Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Men In Black demonstration er her nået til Rådhuspladsen i København, lørdag den 27. februar 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
”Det er en indlysende iagttagelse, at hvor mennesket påføres vold, påføres denne også sproget”, skriver Primo Levi et sted i Vidnesbyrd. Vi kan ikke udelukke, at citatet har optrådt her i spalterne før, for vi er tossede med det. Spørgsmålet er dog, om det ikke også kan vendes om: At hvor sproget påfører vold, bliver mennesket samtidig voldeligt. Ja okay, det er vel egentlig ret indlysende.
Fredag blev en 30-årig kvinde idømt to års fængsel for at have opfordret til vold under en omdiskuteret demonstration den 9. januar i København. Demonstrationen bestod af et sammensurium af forholdsvis coronaskeptiske mennesker, der protesterede mod de igangværende nedlukninger med kampråb og fyrværkeri. Noget af fyrværkeriet blev rettet mod politiet, der blandt andet også fik kastet sten og dåser efter sig. Og det har altså fået ovennævnte kvinde i fedtefadet.
Med en megafon indtog hun en fremtrædende rolle under demonstrationen, hvor hun blandt andet opfordrede til at ”smadre byen på en ikke-voldelig måde”. Da demonstrationen havde en tydelig forbindelse til Covid-19-pandemien, har det udløst en særlig corona-bestemmelse i straffeloven, nærmere bestemt paragraf 81d, der giver mulighed for dobbeltstraf. Vupti, to år i fængsel.
Førend vi kommer for godt i gang med at slibe høtyvene med henvisning til, at kvinden sagde ”ikke-voldelig”, må vi dog hellere lige nærlæse byrettens dom.
Her fremgår det blandt andet, at kvinden også fik sagt mindre flatterende ting, såsom ”Er vi færdige med at acceptere det lort? Så lad os smadre det, venner! Folkestyre okay?” og ”Folket ind i Folketinget. Smadr det system. Tak skal I have. Fuck systemet. Fuck Mette. Fuck Poli. Fuck det hele mand. Tak”. Desuden gik kvinden ”flere gange forrest i demonstrationen og ved sin tilstedeværelse, tilråb, herunder ved brug af megafon, og adfærd, sammenholdt med hendes tidligere tale, deltog i og tilskyndede andre til overfald med kast af genstande, herunder kanonslag, fyrværkeri, dåser og sten, mod de tilstedeværende polititjenestemænd”.
Så ja okay, helt ikke-voldeligt lyder det trods alt ikke. Men vil det sige, at vi helt skal droppe forargelsen?
Den slovenske filosof Slavoj Žižek (som vi både elsker og hader) skelner mellem flere forskellige former for vold. Der findes den direkte, der eksempelvis kommer til udtryk ved åbenlyse voldshandlinger. Men der findes også andre, mere skjulte former: Volden, som indlejrer sig i sproget, og den systemiske, der kendetegnes ved ”de ofte katastrofale konsekvenser af den glatte funktionalitet i vores økonomiske og politiske systemer”.
Žižeks pointe er, at vi ofte glemmer at have sidstnævnte for øje. Han illustrerer det – som han ofte har det for vane – med en joke: ”Der er en gammel historie om en arbejder, der er mistænkt for at stjæle. Hver aften, idet han forlader fabrikken, inspiceres den trillebør grundigt, som han skubber foran sig. Vagten kan ingenting finde. Den er altid tom. Men endelig falder tiøren: Det, som arbejderen stjæler, er trillebøre…”
Det interessante i den 30-årige kvindes domfældelse er ret beset ikke, om hun er skyldig eller ej. Debatten bør snarere kredse om paragraf 81d, der i første omgang gør en dobbeltstraf mulig. At coronarelateret kriminalitet skal takseres så hårdt, lugter umiskendeligt af systemiske trillebøre. På forunderlig vis har lovgiverne rullet et tiltag frem, der sætter nye, relativt uhørte grænser for strafudmålingen. Hvis det ikke er vold, er det i hvert fald for voldsomt. /David Dragsted