Emil Christensen/Ritzau Scanpix
Frem mod Kvindernes Internationale Kampdag er kampagnen #deldinskam vokset på sociale medier med sin opfordring til, at særligt minoritetskvinder skulle dele deres historier om, hvilken rolle skam har spillet i deres liv.
Kampagnen har nydt omtale og bifald fra flere organisationer, men to af den nydanske kvindekamps mest prominente skikkelser, debattør og lærerstuderende, Geeti Amiri, og direktør for LØFT, Khaterah Parwani, har forholdt sig kritisk. Føljeton blev derfor både lidt beærede og lidt bekymrede, da de pludselig henvendte sig for at lade sig interviewe om sagen. Var de mon blot ude efter lidt mikrofonholderi? Og ville Føljetons udsendte give efter?
Sagen kan kort opsummeres sådan, at Parwani i et debatindlæg i Information opfordrede minoritetskvinder, der kalder sig aktivister, til at adressere det, hun ser som skamkulturens ”centrale nerve”: Minoritetskvinders manglende seksuelle frigørelse i miljøer præget af social kontrol. En lignende pointe var Amiri kommet med på Facebook, hvor hun skrev, at de mange #deldinskam-vidnesbyrd, der handlede om kontrol fra et ”rygtesamfund”, sjældent pegede på det egentlige problem: Den seksuelle omgang udenom ægteskabet.
At dele afmålte sandheder var som katten om den varme grød. Tæt på sagens kerne og så alligevel ikke. Over en coronavenlig videoforbindelse, uddyber Parwani og Amiri:
Khaterah Parwani: “Den seksuelle frigørelseskamp for mig handler mest af alt om retten til at vælge og retten til at fravælge. At være frigjort handler om, at man tager ejerskabet over sin krop. Jeg hører selv til den gruppe, der var meget sent ude, sammenlignet med mine muslimske veninder, men jeg afskyr forskelsbehandlingen – den jeg kalder patriarkatets vægtskåle, hvor kvinders værdi er forbundet til hendes underliv. Når jeg kræver, at vi begraver myten om den urørte kvinde, så er det, fordi det er kernen i kvindekampen og solidariteten. Alt andet er overflødigt. Når vi ikke må bo alene, når vi ikke må rejse, blive skilt, have drengevenner osv. – bunder det hele i frygten for, at du potentielt kan have sex udenfor ægteskabet“.
Geeti Amiri: “Noget, jeg ikke forstår i minoritetsmiljøet – det er, at når man taler om social kontrol, så skal der siges ”men det er jo ikke os alle sammen, der er udsat for det”. Hvem har hævdet det? Det er der ingen, der siger. Men hvis man har det som blommen i et æg, kunne man så ikke også tage lidt flere kampe for holdet? Det, der sætter mit pis i kog, det er fraværet af søstersolidariteten i minoritetsmiljøer. Der er ingen, der har integritet til at tale på vegne af de ressourcesvage. Det er derfor, det er så vigtigt, at man fastholder, at det er kvindekamp, men det er også klassekamp: En grundlæggende kamp hvor nogen må gå forrest og sætte manglende rettigheder, som den seksuelle frigørelse, på dagsordenen – ligesom rødstrømperne gjorde“.
Den kritik, I til gengæld er blevet mødt af, går på, at det er usolidarisk at forvente af kvinder, særligt udsatte kvinder, at de skal gå ud med personlige fortællinger. Risikerer man ikke at skubbe nogen ud af samtalen ved at kræve den her ærlighed?
K: “Det er altså forkert. Min kritik gik på, at ressourcestærke kvinder skal komme ind i kampen og lade være med at kaste sårbare grupper forrest. Da vi startede med at tale om vold og ulighed, da Yahya Hassan gik ud og talte om svære emner, hvad skete der? Vi fik en lavine af diversitet i den offentlige debat. Så det er bullshit. Det går stik imod historisk erfaring, teoretisk erfaring. Hver gang du bryder tabuer, så forstørrer du den offentlige debat, du gør den langt mere divers og rummelig, så der ikke kun er plads til de polerede typer. Kvindekampen tabte vel også nogle kvinder, de fine og konservative hattedamer, og til det har jeg kun at sige: Jeg indgår ikke studehandler, hvor jeg skal forsinke en frigørelseskamp, fordi en gruppe kvinder mener, at vi skal vente en generation mere for at frigøre os fra normer, der påfører sårbare kvinder alvorlige konsekvenser. Det er i sig selv usolidarisk at parkere den kamp under hensyn til, at vi kan risikere at tabe en gruppe ressourcestærke kvinder“.
I taler om, at der i nogle af de her vidnesbyrd bliver reproduceret en myte om jomfruelighed, og at man danser udenom det mest sprængfarlige. Men hvad er det, der fodrer den her myte? Hvilken rolle spiller mændene fx?
G: “Hver gang jeg har datet en fyr med anden etnisk baggrund, så har han godt kunnet rumme, at jeg datet og haft kærester, at jeg har en seksualitet, at jeg har boet for mig selv og tjener mine egne penge. Men dem, der ikke har kunnet rumme det, det har været hans mor, søstre, kusiner. Jeg bryder jo med reglerne, som de her kvinder ellers har underlagt sig at følge, og i stedet for at vende vreden imod patriarkatet, som har forpestet kvinders liv, vendes vreden mod kvinder som mig, der nægter at spille med på løgnen om den afholdende kvinde“.
K: “Det handler faktisk om, at kvinderne selv opretholder det her, så der er også et moralsk princip i min kamp. Vi har i generationer lært kvinder at lyve for at behage den her skrøbelige maskulinitetskultur. Jeg nægter at være med til at presse de her parametre ned over hovedet på næste generationer. Hvorfor er det kontroversielt at kræve, at privilegerede minoritetskvinder begraver myten om den urørte kvinde, så vores døtre ikke skal lide på baggrund af en sygelig myte, der dehumaniserer deres menneskelige behov og kroppe?“
Hvorfor er det, at det er vigtigt at inddrage sig selv personligt, når man deler et politisk budskab? Hvorfor er vidnesbyrd vigtige?
G: “Fordi det private er politisk“.
K: “Jeg har ikke krævet, at ressourcestærke kvinder skal dele ud af deres sexliv. Nej, ved du hvad, jeg forventer, at de tør konfrontere de mandsskabte ideer, der måler og vejer kvindens værdi efter en myte. Jeg forventer en sølle solidaritetshandling, hvor man tør sige: “Kære mænd, fuck jeres fantasi om den urørte kvinde, fuck jeres vægtskåle“. Man behøver ikke dele så meget som en brøkdel ud af sit datingliv men giv mig i det mindste den morale“.
G: “I alle de år hvor vi har siddet og grublet over, hvorfor minoritetskvinder er fraværende på arbejdsmarkedet og i foreningslivet, har vi glemt historien. Jo jo, kvinderne fik stemmeret i 1915. Men hvornår var det, de for alvor brød igennem? Det var, da de begyndte at tjene penge og ikke mindst, da de begyndte at kunne bestemme over deres egen krop og over, hvad de ville lægge krop til. Det er noget, vi glemmer, når vi kigger på minoritetskvinderne og siger, ”Jamen, de har jo rettigheder, de kan stemme, de har rødbedefarvet pas”. Ja, men det som historisk gav kvindekampen sådan et skub herhjemme, det var, da seksualiteten blev sat til debat. Og den debat er blevet ikke taget i de her miljøer. Så derfor kan vi ikke hoppe belejligt til 3. og 4. bølge i feminismen, her er vi altså på 2. bølge“.
Men er jeres kritik ikke bare det samme som, når 2. bølgefeministerne ser på 4. bølgefeministerne og bliver skuffede over, hvad de unge bruger de ældres hårde arbejde til?
K: “Nej, præmissen er forkert. Vi er ikke nået til 4. bølgefeminisme i den nydanske kvindekamp. Og lige nu taler vi om skam på en måde, som man ikke har gjort det i mange år. Vi er på vej tilbage, ikke frem“.
Men hvis vi siger, at #deldinskam-kampagnen er det bedste, vi kommer til at få lige nu – hvad ville man så kunne skrive under det hashtag, for at det var en ok måde at gøre oprør?
K: “Jeg har ikke et problem med selve hashtagget. Vi har også #metoo, som er en af de vigtigste globale bevægelser. Men iblandt deltagerne i #deldinskam er det bundens børn, der viser et vanvittigt mod. Min kritik er rettet mod de ressourcestærke kvinder, som ikke udviser det samme mod“.
Så det er budskaberne, der ikke er gode nok. Hvorfor?
G: “Fordi beretningerne ikke handler om det, som problemet bunder i. Jeg læste nogle forskellige vidnesbyrd. Et handlede om et uskyldigt forretningsmøde på Fisketorvet, som havde vokset sig til et rygte; et andet om en kvinde, som havde taget en naiv danskerkollega med til familiefest, hvilket der også var blevet snakket om. Og der tænker jeg: Hvad er fællesnævneren her? Det er omgang med det modsatte køn i en kontekst, der ikke er forseglet af en vielse. Derfor vil det ikke have været legitimt for dem at være [seksuelt] sammen og forestillingen om, at de så var det, er kernen i sladderen. Hvorfor snakker vi ikke om, at social kontrol og rygtesamfundet eksisterer med henblik på at kontrollere den kvindelige seksualitet? Man vælger belejligt at gå udenom det, det handler om. Og så kan man argumentere for, at det ligger mellem linjerne. Men jeg vil ikke have noget mellem linjerne – jeg vil have det sort på hvidt. Den moderne kvinde med anden etnisk baggrund, som er privilegeret nok til at gøre, hvad hun vil, skal stå frem og sige: ”Hallo, ingen af os er urørte, ingen af os er nogle små søde jomfruer”. Så hvad skal der til for at den her bevægelse fungerer? Udvis dog noget mod“. /Asta Kongsted