars Sorom plays the trumpet in his pop-up tent during wind ensemble class at Wenatchee High School on February 26, 2021 in Wenatchee, Washington. The school has been using pop-up tents as COVID-19 enclosures for its music programs as students return to classrooms. David Ryder/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==
Violinist og orkesterleder Wallace Henry Hartley lod musikken fortsætte, mens Titanic sank – angiveligt for at hjælpe skibets paniske passagerer med at bevare fatningen. Vi forestiller os, at det også har ladet katastrofen med mening. ”Uden musik ville livet være en fejltagelse”, lyder et af Friedrich Nietzsches mest berømte citater.
For sådan er musikken: den må og kan aldrig stoppes. Heller ikke i mødet med en luftbåren virus, der boltrer sig lige så meget under blæserakkompagneret korsang, som en nordmand i Jomfru Ane Gades shotsbarer. Den kan allerhøjst tæmmes lidt, musikken. Da Fanden blev gammel, gik han i kloster.
Der er ikke meget djævletilbedende rock ’n roll over billedet her. Hornene er blevet løbet af skolemusikanten, der nu kun spiller den mest bittersøde symfoni. Men spillet bliver der, og dét er nøglen. Selvom piben har fået en anden lyd, kan coronaen ikke knægte vores iboende skabertrang.
Bevares, selve pladsen er måske også lidt trang. Idéen om den sociale boble er tilsyneladende blevet taget til et nyt, ret bogstaveligt niveau. Der blæses på meget – men ikke på den sociale distancerings dogmer. Heldigvis er musikken ligeglad med det grønne telt. Den opleves alligevel bedst med lukkede øjne.
Hvad bliver der trompeteret? Det er umuligt at sige, men melankolien står malet i vor kære trompetists ansigt. Enten er det ren indlevelse i musikken, eller også er det et råb om hjælp. Begge dele ville være forståeligt. Men under alle omstændigheder bliver der gået fermt til værks, det er vi ikke i tvivl om – de mange bagvedstående pokaler vidner om en vis driftsikkerhed.
Der er noget meget analogt over billedet. Skolecomputerne står og lurer i baggrunden, men de er end ikke tændt. De synes kastet til siden som i en slet skjult protest. Meget kan opleves digitalt, men de helt store oplevelser kommer først, når nærvær skærer igennem støjen. Med teltpælene solidt plantet i jorden er der snart sagt ingen grænser for, hvor langt musikken kan bære os. Måske afslører de to kasserede bækkener, at dens genkomst er sket under større fanfare.
En opklarende billedtekst beretter, at trompetisten heldigvis ikke er alene. Det er hele musikholdet på Wenatchee High School i Washington, USA, der er stimlet sammen til afstandstagende tamtam. Coronakrisen har sat spritnye krav til idérigdommen, og det stråler ud af den fulde billedserie. Ja, faktisk priser man sig lykkelig over, at der skal mere end en pandemi til at kuldsejle skolens musikundervisning. Wallace Henry Hartley har ikke levet forgæves. /David Dragsted