Syrien – 10 års død og ødelæggelse

Hvis dit liv og dine tankebaner efterhånden er styret af et sygeligt behov for øjeblikkelig tilfredsstillelse (fordømte sociale medier!), så kan du med fordel begynde nedtrapningen med at studere et foto af Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det er næsten ligegyldigt hvilket foto – bare find et og zoom ind på hans fysiognomi.

Hvad ser du? Du ser et højt, elliptisk hoved på en lang hals; du ser en veg hage og overskæg, der næsten ikke er der; du ser et par spidse ører, en høj pande og over den – en kortklippet, lettere kruset frisure. Og du ser to tætsiddende øjne, der er milde til den udtryksløse side. Hvis han var din læge – Bashar al-Assad er uddannet øjenlæge på Western Eye Hospital i London – ville du sikkert lade ham slå på dit knæ med sin lille hammer og eller undersøge din vejrtrækning med sit stetoskop.

Du kan sidde en hel eftermiddag og stirre på Bashar al Assads fjæs uden at føle noget som helst. Den øjeblikkelige tilfredsstillelse udebliver. Og hvis du ikke vidste bedre, ville du aldrig tro, at den ødelæggende krig i Syrien, som begyndte for præcis 10 år siden i dag, er sket på denne læges vagt.

Inspireret af det arabiske forår i nabolandene begyndte civile syrere i marts 2011 at demonstrere mod arbejdsløshed og korruption i byen Deeraa, men Syriens regering slog ned på demonstranterne med en asymmetrisk kraft, hvorefter protesterne tog til over hele landet med et krav om Bashar al-Assads tilbagetræden. Men Syrien var det forkerte land med det forkerte styre at gøre den slags krav gældende. Syrien var ikke bare et land; det var et kludetæppe af interesser, og da urolighederne udviklede sig til væbnet krig, var der Syriens hær, der var sunnimuslimske modstandsgrupper, der var salafistiske jihadister såsom bevægelsen Jabhat al-Nusra, der var de kurdisk-arabiske Syria Democratic Forces (SDF), terrororganisationen ISIS, ligesom udenlandske stater som Iran, Tyrkiet, Rusland, Israel og USA støttede fraktioner på kryds og tværs.

Som i alle krige er det civilbefolkningen, der har betalt den højeste pris. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har krigen kostet 593.000 mennesker livet, og mere end halvdelen af landets borgere er blevet fordrevet.

Læg dertil at mange af landets byer er bombet sønder og sammen. Ikke mindst takket være Rusland og med præsident Putins mellemkomst tilbage i 2014 ‘vandt’ Bashar al-Assad krigen, men Syrien er en økonomisk ruinhob. Priserne på fødevarer er mere end fordoblet i løbet af det seneste år. FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) siger, at 12,4 mio. syrere, svarende til 60 pct. af befolkningen, risikerer at sulte.

I februar skrev The New York Times, at præsident al-Assad ved et privat møde med regeringsvenlige journalister var blevet blevet spurgt om sit syn på landets økonomiske deroute og det faktum, at folk havde svært ved at brødføde sig selv. ”Jeg ved det,” svarede han bare, ”Jeg ved det”. Og så foreslog han, at landets tv-kanaler skulle stoppe med at vise madlavningsprogrammer, så folk ikke blev fristet af noget, de ikke havde adgang til.

Man kan ikke sige, at krigen i Syrien er slut. Bashar al-Assads regering kontrollerer to tredjedele af landet, og når han vinder forårets præsidentvalg (som ingen regner for et legitimt valg), håber han, at hans fjender vil opgive enhver tanke om et regimeskifte. Det kommer næppe til at ske. Rusland har præsidentens ryg.

Det gør næppe heller ikke indtryk på Bashar al-Assad, at hans hustru, Asma, 45, muligvis kan blive anklaget for medvirken til terrorisme (gennem sine taler), og at hun i den forbindelse kan risikere at miste sit britiske statsborgerskab, som er det seneste nye fra den kant. Det er totalt ligegyldigt. Den syriske befolkning har større bekymringer. /Oliver Stilling