Spørg en hvilken som helst fugl, om ikke det vigtigste her i livet er fuglesang, og svaret vil være et rungende pip! Naturligvis er det det. Og sådan er der også en masse mennesker, der har det. Med en lettere omskrivning af Dan Turèlls fordanskning af den gamle jazzmelodi “It’s only a Paper Moon“: Uden fuglesang “er det bare Billed-Blad“/ Uden fuglesang “er det dyrehavsbakke og Faxe Fad“.
En fugl, vi ikke ser på disse kanter, men som man godt kunne ønske sig, at vi gjorde, er den australske kongehonningæder (Anthochaera phrygia). Australierne ser nu heller ikke så meget til den, for den er alvorligt udrydningstruet. Kongehonningæderen er så kritisk truet en fugleart, at den ikke engang ser nok til sig selv!
Derfor er den ved at glemme, hvordan dens egen sang lyder. I stedet lægger hannen hovedet på sned og forsøger at imitere det, den nu hører derude i vildnisset – hvilket udmønter sig i et miskmask af pipperi. Lidt hornmunkefugl her, noget larveæder der. Med andre ord: Sang, der smager lidt af fugl. Hver fugl synger med sit næb, plejer man at sige. Men kongehonningæderen synger med alles næb.
Denne sangappropriation troede den ornitologiske videnskab var mere eller mindre normal hos kongehonningæder-hannerne. Men et nyt studie viser, at det måske i virkeligheden er et symptom på “et tab af vokalkultur“, som først og fremmest kan skabe problemer med at tiltrække det andet køn. Uden damer, ingen parring; uden parring, intet afkom.
Forskerne bag studiet har optaget kongehonningædernes sang, både i det fri og i fangenskab og sammenlignet med optagelser tilbage fra 1986. Konklusionen er, at noget af sangens kompleksitet synes at være gået af fløjten.
Hvis hunnerne fra naturens hånd er gearet til at værdsætte hanner med et komplekst og selvstændigt sangtalent, er teorien, at det kan gå ud over over artens generelle forplantningsevner, når han ikke rigtig har noget at byde på. Nu forsøger man så at fange vilde kongehonningædere, der kan artens repertoire til fingerspidserne, og få dem til at synge røven ud af bukserne for unge kongehonningædere, som først sættes fri, når de har lært melodien, så at sige, hvorved de kan flyve ud og give den videre. En kollegial og professionel indsats.
Kunstakademiets tabte melodi
Et sted, hvor man også har tabt melodien, er Det Kongelige Danske Kunstakademi, som havde et sandt annus horribilis i 2020. I efteråret gav fire professorer udtryk for mistillid til (daværende) rektor Kirsten Langkildes ledelsesevner; institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld blev bortvist for at have medvirket til at smide en buste af akademiets grundlægger, Frederik V, i havnen; og så var der forlydender om en problematisk, uheldsvanger og frygtsom kultur på skolen. Det fik en masse meningsmagere til at galpe op, heriblandt Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som efterlyste en bestyrelse med medlemmer udpeget af Folketingets politiske partier. “Det, vi har været vidne til, er jo decideret identitetspolitik fra de studerende og ansatte, og det vil jeg gøre alt for at få bremset“, udtalte Messerschmidt – og mange gøs ved tanken.
Men! Ligesom med kongehonningæderens sang er der råd. I november iværksatte kulturminister Joy Mogensen (S) en undersøgelse, der skulle belyse studiemiljøet og organisationskulturen på Kunstakademiet, og den foreligger nu. En central sætning i rapporten lyder: “Den uvildige udredning må (…) slå fast, at Kunstakademiet ikke er en institution, der er i ‘krise’ endsige i usædvanlig grad præget af problemer. Institutionen står derfor ikke over for udfordringer, som ikke lader sig håndtere gennem en professionel ledelsesmæssig og kollegial indsats, hvor både ansatte og studerende inddrages“.
Rapporten er udarbejdet af professor i ledelse og organisation på CBS, Jan Molin og Christian Tangkjær, der er partner i et konsulenthus, og løsningsforslagene er lige ud ad landevejen: Find en rektor, der kan lede og fordele og som også er kunstfagligt stærk. Og nok så vigtigt: Nedsæt en professionel bestyrelse, der er interesserede og både kan håndtere medieopmærksomhed og “tilbyde et kvalificeret og respektfuldt modspil til institutionens ambitioner og udviklingsønsker“.
Det er en god dag for kongehonningæderen og for Kunstakademiet. Man får lyst til at fløjte. /Oliver Stilling