Christies Images Ltd. 2021/Reuters/Ritzau Scanpix
Bitcoin og andre såkaldte kryptovalutaer har fået en renæssance under coronakrisen, og det ser nu – lidt overraskende – ud til at blive en gevinst for entreprenørielle internetkunstnere. Ved at sælge deres værker som en slags unikke, digitale samlerkort på blockchain (en forklaring følger om lidt), har kunstnerne knækket koden til at tjene penge på digitalt habengut. Reaktionerne spænder fra vild begejstring til frygten for, at en større boble er under opsejling.
Cryptoart – som fænomenet også kaldes – bygger på de såkaldte NFT’er. Det er en forkortelse for ”non-fungible token”, eller, løst oversat til dansk, ikke-ombyttelige poletter. Idéen går nogenlunde sådan her: normalt er digitale varer kendetegnet ved deres reproducerbarhed. Hvis du eksempelvis har et digitalt billede, kan du i princippet (hvis vi ser bort fra ophavsret og deslige) kopiere og videredistribuere det ad infinitum. Kopierne kan hverken skelnes fra hinanden eller originalen, for de er alle ens. En NFT indfører noget unikt til den ligning: muligheden for at bevise, at der kun findes én original, der adskiller sig fra alle kopierne.
Magien sker på blockchain – stedet, hvor kryptovalutaerne normalt slår deres folder. Det bliver hurtigt lidt nørdet og teknisk, men helt nedkogt kan en blockchain tænkes som en kæde af transaktioner, som alle kan gå efter i sømmene, og som der ikke kan manipuleres med. Eller sagt endnu mere simpelt: som et åbent, sikkert bogholderi.
Når du som kunstner står med et digitalt værk, du gerne vil have stemplet som unikt, kan du vælge at få det indskrevet på blockchain. Som bevis på at værket nu er indskrevet, får du en NFT. Denne NFT kan du sælge videre. Og hver gang, NFT’en skifter hænder, kan man følge med i bogholderiet. Med NFT’en kan du altså bevise, at du ”ejer” det pågældende digitale værk – eller, hvis ret skal være ret, at du ejer beviset på, at du ejer værket.
Værdifuld symbolik
Det er nok også her, NFT-dillen begynder at blive lidt mærkelig. For reelt ejer du ikke andet end beviset på, at du ejer noget. At købe en NFT svarer ret beset til at købe en autograf af kunstneren. Eller som techmagasinet Wired så fint formulerer det: ”Hvis alt det her lyder bizart, så er det fordi, at det er det. Idéen om at man kan betale for det symbolske ejerskab af et digitalt billede, der bor på et sted på internettet og kan blive indfanget på et screenshot eller med et højrekliks-download på få sekunder, er så fremmed, at det enten synes idiotisk eller ironisk”.
Ironi eller ej: faktum er, at NFT’er i øjeblikket er en bragende succes. Alt fra gamle internetmemes til billedkollager, musik og Twitter-direktør Jack Dorseys første tweet bliver solgt til svimlende summer. Fænomenet befinder sig i et mærkeligt krydsfelt mellem internetkultur, børsspekulation og kunst. Pludselig kan alt tilskrives en målbar værdi. Og er det ikke også noget værd?
I skrivende stund er NFT’en til den digitale kunstner Beeples værk ”EVERYDAYS: THE FIRST 5000 DAYS” til salg ved auktionshuset Christie’s. Værket er budt op til små 24 mio. kroner. Det på trods af, at intet andet end symbolikken er til salg. Som køber kommer du aldrig til at stå med værket i hånden. Til gengæld får du muligheden for at bevise, at du ejer det – du skal bare henlede folks opmærksomhed på blockchain-bogholderiet.
Det kan synes som det glade vanvid; som beviset på at den digitale økonomi er blevet totalt frakoblet virkeligheden. For slet ikke at tale om, at den bagvedteknologi sluger enorme mængder strøm, og dermed efterlader sig lidt af et klimaaftryk. Set i et lidt venligere lys, åbner salget dog også nye døre: pludselig bliver det muligt for kunstneren at sælge en digital frembringelse, som var det ethvert andet maleri på væggen. NFT’en introducerer begrænsningen til det digitales grænseløshed. Det er næsten et helt lille kunstværk i sig selv. /David Dragsted