Ligestilling begynder med blod i trusserne

Omkring halvdelen af jordens voksne befolkning menstruerer hver eneste måned. Det er rundt regnet alle klodens fødedygtige kvinder plus minus det løse. De bløder i omtrent fire dage fra livmoderen og ud af underlivet, når kroppen udskiller de slimhinder, partikler og væsker, der har samlet sig i livmoderen siden sidste ægløsning.

Det lyder måske som en underlig, banal og selvevident indledning på en artikel, for sådan har det altid været. Faktisk ligeså længe som den menneskelige race har eksisteret. Det er ikke farligt, det er ikke ulækkert, det er heller ikke mystisk, underligt eller for den sags skyld noget nyt eller overraskende. Alligevel kan vi i 2016 stadig finde på at opføre os, som om det netop er farligt, mystisk, ulækkert eller unormalt.

”I sidste uge var jeg på landsdækkende radio og på forsiden af en af landets største aviser, fordi jeg sagde, at jeg freebleedede – at jeg ikke altid bruger bind eller tamponer, når jeg har menstruation,” fortæller Sine Cecilie Laub, der er én af de to forfattere til den kommende populærvidenskabelige bog ’Gennemblødt’, der handler om menstruation.

”På forsiden,” gentager hun i et lidt højere toneleje.

”Det er jo helt vildt: At man kan komme på forsiden af en avis, fordi jeg bløder i mine fucking trusser og ikke i noget kemikaliefyldt lort.”

Ikke desto mindre var det ikke kun nyhedsredaktørerne i de pågældende medier, der kunne se historien i Sine Cecilie Laubs menstruationsvaner, for kommentarfelterne under indslaget og artiklerne eksploderede. De fleste var vrede og frastødte – ”Jeg freeskider, jo heller ikke,” som en bruger så malerisk beskrev det, mens andre talte om, at hun i hvert fald ikke skulle bløde på offentlige møbler, der var betalt af skatteborgerne.

”Vi havde slet ikke regnet med den form for spektakulær opmærksomhed. Vi vil egentlig bare gerne skubbe lidt til det evige tabu, der har været omkring menstruationen, for at fremme ligestillingen. Og det tabu er jo tilsyneladende fuldkommen intakt.”

”Ja,” tilføjer Maja Nyvang Christensen, der er medforfatter til bogen.

”Og helt banalt: Vi vil gerne være med til at sætte kroppen fri. Uanset, hvad det er for en krop, man har. Vi prøver ikke at være aggressive eller anmassende. Vi er mere nysgerrige. Jeg synes, det er rigtigt fint med dem, der råber meget højt i frigørelsesprojektet, men det her er tænkt som noget andet end det. Vi vil flytte et tabu ved at ændre på måden, man taler om tingene, og menstruation er et uomgængeligt tabu, der må nedlægges, hvis man ønsker en reel ligestilling.”

Året for menstruel forandring

Hverken Sine Cecilie Laub eller Maja Nyvang ligner nogle anmassende kunstnere fra 70’erne, hvis man må være så fri. De er unge (30 og 31), de er smarte, hurtigt snakkende, hurtigt tænkende, sjove og emmer af københavnerkreativt overskud. Det er også sådan, bogen leverer sine pointer. Det er veloplagt populærbiologi og let tilgængelige popkulturanalyser, der – i hvert fald for en mand – vender verden på hovedet. Og måske er de med deres bog en del af en ny bevægelse. En global bevægelse, der vil have menstruationen ud af de mystiske madame-poser med billedet af et oprørt hav og ind mellem mennesker – hvor det reelt set allerede befinder sig. Modemagasinet har beskrevet 2015 som “the year the period went public” og nyhedsmagasinet Newsweek skrev sidste måned, at vi aldrig får ligestilling mellem kønnene, hvis vi ikke begynder at tale åbent om menstruation, og tilføjede:

”Men 2016 har vist, at vi måske har noget bedre i vente end blot at tale om det: 2016 bliver året for en menstruel forandring. En bevægelse sat i gang af aktivister, opfindere, politikere, iværksættere og almindelige mennesker, der vil løsrive stigmatiseringen fra menstruationen,” skrev de og citerede den berømte journalist og feminist Gloria Steinem for at sige, at vi ”for første gang taler om ligestilling, feminisme og social forandring gennem kvinders menstruation. Det er beviset for, at kvinder for alvor er begyndt at indtage rollen som den ene halvdel af menneskeracen.”

Det er den bølge, Maja Nyvang og Sine Cecilie Laub er en del af herhjemme, selv om de igen understreger, at de ikke ønsker at være larmende:

”Det er meget svært at adskille kønsdebatten fra menstruationsdebatten, og derfor er ligestilling også et overordnet mål for os med det, vi gør, med at lave bogen,” siger Maja Nyvang.

”Der er ingen i verden, der bør skamme sig over sin menstruation, for sammen med det tabu, som menstruationen er, følger alle mulige mere eller mindre okkulte bivirkninger som skam, mystik, farer, forfladigelser og stigmatiseringer.”

Menstruation er ikke bare blod i fire dage, der kommer på nøjagtig samme måde hos alle kvinder, påpeger Maja Nyvang. Det er ekstremt individuelt og forskelligt, men alligevel er det noget ingen ved eller taler om, fordi det hele har været gemt væk.

“Vi ser voksne, veluddannede kvinder smugle tamponer ud på toilettet, som om det var hårde stoffer. Og hele den litteratur og forskning, der har været omkring menstruation, er foregået i et kvindeligt reservat, hvor det hele var lyserødt og adskilt fra resten af omverden.”

Sine Cecilie Laub:

”Det er jo i høj grad et tabu, der er aflejret i sproget. Prøv at høre, hvordan man taler om det, både kvinder og mænd. ’Jeg har mit lort’ kan mange finde på at sige.”

Maja Nyvang:

”Ja, det var der, det startede for os. Vi undrede os over den måde, man taler om menstruation på, og hvordan medier og reklamer beskriver det. Det er her, man definerer sproget omkring menstruationen. Vi opdagede, at vi selv og de fleste folk, vi kendte, omtalte menstruation virkelig grimt.”

Sine Cecilie Laub:

”Hvis du tager udgangspunkt i Biblen, så beskriver man her kvinden som uren, når hun menstruerer. Hun skal holde sig for sig selv og helst ikke blande sig med andre. Sådan ser det ud i stort set alle patriarkalske kulturer. Det er der helt sikkert mange årsager til, men en af de vigtigste er formentlig, at mændene har fundet det virkeligt underligt, at man kan bløde i fem dage uden at dø. Det har simpelthen været noget farligt og skræmmende. Og grundlæggende er den tankegang hængt ved.”

Mystikken i underlivet

I de få matriarkalske samfund, man kender til, var menstruationen omvendt ikke et tabu. Her var det et tegn på ære og kraft – en hellig tid for en kvinde, der skulle hvile sig og genopbygge kroppen, men i de patriarkalske samfund blev man nervøs. Hvor kom det blod mon fra, og hvorfor kom det ud gennem underlivet? Selv om det reelt er et tegn på det modsatte, blev det også et tegn på ufrugtbarhed og det blev skamfuldt at menstruere.

”Der har været så meget mystik forbundet med kvindens underliv,” fortsætter Sine Cecilie Laub.

”Helt tilbage til heksejagten og senere til de hysteriske kvinder, der hverken måtte være liderlige eller lade være, har kvindens vagina været farlig og mystisk, og senere da præventionen, p-piller og pessar, kom frem, blev menstruationen forbundet tættere med seksualiteten og det at være kønsmoden.”

Maja Nyvang:

”Kvindens hysteria har fået skylden for meget. Selv om man de senere år har talt mere om problemerne med PMS og også PMDS (en slem variant af PMS, som angiveligt rammer omkring 5 procent af de menstruerende), har man jo stadig et billede af, at psyken hænger sammen med livmoderen, og det har mistænkelig gjort kvinden i 2000 år.”

Sine Cecilie Laub:

”Ja, man har spurgt hinanden: Kan kvinden komme ud på arbejdsmarkedet? Nej, lad os hellere lade være. Kan kvinder få lov at stemme? Det må vi nok også hellere springe over. Kvinden er blevet set som ustabil på grund af hendes cyklus, og vi har som samfund haft ekstremt svært ved ikke blot at stigmatisere det. Det handler om ikke at sygeliggøre den del af nogen kvinders cyklus og samtidig kunne tale om det. Vi tager jo hele tiden udgangspunkt i, at manden er normen, men han er jo ikke det eneste køn i samfundet. Det man ikke kunne styre og udsvingene har været placeret hos kvinden. Hun er utilregnelig, og manden er det rationelle logiske. Sådan har vi også indrettet vores arbejdsliv – som noget meget statisk, rationelt, hvor der ikke er plads til det hele menneske med alle de udsving, der kan være for både mænd og kvinder.”

Maja Nyvang:

”Det er faktisk også det syn på menstruationen, reklamerne har ført videre helt op til i dag. Man har gemt det væk og brugt alle mulige andre ord og hemmeligt kodesprog, når man skulle tale om det: ’Gør dine minus dage til plus dage’, ’Sådan charmerer du mændene, selv om det er den tid på måneden’ og så ellers illustreret det med kridhvide, uskyldige kjoler og blå væske i stedet for rødt.”

Og på den måde er bogen også et opgør med den industri, menstruationen har været, forklarer Sine Cecilie Laub.

”Man har tilladt at putte de vildeste ting i de her hygiejneprodukter. Vi sidder her og spiser økologisk skyr og bruger parfumefri ansigtsrens, men vi stiller meget sjældent spørgsmål til de tamponer, vi putter op i kroppen på os.”

Maja Nyvang:

“Jeg brugte tamponer, før jeg begyndte det her projekt, men efter jeg blev bevidst om, hvad man bruger i dem, ser jeg helt andeledes på det. Det er afblegningsmidler og kemikalier, jeg sætter op tæt på mine indre organer. Det er jo bare en vane for os, der menstruerer. Sådan har det bare altid været. Men fordi det ikke er noget, man taler om, er der heller ikke nogen, der går ind og gør noget ved de her problemer.”

Kort historisk intermezzo

Før tamponer og bind brugte kvinder ofte bælter, der var forbundet til gazebind eller vaskeklude, når de menstruerede. Det ændrede sig dog hurtigt, da det amerikanske firma Kotex udviklede et regulært bind, selv om det i forhold til kludene kun var en kosmetisk forbedring. Bindene kom med en del gener. De skulle blandt andet have gnavet og klistret til huden, så der med tiden kom små rifter og sår, men de opfyldte et behov, der var meget større for mange kvinder: De kunne smides væk og skulle ikke vaskes, og de kunne således bedre skjule menstruationen.

Det blev endnu bedre i 1931, hvor en læge ved navn Earle Cleveland Haas opfandt den moderne tampon med indføringshylster. (Det var i øvrigt den samme mand, der opfandt pessaret.) Det opfyldte et stigende behov hos kvinderne for komfort, efter de fik mere fysisk krævende job under Anden Verdenskrig. I den periode eksploderede salget af tamponer, og i 1940 brugte 25 procent af amerikanske kvinder tamponer. Siden er produktudviklingen stagneret, selv om man særligt i 70’erne og 80’erne måtte foretage et par justeringer, efter det i 1980 kom frem, at tamponer kunne give en dødbringende blodforgiftning – 81 kvinder døde det år på grund af tamponer.

”Vi har altså også en industri, der sover på en bunke vatbind,” siger Sine Cecilie Laub lettere oprevet.

”Alle taler om disruption, og om at tingene må ændre sig de her år, men her har du altså et felt, der vedrører omkring halvdelen af jordens voksne befolkning en lille uge hver eneste måned, og der er ikke sket en nævneværdig udvikling. Det er gået i stå og har stået stille i 120 år.”

– Hvorfor tror I den står stille?

Maja Nyvang:

”Der er jo ikke meget prestige i at udvikle de her produkter eller for den sags skyld lave reklamer for dem. Af en eller anden grund har det i øvrigt altid været mænd, der har udviklet produkterne, selv om kvinderne vel må være de bedste til at definere de behov, der kunne være.”

Sine Cecilie Laub:

”Det er også derfor, jeg indimellem freebleeder. Der er grænser for, hvad jeg vil udsætte min krop for.”

Maja Nyvang:

”I undergrunden er der faktisk nogen, der prøver at se på det på en anden måde med menstruationskoppen for eksempel eller en ny type underbukser, der opsamler det på en eller anden måde, og alt tyder på, at de ting langsomt vinder indpas i nogle miljøer.”

Sine Cecilie Laub:

”Det sjove ved de nye produkter er, at de ikke tager højde for skammen ved menstruation. Det er jo hele tanken bag bind og tamponer, nemlig at man ikke behøver vaske dem eller hænge klude eller blodigt undertøj til tørre bagefter, men de her ting skal ikke smides væk, hvilket jo så i øvrigt er godt for miljøet.”

”Er det på ingen måde grænseoverskridende for jer at tale om de her ting,” spørger jeg og prøver at ligne et moderne og frigjort menneske.

“I starten jo,” siger Sine Cecilie Laub og kommer mig lidt i møde.

”I starten var det da grænseoverskridende, og vi havde en meget klar ironisk distance til det eller holdt det i en akademisk armslængde fra os, men efterhånden er det blevet mere og mere naturligt for os.”

Maja Nyvang:

“For mig var noget af det mest grænseoverskridende, da vi skulle samle blod til forsiden af bogen. Den er lavet af vores eget menstruationsblod, så vi skulle indsamle det i små poser og stille dem ind i køleskabet ved siden af dagligvarerne. Så kom der en fotograf og hentede det – det havde jeg ikke lige gjort før.”

Sine Cecilie Laub:

”Hvis jeg ikke lige er forberedt på det, kan jeg også godt blive lidt perpleks over pludselig at skulle tale om mit underliv. Det er jo trods alt privat.”