Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix
I denne måned er det fem år siden, at EU indgik den såkaldte migrantaftale med Tyrkiet, der skulle begrænse flygtningestrømmene mod Grækenland. Når EU-lederne senere på ugen mødes til topmøde, bliver det da netop også med Tyrkiet og migration på programmet. Forholdet til Ankara skal evalueres, blandt andet på baggrund af migrantaftalen og de lidt anspændte græsk-tyrkiske relationer i Middelhavet. Og at dømme ud fra Europa-Kommissionens tone, gør man, hvad man kan for at holde humøret højt. Det understreges, at forholdet til Tyrkiet skal gøres konstruktivt, ligesom at landet i en rapport roses for sin gode opførsel – naturligvis i en vanligt vag tone.
Måske er det udsigten til en ny, mulig migrantaftale, der får EU til at se rosenrødt (højst sandsynligt). Men ifølge rapporten – som Politico har fået indsigt i – er deeskalering med Tyrkiet altså vejen at gå, medmindre tyrkerne pludselig provokerer unødigt. Og dét må man give landets præsident, Recep Tayyip Erdoğan: Han formår virkelig at time sine utilregnelige udfald med mest muligt (u)held.
Fredag valgte Erdoğan pludselig at trække Tyrkiet ud af den såkaldte Istanbul-konvention; en international aftale fra 2011, der har til formål at begrænse vold mod kvinder – og som altså tilmed blev underskrevet i den tyrkiske hovedstad. Det uventede exit kunne næppe være foretaget på et mere tonedøvt tidspunkt. Alt imens debatten om vold og overgreb mod kvinder raser – blandt andet afstedkommet af drabet på den britiske kvinde Sarah Everard og massedrabet i Georgia, USA – har Erdoğan spillet en usympatisk, konservativ-nationalistisk trumf.
Utilregnelige træk
Hos præsidentens mest hardcore vælgerbase ses konventionen som et angreb mod traditionelle familieværdier, hvorfor udtrædelsen for Erdoğan bliver en kalkuleret crowdpleaser – helt upåagtet at udtrædelsen også har medført protester andre steder i befolkningen. Beslutningen kan endog læses som lidt af et power move. I stedet for at gøre sine hoser grønne hos EU, signalerer Erdoğan med al tydelighed, at han ikke kerer sig om den øvrige verdens syn på hans regime. At Tyrkiet har forladt Istanbul-konventionen har forventeligt nok affødt fordømmelse fra eksempelvis Tyskland, Frankrig og USA. Kritikken viser, at EU og Tyrkiet ikke partout deler værdisæt. Og set i det lys kan landets aftale-exit med rette ses som en provokation.
Ja, eller også er der bare tale om dårlig timing. I weekenden valgte Erdoğan ligeledes at fyre lederen af Tyrkiets centralbank, Naci Ağbal, ud af det blå. Beslutningen er blevet mødt med en hel del hovedrysten og et nervøst marked, der har fået kursen på den tyrkiske lira til at styrtdykke. Ağbal havde ellers fået ros for netop at rette op på liraens position, hvorfor de færreste analytikere forstår Erdoğans ræsonnement. Eller sagt med andre ord: Hvis ikke han træder forbi med vilje, må præsidentens taktstok være godt ude af trit med virkeligheden. EU skal altså være mere end almindeligt nyforelskede, hvis de skal vedligeholde begejstringen ved de kommende diskussioner. /David Dragsted