Hvad gør Joe Biden med Afghanistan?

Det er utroligt med Afghanistan. Gennem næsten 20 år har USA brugt godt og vel to billioner dollars på at føre krig i landet, men det ligner stadig til forveksling en fejlslagen stat. Tirsdag blev tre purunge kvindelige afghanske journalister likvideret i det østlige Afghanistan i to separate angreb. Mursal Hakimi, 25, Shanaz, 20, og Sadia, 20, var ifølge nyhedsbureauerne på vej hjem fra deres arbejde på det lokale radio- og tv-medie Enikass i Jalalabad, da de blev mejet ned. Politichefen i Nangarhar-provinsen siger, at gerningsmanden var en mand fra Taleban, som blev pågrebet med en pistol med lyddæmper. Taleban-bevægelsen, hvis mørkemænd navigerer efter en syg version af islam, hvor man hugger hånden af tyve og slår kvinder ihjel for påstået utroskab, afviser at have noget med angrebene at gøre.

Ifølge The New York Times har angrebene på både civile afghanere, journalister og embedsfolk (såsom dommere og offentlige anklagere) grebet om sig, siden Taleban og den afghanske regering indledte fredsforhandlinger i september sidste år. I 2020 blev mindst 136 civile og 168 sikkerhedsfolk myrdet – det højeste antal på et år siden krigens begyndelse. Terrororganisationen Islamisk Stat er også begyndt at skrue op for sine operationer i landet.

Efter planen skal USA trække sine sidste 2.500 soldater ud af Afghanistan inden 1. maj. Det er et led i den fredsaftale, som daværende præsident Donald Trump indgik med Taleban i februar sidste år. Trump var desperat efter at få aftalen på plads; den amerikanske befolkning har længe været dødtræt af USA’s engagement i landet, og der ligger et enormt pres på Joe Biden for at få lukket den dør.

Men Afghanistan er i en frygtelig tilstand. USA har gennem årene postet 30 mia. dollars i at opbygge landet. Universiteter åbnede, piger begyndte at kunne gå i skole, kvinderne fik mulighed for at arbejde, højhuse skød op i Kabul, og der åbnede restauranter og cafeer. Længe var det sådan, at den afghanske regering med USA’s støtte rådede over de store byer, mens Taleban havde kontrollen over den sydlige del af landet og landsbyer i de mere afsidesliggende provinser. Men bevægelsen har skiftet strategi og terroriserer nu i storbyerne med bilbomber og væbnede angreb – selvom det åbenlyst er en del af fredsaftalen med USA, at de skal lade være. En anden del er, at den afghanske regering skulle løslade 5.000 fængslede Taleban-krigere. Det beordrede landets stækkede præsident, Ashraf Ghani, modvilligt i august.

Nedtur

Den amerikanske krigskorrespondent Dexter Filkins har en meget læseværdig reportage i The New Yorker om situationen i Afghanistan. ”20 år inde i den amerikanskledede krig føles Kabul atter som hovedstaden i et fattigt og plaget land,” skriver han. Der er pigtrådsafspærringer i gaderne og ikke et øje at se efter mørkets frembrud.

Dexter Filkins har temmelig eksklusivt talt med fredsforhandlere fra både Taleban og den afghanske regering, og hvis det var et filmmanuskript, ville man ikke købe plottet. Forhandlingerne foregik på et luksushotel i Doha i Qatar. En af regeringens forhandlere er en 45-årig kvinderettighedsforkæmper ved navn Fawzia Koofi, som møder op til det første møde med armen i gips. En måned forinden er hun blevet forsøgt likvideret i sin bil på vej hjem fra en begravelse. Talebans forhandlere, der har det svært med, at der er en kvinde i rummet, stirrer på hendes arm. ”Som I kan se, har jeg det fint,” siger hun. På Taleban-siden er der en fyr, Khairullah Khairkhwa, som blev pågrebet tilbage i begyndelsen af 00’erne og sendt i fangenskab i Guantanamo, USA’s militærfængsel på Cuba. I 2014 bliver han pludselig løsladt som led i en byttehandel med Taleban og sendt til Qatar, hvor han når at leve, hvad der lyder som et normalt liv med sin familie, inden Taleban dukker op og rekrutterer ham som forhandler. En anden forhandler for regeringen har overlevet tre bilbomber.

Men afghanerne er ukuelige. Håbet for fremtiden vil ikke dø. Tirsdag bragte The Guardian et fint portræt af den unge afghanske animationstegner Sara Barackzay, som efter at have studeret i Tyrkiet er vendt tilbage til Afghanistan med en drøm at åbne en animationsskole. ”Afghanske kvinder forsøger så hårdt – måske endda hårdere end andre – at indfri deres mål. Det er en af de ting, jeg gerne vil kommunikere gennem min kunst,” siger hun.

Sara Barackzay har selvfølgelig også modtaget dødstrusler. Men hun bliver ved med at kæmpe. Spørgsmålet er så, hvad Joe Biden har tænkt sig at gøre. /Oliver Stilling