Nyhedsanalyse

Amerikansk-kinesisk topmøde var en fuser

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

I tegneserieskaberne Alan Moores og Dave Gibbons grafiske roman Watchmen gennemfører (spoiler-advarsel!) opfinder-rigmanden Adrian Veidt en storstilet plan for at stoppe den kolde krig. Ved at iscenesætte et udefrakommende alien-angreb introducerer Veidt en så stor trussel mod menneskeheden, at verdens stormagter tvinges til at samarbejde. Sovjetunionen og USA indser, at de må begrave stridsøksen og glemme alt om atomkrig, hvis klodens overlevelse skal sikres. Pludselig er verdensfreden en realitet.

På papiret burde klimaforandringerne kunne gøre netop det: Samle stormagterne i en fælles grøn indsats, der tilsidesætter øvrige globale skærmydsler. Men at dømme (betalingsmur) ud fra sidste uges topmøde mellem USA og Kina, er et sådant scenarie snarere ren ønsketænkning. I det første fysiske møde mellem de to nationer efter Joe Biden blev præsident, var der i hvert fald ikke megen plads til håbefulde høflighedsfraser. For rullende kameraer gik repræsentanter fra de to lande til angreb på hinanden med godt løftede pegefingre.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, hev hele arsenalet af kæpheste frem og kritiserede blandt andet Kina for landets håndtering af Hongkong, Taiwan og Uighur-befolkningen i Xinjiang. Blinken understregede således, at Biden-administrationen ikke kan tolerere Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Til det tog Kinas udsending Yang Jiechi til genmæle i en 17-minutter lang brandtale, hvor USA blandt andet blev klandret for sin imperialistiske historik og koldkrigs-agtige tankegang. Desuden fik Yang påpeget, at USA som bekendt også har sine egne interne anliggender at bakse med, såsom Black Lives Matter-protesterne og den dertilhørende racisme-debat. Det var tilsyneladende for meget for Blinken, der uden at blinke inviterede journalisterne til at blive og høre hans svar – også selvom det ikke er comme il faut ved sådanne diplomatiske begivenheder.

Kalkuleret kritik

Selv hvis vi ser helt bort fra, at mødet fandt sted i iskolde Alaska, var der noget ekstremt performativt over seancen. Selvom Joe Biden bryster sig af at være antitesen til sin forgænger, Donald Trump, skulle der ikke lægges skjul på, at den nye præsident også har sine Kina-forbehold. Ja, faktisk var det store gennembrud, at der ikke var noget gennembrud; status quo bliver foreløbigt opretholdt mellem de to stormagter. Ret beset var den gensidige kritik endog et stykke velovervejet indenrigspolitik. Både USA og Kina fik signaleret (betalingsmur) til deres respektive bagland, at man ikke bare lægger sig fladt ned for modparten. At snakken angiveligt skulle have forløbet mere fredsommeligt bag lukkede døre, synes blot at bekræfte skuestykkets formål.

Så hvad kan man overhovedet tage med sig fra topmødet? I den dystre ende kan dommedagsuret godt stilles efter, at spændingerne mellem USA og Kina ikke lader sig løse lige foreløbigt – heller ikke med Biden ved roret. Mere konstruktivt kan man dog også følge analytiker Thomas Wright fra tænketanken Brookings Institution, der mener, at det offentligt luftede vasketøj er første skridt mod et sundere amerikansk-kinesisk forhold. Kun ved at kalde en spade for en spade og få uoverensstemmelserne frem, kan landene få en konstruktiv dialog i gang. Ja, eller også kan man blive bekræftet (betalingsmur) i, at Europas rolle som mulig mediator bliver gradvist vigtigere.

Læsningerne rykker dog ikke ved, at klimaforandringerne fortsat hviler som en sort sky over begge lande – og at netop dét emne syntes sært fraværende fra debatten. Man må håbe, at Kina og USA når at få blødt op i forholdet, førend polerne smelter. Vi forestiller os, at Adrian Veidt ser til i vantro. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12