Måske er det lidt old hat at komme anstigende med den her historie 72 timer efter, at BBC bragte den. Men så du fotografierne af det enorme tankskib, der tilsyneladende svævede frit i luften ud for Cornwalls kyst i den sydvestlige del af England? Skibet burde retteligen have ligget et sted på Den Engelske Kanals horisontlinje men nogle særlige atmosfæriske forhold, der åbenbart ”får lys til at bøje”, skabte en syret optisk illusion. Det lignede et fatamorgana fra et Tintin-hæfte.
Sådan nogle små oplevelser i hverdagen bør jo få en til stoppe og overveje om den måde, man opfatter verden på, stemmer overens med virkeligheden. Eller i hvert fald om man skulle give sit virkelighedsbegreb bare en lille smule mere snor. Med måde, selvfølgelig. Hvem gider have en decideret elastisk virkelighedsopfattelse? ”Hils på Britta, hun har en meget fleksibel oplevelse af virkeligheden.” No thanks.
Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for. Tag nu talkshowværten Oprah Winfreys interview med ægteparret Meghan Markle og den britiske eks-prins Harry, som blev vist på amerikansk tv søndag aften (lokal tid). Medieringen af det driver jo en til vanvid. Interviewet er både et nyfigent kendis-interview og resultatet af et velorkestreret pr-maskineri i parrets ulige kamp mod et råddent, racistisk britisk kongehus. Der er ingen grund til at gengive detaljerne fra interviewet her, men det tjener Markle og Harry til ære, at de haft modet til at melde sig ud; det må være som at forlade en sekt, hvor ens familie og venner ikke bare vender én ryggen men også forsøger at stikke en kniv i den.
The Guardian har dog en interessant artikel om to kendte unge YouTube-prankstere, Josh Pieters og Archie Manners, som har taget fusen på fire kongehuseksperter. I god tro, men vist nok mod betaling (hvilket ikke er usædvanligt), stillede de fire eksperter velvilligt op og kommenterede indholdet af interviewet, inden de havde set det. Det er formentlig heller ikke ualmindelig praksis, men deres udsagn kom til at stå meget nøgne og meget dumme.
Kongehuskommentatoren Richard Fitzwilliams udtalte, at Oprah Winfrey ikke var særlig kritisk over for parret, og at Markle ”brugte ekstremt stærkt sprog til at til at beskrive sine relation til medlemmer af kongehuset”. Ingrid Seward, der er chefredaktør på magasinet Majesty, sagde, at hun syntes, at Markle var ”en skuespillerinde, der leverede en af sine store skuespilpræstationer – Meghan spillede skuespil fra start til slut”.
Den lille practical joke giver sådan set et indblik i hele det mediecirkus, som er omkring det britiske kongehus – et cirkus, hvor rigtig mange mennesker lever af ikke bare at mene noget om de kongelige, men også af at sprede rygter og holde dem i kog. Det er faktisk tragisk. I en bedre verden ville almindelige borgere lade være med at se de tåbelige tv-programmer og købe de latterlige blade, og Majesty ville gå konkurs. Men verden er ikke bedre, verden vil bedrages.
På samme måde findes der udmærkede folk, som man nok aldrig vil kunne overbevise om, at der findes fx systemisk racisme og sexisme. ”Hvis jeg ikke kan se det, så findes det ikke” – ikke sandt?
Kvinden som storvildtsjæger
For tiden florerer der på sociale medier en bid af et tv-interview med den sorte amerikanske forfatter og nobelprismodtager Toni Morrison (1931-2019) fra 1998. Her spørger den (hvide) sikkert velmenende kvindelige interviewer Morrison, hvornår hun har tænkt sig at ”inkorporere hvide liv” i sine bøger ”på en substantiel måde”. ”Du forstår ikke, hvor kraftfuldt racistisk det spørgsmål er, gør du?” svarer Morrison. ”Du kunne aldrig spørge en hvid forfatter, ‘hvornår skriver du om sorte?’ Hvad enten han gør det eller ej, eller hun gør det eller ej. Alene forespørgslen kommer fra en position, hvor man er i centrum”.
Toni Morrisons svar har sikkert dengang virket en smule overfølsomt. Det var jo bare et spørgsmål. I dag er virkeligheden en anden, folk forstår lidt mere, men der er stadig meget at lære. Det gælder også kvinderettigheder. Mange forstokkede mænd kan på finde at henvise til historien, når de skal redegøre for kvinders plads. Vikingetiden har for eksempel altid været handy – med mændene som søfarere og kvinderne som dem, der blev hjemme og passede børn og hus. Men det er noget vås. Som historikeren Jeanette Varberg skriver i en kommentar hos Altinget, så er vores historieopfattelse helt skæv, fordi historien indtil for nylig var skrevet af mænd.
”Men nu har en helt ny undersøgelse af mammutjægeres grave fra Andesbjergene i Sydamerika vist, at en 9.000 år gammel kvindegrav indeholdt jagtvåben,” skriver Varberg. ”Der var ingen tvivl om, at det var en kvindes skelet, som lå i graven. Pilespidserne og andre våben viste til alles overraskelse, at hun i en alder på mellem 17-19 år altså var en storvildtsjæger.” Storvildtsjægere, kvinder – selvfølgelig! Endelig et udsagn, som man tror på. God kvindernes internationale kampdag. /Oliver Stilling