From left, the High Commissioner of India to Canada Ajay Bisaria, a VP at AstraZeneca, Mo Amin, Howard Glase CEO and General manger of Verity Pharmaceuticals, Anita Anand, Canada's Minister of Public Services and Procurement and Guy Payette, President, Innomar Strategies pose for a photo with some of the first 500, 000 of the 2-million AstraZeneca coronavirus disease (COVID-19) vaccine doses that Canada has secured through a deal with the Serum Institute of India in partnership with Verity Pharma at a facility in Milton, Ontario, Canada March 3, 2021. REUTERS/Carlos Osorio
Klokken fem hver morgen modtager EU-kommissær for det indre marked, Thierry Breton, et telefonopkald fra AstraZenecas adm. direktør, Pascal Soriot. Vi kan dårligt forestille os, at det er et behageligt opkald for nogen af parterne. I flere måneder har AstraZeneca og EU skændtes om, hvor mange vacciner den ene skylder den anden. EU siger 90 mio. doser inden udgangen af marts og fremviser en kontrakt. AstraZeneca siger, ”Uh… den bliver alligevel lidt svær at nå” og tilbyder i stedet 40 mio. doser. Man skulle næsten tro, at medicinalvirksomheden var en af den slags håndværkere, der højhelligt lover at komme mellem 8 og 18 om onsdagen – og i stedet tropper op før daggry den efterfølgende dag.
Hvis stemningen normalt er dårlig mellem Breton og Soriot, må den have været iskold her til morgen. Torsdag kom det nemlig frem, at Italien har valgt at blokere en sending på 250.000 AstraZeneca-vacciner, der havde kurs mod Australien. Blokaden er muliggjort af et nyt sæt EU-eksportregler, der trådte i kraft tilbage i januar. Reglerne dikterer, at vaccineproducenten skal søge tilladelse hos det land, hvor vaccinerne produceres, førend de kan eksporteres uden for EU. En sådan godkendelse ville Italien ikke give AstraZeneca, og EU har valgt at støtte Italien i tavshed.
For som Financial Times skriver (betalingsmur), har EU i længere tid haft en mistanke om, at AstraZeneca har mere travlt med at sælge sine vacciner andre steder i verden end med at opfylde sine forpligtelser hos unionen. Det er den mistanke, Italien nu har valgt at handle på. Ifølge det italienske udenrigsministerium blev transporten til Australien stoppet, da landet betragtes som ”ikke-sårbart”. Desuden finder italienerne det lidt mærkeligt, at AstraZeneca sådan kan skippe en kvart million doser afsted til den anden side af Jorden, når man nu sammenligner ”med de antal doser, som indtil videre er blevet tildelt Italien og, mere generelt, til EU-lande”.
Med den italienske blokade er de globale stridigheder over coronavaccinerne for alvor brudt ud. Én ting er at opkøbe en leverance for næsen af de andre; noget helt andet er at forhindre de vacciner, andre har blevet bestilt, i at komme frem. Det er næsten som at se Thomas Hobbes’ politiske filosofi i fuldt flor. Ifølge filosoffen er den naturlige appetit kilden til al menneskelig konflikt, ligesom naturfornuften er drevet af ét overhængende spørgsmål: er jeg i fare?
Som det står lige nu, er de enkelte lande både meget sultne efter vacciner, og meget, meget bange for hvad der sker, hvis ikke de får dem i tide.
Af den grund bliver principper kastet over bords, alt imens de løftede pegefingre flyver om kap. Pandemien kalder på globalt samarbejde, men naturtilstanden er vendt tilbage i en bizar omgang af alles kamp mod alle. Og midt i det arrige hvepsebo står AstraZeneca, der velsagtens får brug for al den håndværkersnilde, virksomheden kan mønstre. /David Dragsted