”I feel most colored when I am thrown against a sharp white background” – Zora Neale Hurston
I Claudia Rankines skuespil Det Hvide Kort har de hvide kunstsamlere Charles og Virginia givet deres stuepige fri en aften, de venter gæster. Det har de gjort, fordi hun er sort, og fordi aftenens æresgæst, kunstneren Charlotte, også er det. Med de åbenlyse racemæssige kontroverser ryddet af vejen, er der lagt op til et selskab, hvor Charles og Virginia kan hygge om Charlotte, og forhåbentligt overtale hende til at sælge dem noget af sin populære politiske kunst. Men sådan skal det ikke gå, selvom hushjælpen er ryddet af vejen og Charles og Virginia stolt og højlydt kritiserer Donald Trump,
Det Hvide Kort, som netop er blevet oversat til dansk ved Forlaget Kronstork, er nemlig ikke interesseret i de store, åbenlyse uretfærdigheder. Blikket rettes snarere mod de små, næsten usynlige mekanismer, som Charles og Virginia ikke kan sige sig fri for. De mekanismer som gør, at de rare mennesker, på trods af deres velmenende velgørenhed, stadig er et del af et system, der opretholder det raceopdelte USA. Ordet, der bedst beskriver de små usynligheder, er mikroaggressioner. Og det er et tema, som går igen i Rankines forfatterskab, blandt andet i hovedværket Statsborger (2014) og i Just Us (2020).
Helvede, det er ikke kun de andre
I Det Hvide Kort er det dialogen, der får spændingerne til at komme til syne. Men blinker du, risikerer du at misse dem. Som da talen falder på Serena Williams, og Virginia insinuerer, at tennisstjernen bør arbejde på sit temperament. Det er først, da Charlotte italesætter, at det ikke er unaturligt at reagere på racisme med vrede, at man som (hvid) tilskuer indser urimeligheden i Virginias kommentar. Charles tilslutter sig sin kones udsagn og afværger derefter situationen ved at byde selskabet på mere champagne.
Omkring dramaets klimaks kommer det frem, at Charles og Virginia har tjent deres kunstpenge på at investere i fængsler, og at de har en obduktionsrapport tilhørende den 18-årige Michael Brown, der i 2014 blev skudt af politiet, hængende som et stykke kunst. Men det er ikke den åbenlyse racisme, der er Det Hvide Korts egentlige skydeskive. Det er alle de små steder, hvor racismen kan gemme sig i sproget – fx i tilsyneladende apolitiske samtaler om tennis.
Den åbenlyse racisme kan de fleste velmenende mennesker have forstand nok til at frasige sig. Det kræver mere at sætte sig ind i, at den sagtens kan findes i os alligevel. For det kræver mere at erkende, at helvede ikke kun er de andre.
Inden for synsvidde
I dokumentaren The Last Dance (2020), om basketballspilleren Michael Jordan, udtaler Barack Obama (ja, han laver da lige et par cameos der), at selvom hvide amerikanere kan være hurtige til at acceptere sorte mennesker, der opnår en vis grad af succes, så sker det på den underforståede præmis, at de ”ikke bliver for kontroversielle omkring emner, der omhandler social retfærdighed”.
I både Det Hvide Kort og Statsborger kredser flere samtaler om Serena Williams og den umulige situation, hun som sort stjerne befinder sig i: Det ene øjeblik er hun et hyldet nationalklenodie. Det næste er hun udstødt, fordi hun kommer til at bryde den usynlige kontrakt om god, apolitisk opførsel.
Spørgsmålet Det Hvide Kort stiller er, hvordan man gør den usynlighed synlig. Det er et spørgsmål, Rankine ofte har kredset om. Men det er interessant hvor anderledes, det tager sig ud i mødet med teaterformen.
I sin korte tekst ”Den frigjorte tilskuer” peger filosoffen Jacques Rancière på, at teatret skaber et rum, hvor det bliver muligt at se de ting, vi normalt ikke lægger mærke til. Hvor stivstikkere ville mene, at det at være tilskuer er at indtage en passiv rolle, så siger Rancière, at skuespillet er ”synets herredømme” – et sted hvor alt kommer frem i lyset. Lidt frækt kunne det derfor foreslås, at det er i teatret, at det usynlige bedst kan ses. Rankines undersøgelse af racismens skyggespil trives i hvert fald i scenelyset. /Asta Kongsted