Anmeldelse

Podcastens svar på en Facebook-opdatering

Yuri Gripas/Reuters/Ritzau Scanpix

Man kunne næsten have sagt sig selv, at Barack Obama med sin honningstemme og drømmediktion ville være den oplagte podcastvært. Man kunne næsten også have sagt sig selv, at nogen ville spørge ham, om ikke han ville lave en. De seneste år har Spotify forsøgt at sætte sig på det globale lydmarked med millionaftaler med kendte mennesker som realitystjernen Kim Kardashian og de royale afhoppere Meghan Markle og Prins Harry. Og hvem elsker folk mere end de tre tilsammen? Den verdensvante, charmerende, halvintellektuelle præsident, der – takket være sammenligningen med Donald Trump – kom ud på den anden side af sin ret droneangrebsbefængte præsidentperiode og lignede den rene Moder Teresa, selvfølgelig.

I en stort anlagt Spotify-podcast mødes Obama nu med Mr. Americana himself, Bruce Springsteen, til samtaler om “deres liv, musik og udholdende kærlighed til Amerika – på trods af dets udfordringer“ (det er deres ord, ikke vores). Vi havde egentlig tænkt os at lade den fare. “Hvad har det med os at gøre?“, tænkte vi. Men nysgerrigheden gjorde, at vi i anledningen af udgivelsen af seriens femte afsnit alligevel måtte ind og give Renegades: Born in the USA et lyt.

Efter at have tygget os igennem en fire minutter lang introsekvens, hvor Obama retfærdiggjorde behovet for en samtalepodcast mellem de to (det var noget med, at rædselsåret 2020 havde fået ham til at undre sig over, hvordan USA mon var havnet i så sølle en forfatning, og at han gerne ville diskutere det med sin ven Bruce), var vi således klar til at høre, hvad de havde at sige på dén konto. Det hurtigt stod klart, at vi skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med to mænd, der er rørende enige om snart sagt alt. Friktionen skulle altså ikke findes i deres samtale men snarere i frygten for, hvad de sammen ville finde på.

Please, lad være med at synge

I en indledende omgang småsnak kom de to nemlig til at rode rundt i gamle, søde minder om en våd aften i Det Hvide Hus, hvor de var endt med at sidde der og synge sammen. Med Springsteen ved klaveret og Obama som smørtenor havde de liret gamle Motown-klassikere og Broadway-hits af. Med vores viden om at seriens tredje afsnit skulle handle om musik, begyndte der således at melde sig en grundangst for, at de to på et tidspunkt ville bryde ud i duet. Det gjorde de ikke men en lang sekvens, hvor Obama citerer sig selv, mens Bruce akkompagnerer ham på sin spade og afslutter med et “Amen“, kom tæt på.

“Born in the USA“ slår et stort brød op ved at ville tackle emner som racisme, økonomisk ulighed og Den Amerikanske Drøm, og det angribes gennem de to mænds personlige outsiderfortællinger. Bruce som arbejderdrengen fra New Jersey og Obama som den racialiserede knægt på Hawaii. Problemet med det er selvfølgelig, at eftersom de begge er vokset op til at blive nogle af de mest magtfulde mennesker indenfor deres felter, så er deres 40+ år gamle outsiderhistorier en anelse metaltrætte.

Bruce Springsteen og Barack Obama er gode fortællere, og særligt sidstnævnte er en ikke helt ueffen interviewer. Men “Born in the USA“ løfter sig aldrig rigtig op over at være en hitparade af opbyggelige budskaber og ufarlig samfundskritik. På mange måder minder podcasten om en (meget lang) Facebook-opdatering: Lunkne politiske holdninger krydret med lidt personlig erfaring og så ellers sendt ud til dem, der måtte være enige. Og ganske ligesom med Facebook-opdateringen undrer man sig ofte over, for hvis skyld den mon er blevet til. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12