Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Den 3. marts dræbte en mand den 33-årige Sarah Everard. Lyder den sætning lidt underlig? Hvad så med den her: Den 3. marts blev den 33-årige Sarah Everard dræbt. Det er bedre, ikke? Det flyder ligesom. Men sætningen gik også fra at være aktiv til at være passiv, og det er i den form, vi er vant til at læse om vold mod kvinder: I passiv form med voldsudøveren fjernet fra ligningen, som den amerikanske lingvist Julia Penelope engang har påvist.
Men en mand slog altså en kvinde ihjel i Storbritannien, og det er der i sig selv ikke noget sensationelt i, som DR’s korrespondent Tinne Hjersing Knudsen søndag gjorde sin studievært opmærksom på i TV Avisen. Hver tredje dag slår en mand en kvinde ihjel i Storbritannien.
Hjersing Knudsen bevæger her fortællingen i en vigtig retning. Væk fra det specifikke og mod det generelle: Nyheden om mordet på en britisk kvinde bliver til en samtale om kvindemord i Storbritannien. Den samme bevægelse kan man med fordel lave med geografien. De seneste dage har danske medier haft stort fokus på problemer med kvindedrab i Storbritannien, men det fjerner fokus fra den påfaldende mangel på områdespecificitet, der omslutter kvindevold. Selvom det er et større problem nogle steder, fx i Mexico, så findes det i alle steder – i stor stil.
Et folkesundhedsproblem
I sidste uge udkom Verdenssundhedsorganisationen (WHO) med en rapport om vold mod kvinder, der viser, at en tredjedel af alle kvinder kommer til at opleve enten fysisk eller psykisk vold i løbet af deres liv, og det kalder WHO et “enormt folkesundhedsproblem“.
Herhjemme har fire pct. af alle kvinder det sidste år været udsat for fysisk vold – et tal, der givetvis skal opjusteres efter coronanedlukningen. Og i de seneste år har vi set en række iøjnefaldende sager om kvindemord – Amagermanden, ubåds-Madsen og senest en tidligere patient, der slog sin læge ihjel. Måske er det på tide, at vi begynder at se det som en del af det samme problem, fremfor som enkeltstående, sensationelle historier. Som journalist Pernille Stensgaard i 2019 gjorde det i Weekendavisen, da hun kædede en meget specifik kvindemordsag sammen med en meget generel frygt blandt kvinder.
Hashtagget #textmewhenyougethome peger på det samme. Budskabet bag er, at kvinder tager uendeligt mange forbehold og sikkerhedsforanstaltninger for at føle sig nogenlunde trygge i det offentlige rum, og den globale spredning af hashtagget peger på, at det nærmest er en kollektiv, kvindelig erfaring at frygte for sin sikkerhed.
Selvom nærværende (kvindelige) skribent kan nikke genkendende til alle de forholdsregler, bevægelsen påstår, at kvinder tager for at føle sig sikre på gaderne (holde nøglerne mellem knoerne, tale højlydt ind i en tom telefonforbindelse og lade sin lokation være andre bekendt), så har det altid været med et distanceret forbehold. Med et blik på frygten som værende en irrationel indre dæmon og ikke en som en rettidig omhu, der bunder i evidens for, at man som kvinde er mere udsat i det offentlige rum.
Når der alligevel er noget i frygten, der føles irrationelt, kan det skyldes, at #textmewhenyougethome – der italesætter utrygheden i det offentlige rum – kun rammer halvdelen af skiven. Det meste vold mod kvinder begås i intime relationer, og hvad hjælper det at holde nøglerne mellem knoerne, hvis gerningsmanden har det præcis samme sæt?
Når frygten føles irrationel kan det også skyldes, at den offentlige samtale ofte forsøger at tage samtalen på det mest specifikke grundlag. Men mordet på Sarah Everard er, som Hjersing Knudsen i TV Avisen påpegede, ikke en enlig svale. Det er heller ikke en enlig, britisk svale. Og så er vi tilbage ved Julia Penelope, altså lingvisten. Sproget har en enorm betydning for, hvordan vi forstår problemer. Lige nu er det nødvendigt at italesætte og forstå vold mod kvinder som en skyggepandemi, der har hærget fuldstændig uforandret de sidste 10 år. Og det er nødvendigt at trække mændene, der begår volden, ind i narrativet igen. Den 3. marts slog en mand en kvinde ihjel, og siden da har mange flere kvinder lidt samme skæbne. /Asta Kongsted