Kære læser

En neandertaler går ind på en bar

Nikola Solic/Reuters/Ritzau Scanpix. An exhibit shows the life of a neanderthal family in a cave in the new Neanderthal Museum in the northern town of Krapina in this February 25, 2010, file photo. Scientists said on March 18, 2016, an analysis of genetic information on about 1, 500 people from locations around the world confirmed at least four interbreeding episodes tens of thousands of years ago, three with our close cousins the Neanderthals and one with the mysterious extinct human species known as Denisovans. REUTERS/Nikola Solic/Files

Det er altid fascinerende, når man igennem videnskaben pludselig bliver i stand til at foretage nye, tværhistoriske snit. Et hold spanske og amerikanske forskere har haft held med at rekonstruere mellemøret og det ydre øre fra en neandertaler, og det viser sig, at de gode fortidsmennesker faktisk har kunnet høre på en måde, der ligner nutidsmenneskets. Det giver os mulighed for at lære vores forfædre bedre at kende og til at forestille os, hvordan de mon var. Samtidig giver det anledning til lidt introspektion. For vi forpasser da ikke en så oplagt anledning til at tænke på os selv og vores hørelse.

Her kommer et oprids over, hvad der i skrivende stund kan høres fra Føljetons kontor i Indre By: en motor, der kører i tomgang, kirkeklokker, der ringer og en mand, der råber af en P-vagt (det hører vi overraskende tit). Alt det ville en neandertaler altså også kunne høre med sit øre, hvis hun var blevet hevet med ind i fremtiden.

Hvis vores neandertaler – lad os kalde hende Nea – dumpede ned i Indre By en fredag aften (før corona), ville de mest fremtrædende lyde i hendes øregange være dunkende bas og fuldemandsbrøl. Måske ville Nea synes, at det larmede helt vildt, og i så fald ville hun være fuldstændig på linje med Københavns Kultur- og Fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å).

På vegne af Københavns Kommune lægger Rosenkilde nemlig op til, at roen skal sænke sig tidligt over byens gader. I en ny restaurations- og nattelivsplan foreslår kommunen, at der fremover ikke skal gives alkoholbevillinger til udskænkning mellem klokken 24-05, ligesom eksisterende bevillinger ikke skal kunne fornyes. Det kan måske virke fjollet at lade sin opmærksomhed hvile på noget så småt som larm i en by, imens pandemien raser. Bag den foreslåede nattelivsplan ligger der imidlertid et mere grundlæggende spørgsmål om, hvad det er for en slags byliv, vi skal have, når det igen bliver aktuelt. Er det nu også nødvendigt at sikre den ene kvalitet inde i byen, som du med sikkerhed kan få udenfor byen: ro?

Neander-taler

Faktisk er der ingen, der siger, at Nea ikke ville bryde sig om lidt larm. Forskerne har opdaget, at fortidsmennesket i særlig grad kunne registrere konsonantlyde, så måske ville hun ligefrem nyde at gå rundt i Pisserenden og høre glade mennesker skrige på Fffernet Brranca.

Når man sådan har fået fint besøg fra fortiden, kan man som ivrig guide få lyst til at vise sin gæst noget, de vil kunne relatere til. Vi kunne derfor vise Nea den undersøgelse, KVINFO har foretaget for Radikale Venstre om omfanget af forskelsbehandling og seksuel chikane i partiet. Et fortidsmenneske skal da se et fortidslevn, så hvorfor ikke introducere hende til den usunde kultur, der ikke bare hersker i det lilla parti – men i hele samfundet? Rapporten konkluderer, at hver femte har oplevet seksuel chikane, og selvom det lyder af meget, kunne P1 Morgen oplyse, at tallene ifølge KVINFOs direktør Henriette Laursen er på linje med tendensen fra det omkringliggende arbejdsmarked. Vi er ret overbeviste om, at Nea ville synes, at den statistik er håbløst old school.

Det viser sig nemlig, at neandertalerne måske var mere avancerede, end de har ry for. Deres evne til at registrere konsonanter betyder nemlig, at de nok har kunnet tale. Forskerne fortæller, at det er konsonanterne, der adskiller menneskets sprog fra dyrenes, som hovedsagligt består af vokallyde.

Derfor ville vores gæst nok også blive en anelse stødt på manchetterne over at skulle høre sig sammenlignet med de amerikanske republikanere. Guvernører fra Texas og Mississippi har netop besluttet at løfte maskepåbuddet i deres stater, og den slags præmature genåbninger har fået USA’s præsident, Joe Biden til at beskylde guvernørerne for at have en ”neandertalsk tankegang”.

Vi forestiller os, at Nea ville blive enormt træt af den sammenligning. Hun har nemlig hørelsen og muligvis også forstanden i orden. /Asta Kongsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12