Nyhedsanalyse

Kanylen på den hvide hest: Kina og Ruslands vaccinediplomati

Eloisa Lopez/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens vestlige muskelnationer har raget vacciner til sig som en flok toiletpapirshamstrende preppers, har Rusland og Kina haft travlt med at tænke strategisk.

Canada, USA og EU har med sine absurd store vaccineindkøb, en foreløbig afvisning af videredistribution og beskyldninger om vaccinenationalisme, dystet om at fremstå mest (selv)optagede af interne vaccineaffærer. I mellemtiden har Rusland og Kina gjort deres hoser grønne hos ressourcesvage og hårdt coronaramte lande i blandt andet Sydamerika og Afrika. Begge har de solgt vacciner til relativt favorable priser og bistået med distribution i en grad, som intet vestligt land kan bryste sig af.

Landenes stolte kommunistiske baggrunde til trods, er der dog ikke megen grund til at tro, at Rusland og Kina spreder vaccinerne af deres hjerters godhed. Vaccinefremstødet skal hellere ses som vigtige brikker i et diplomatisk spil. Et spil om international indflydelse og kampen om den bløde magt.

Vaccinekapløbet

Hører man navnet ”Sputnik”, er det nok snarere rumkapløb end vaccinationssprøjter, der popper op på den indre lystavle. Alligevel er Sputnik V ikke navnet på en raket, men på den russiske covid-19 vaccine, som Rusland allerede har distribueret i 10 Latin- og Sydamerikanske lande, mens i alt 26 lande har godkendt den til brug. Selve kapløbsassociationerne er dog gode nok: Ræset er skudt i gang om vaccinemarkedet i de lande, der ikke selv kan fremstille de dyrebare dråber.

Kina er på samme måde kommet godt fra start med vaccinedoser sendt afsted til 20 lande og aftaler med yderligere 40 lande på bestillingsblokken. De kinesiske vacciner har dog alle lidt under blakkede ry med en effektivitetsrate, der ligger et stykke under de vestlige sværvægtere fra Pfizer-BioNTech og Moderna. Rusland har tidligere haft lignende problemer, og de store internationale salg giver derfor vaccinerne lidt tiltrængt legitimitet. Men det først og fremmest den bløde magt, de gamle kommunister er på udkig efter: Muligheden for at opnå politisk indflydelse igennem samarbejde og værdispredning, frem for økonomisk og militært magtbrug – og med den manglende konkurrence fra de vestlige lande, er den bløde magt lige nu særdeles billigt købt.

”Tak Kina!”

I slutningen af februar beskrev The Wall Street Journal, hvordan man på kinesisk stats-tv kunne følge med i en interaktion imellem et etiopisk fly og et kinesisk kontroltårn. Da flyet letter fra lufthavnen i Guangzhou med lasten fuld af vaccine- og beskyttelsesudstyr, takker piloten Kina for hjælpen, til hvilket kontroltårnet – ret instrueret – replicerer: ”Længe leve det kinesisk-afrikanske venskab!”. Det er lige præcis den form for omtale og taknemmelighed, Kina håber at opnå.

Kina og Ruslands vaccineleverancer får nemlig de ressourcestærke vestlige lande til at se noget slatne ud. Den gode omtale er lige nu billigt købt, og senest har Israel luret den strategi, og sendt sølle 5.000 vaccinedoser afsted til henholdsvis Honduras og Guatemala.

For at føje spot til hån for Vesten lader selv europæiske lande sig kurtisere af de russiske og kinesiske vaccinetilbud. Lande som Ungarn, Serbien og Slovakiet har indgået aftaler med Rusland om at modtage Sputnik V-vacciner – alt imens Reuters forleden kunne rapportere, at Polens præsident Andrej Duda har været i kontakt med den kinesiske regering om et eventuelt vaccinekøb.

Det er sådanne aftaler, der giver sved på panden hos både de europæiske og nordamerikanske ledere. De har spillet alt på sort, mens de røde lejesvende har spillet højt på at inddæmme udsatte regioner i Afrika og Sydamerika. Håbet fra vestlig side må være, at det WHO-ledede vaccinesamarbejde COVAX skal bringe dem diplomatisk goodwill. Det forventes dog først at komme godt i gang til sommer, når EU og USA er færdige med at vaccinere deres borgere. Spørgsmålet er, om ikke det diplomatiske vaccinekapløb til den tid er kørt, med Rusland og Kina som de mest prominente passagerer. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12