1200 er svaret. Hverken mere eller mindre: 1.200 kr. For folk, der har læst Håndbog for Vakse Galakseblaffere – eller A Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, som den hedder på engelsk – har tallet 42 ellers hidtil været svaret på “det ultimative spørgsmål om livet, universet og alt det der“. Men ikke længere: Siden vismændene forleden udgav deres rapport med den noget mere jordstrygende titel “Dansk klimapolitik frem mod 2030“ har det magiske tal været 1200.
Lige præcis 1.200 kr. vil ifølge de miljøøkonomiske vismænd være den ideelle pris pr. ton udledt CO2. Forslaget er at indføre en generel afgift på udledning af drivhusgasser, og dermed i virkeligheden lade markedskræfterne gøre arbejdet: Helt automatisk vil virksomheder og borgere begynde at mindske udledningen, simpelthen for at spare penge.
Med en generel CO2-afgift vil det gode, gamle miljøprincip om, at forureneren skal betale også komme til at gælde på klimaområdet. Men hvad endnu mere opsigtsvækkende er: Vismændene vurderer, at Danmark rent faktisk vil kunne nå i mål med målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. fremme i 2030, hvis der indføres en CO2-afgift på 1.200 kr. pr. ton.
Omstillingen er ikke gratis. De miljøøkonomiske vismænd vurderer, at en generel CO2-afgift på 1.200 kr. vil komme til at koste samfundet i omegnen af fire mia. kr. årligt – penge, som enten vil skulle betales mere i skat andre steder eller spares væk i budgetterne. Men – og dét er afgørende: Prisen på fire mia. kr. for at leve op til Paris-aftalens målsætning om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader er det billigst tænkelige.
Alle andre måder vil være endnu dyrere, og rent snusfornuftigt er der således meget, som taler for at indføre en generel CO2-afgift på 1.200 kr. pr. ton. I hvert fald samfundsøkonomisk. Politik handler imidlertid i første omgang om mange andre hensyn, ikke mindst til de mest velorganiserede og pengestærke interesser i det danske samfund. Og så bliver det straks værre.
Usentimentalt vurderer de grønne vismænd, at en generel CO2-afgift vil eliminere mellem 17.000 og 19.000 fuldtidsjob i landbrugs- og fødevarebranchen, heraf langt størstedelen i landbruget, hvor 14.500 stillinger ventes at forsvinde. Ganske enkelt fordi landbrugets udledning af drivhusgasser er så voldsomt i dag, at det ikke længere vil kunne svare sig økonomisk, hvis bønderne selv skal betale for forureningen.
Lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer har straks været ude og advare om, at en generel CO2-afgift på 1.200 kr. pr. ton vil være dødsstødet til husdyrproduktion i Danmark, og at politikerne derfor er nødt til at lave særregler for landbruget – enten i form af undtagelser, nye tilskud eller gratis kvoter. Og forvent at kravene fra Axelborg, hvor Landbrug & Fødevarer har hovedkvarter, vil blive hørt på Christiansborg.
Landbruget er den mest velorganiserede lobby-interesse i hele kongeriget, og det ser allerede ud til, at det er lykkedes at overbevise flertallet i Folketinget om, at en ny, højere CO2-afgift ikke skal omfatte landbruget i fuldt omfang. Både Socialdemokratiet og Venstre vil give bønderne fripas og ser dermed ud til på forhånd at have fravalgt den løsning, som ville være billigst for hele samfundet – og ikke kun for bønderne.
S-regeringen har indtil videre lurepasset i debatten. Statsminister Mette Frederiksen (S) lægger dog ikke skjul på, at hun hellere ville være foruden klimaafgifter, og klimaminister Dan Jørgensen (S) har da også flere gange været sendt i byen med budskabet om, at S-regeringen ikke ønsker en alt for høj CO2-afgift og slet ikke for landbruget. For Socialdemokratiet er forslaget fra de miljøøkonomiske vismænd derfor ubelejligt.
Man kunne måske tro, at venstrefløjen er ovenud begejstrede nu. Men helt så enkelt er det heller ikke: Dybest set er en generel CO2-afgift en borgerlig-liberal løsning på klimaproblemerne. Det er markedet og ikke politikerne, som vil drive omstillingen, og i stedet for bureaukratiske planer, snirklede tilskudsordninger og pompøse byggeprojekter vil en CO2-afgift reelt sætte markedskræfterne løs.
Umiddelbart kan vismændenes mission synes umulig: Når det rammer bønderne på pengepungen, er Venstre ude. Når det overhovedet kan skabe utilfredshed blandt nogen, er Socialdemokratiet ude. Og når venstrefløjen for alvor erkender, at CO2-afgiften er et alternativ til en grøn planøkonomi, vil de nok også løbe skrigende bort.
Og dog. For i politik er kompromisser ofte mudrede og bygger som hovedregel på mindelige løsninger, som ingen bagefter kan hævde var deres mærkesag alene.
Tværtimod rummer CO2-afgiften alle forudsætninger for at kunne blive en reel gamechanger, ikke kun i klimapolitikken men faktisk også i dansk politik mere generelt. Med afsæt i forslaget fra de grønne vismænd tegner der sig nemlig en ny og mulig blå-grøn alliance mellem Venstre og venstrefløjen – uden om S-regeringen. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og Enhedslistens nye politiske ordfører, Mai Villadsen, vil fra hver sin side kunne presse statsminister Mette Frederiksen.
Hver for sig har hverken venstrefløjen eller Venstre vist sig i stand til at udfordre S-regeringen: På den ene side har Enhedslisten og SF måttet acceptere, at klimapolitikken er gået ned i tempo, og Socialdemokratiet udskyder alle svære beslutninger, mens Venstre på den anden side endnu ikke har formået at presse S-regeringen på nogen nævneværdig måde. Men klimaet rummer potentialet til et opbrud.
Hvis Venstre og venstrefløjen turde, ville den grønne omstilling lynhurtigt kunne accelereres op i fuld fart – ganske simpelt ved at beslutte, at de miljøøkonomiske vismænds forslag om en generel C02-afgift på 1.200 kr. skal indføres – uanset hvad socialdemokraterne måtte mene. Så længe Mette Frederiksen demonstrativt undviger at træde i spidsen for den grønne omstilling, er klimapolitikken blevet en oplagt kampzone for alle andre.
Før eller siden er både oppositionen og støttepartierne nødt til at vise, at de kan og vil mere og andet end at lade Mette Frederiksen regere, som hun og Socialdemokratiet finder mest opportunt i øjeblikket. Hvis Venstre og venstrefløjen ikke tør gå sammen om at kræve en CO2-afgift på 1.200 kr., vil S-regeringen meget vel kunne få presset afgiften helt ned på 42 kr., og så vil der for alvor igen blive brug for vakse galakseblaffere. /Lars Trier Mogensen