The Guardian
Information har erklæret neoliberalismen for død (betalingsmur). Som de selv skriver, er det vist ikke første gang, at en sådan udmelding forlader en Informationskribents pen. Men mavefornemmelsen føles rigtig denne gang.
Argumenterne er sådan set også gode nok. Coronakrisen har sat verden og de statslige prioriteter i bevægelse på en ny måde. Troen på de frie markedskræfter og en minimal statslig indblanding er sendt til tælling. EU leger med at suspendere frihandlen for at holde på vaccinedoserne, USA pumper milliarder ud i samfundet til dets borgere, og flere lande optager enorme mængder gæld for at finansiere store hjælpepakker.
“Det er, som om vores syn på politik og økonomi forandrer sig. Som om demokratiet tager magten tilbage fra markederne. Som om politik er tilbage.“ – skriver de hos Information.
Vi ville så gerne købe den. Men vi kan simpelthen ikke.
Selvom man kan se coronapandemien som et muligt brud med en neoliberal markedsstyring, så er der også noget, der tyder på, at det i bedste fald bare er en undtagelsestilstand. Vanen tro står der nemlig stadig et helt muskelhunde-kobbel af aldrende, rige techbros klar til at overbyde hinanden med en fremtidssikret plan for verden. Klodens overlevelse er fortsat til salg.
Som The Guardian skriver, er det nyeste milliardær-must have nemlig en klimaplan. Glem alt om at bygge seje rumstationer eller at give dit barn et meget mærkeligt navn. Hvis du vil lege med de store drenge, gælder det om at have en strategi for menneskets overlevelse. Jeff Bezos har en, Bill Gates har en (og ovenikøbet en bog om den), Elon Musk har en og det har den tidligere Reddit-CEO, Yishan Wong, minsandten også.
Et blik på deres respektive planer afslører dog hurtigt, at de ikke ligefrem er gearede mod at lægge beslutningsmagten i hænderne på politikerne. Alle har de en fast tro på, at klimakrisen er noget, man kan innovere sig ud af. Og alle har de et bud på, hvorfor det lige er dem selv, der skal varetage opgaven. Undtagelsen er måske Bill Gates, der faktisk ser en opdatering af skattesystemer og statsligt støttede investeringer som en del af løsningen. Men, som The Guardian tørt konstaterer, undermineres Gates’ gode intentioner af hans fortid som ivrig fortaler for “de frie markeder, der gjorde så meget for at skabe den krise, vi nu står overfor“.
Alle planerne lyder, på hver sin måde, ret utålelige. Men techfolkets ivrighed kan man ikke tage fra dem. Spørgsmålet er derfor, om vores egen bagstræberiske KlimaDan (som i: “Så-klima-Dan!“) – eller nogen anden regeringskonstitueret klimarepræsentant – kan hamle op med de brunstige, innovationshungrende milliardærer. Flokken har i hvert fald et potent mål for øje:
Penisforlængelse
“Hvad der optager de her folk er teknologi og innovation“, fortæller den administrerende direktør for Climate Voice, Bill Weihl, til The Guardian. Han plejede at lede store afdelinger hos både Google og Facebook, så han ved nok, hvad han taler om, når han siger, at “de konkurrerer med hinanden, selv hvis det er helt ubevidst“.
Det skulle i hvert fald ikke være første gang, at der gik hanekamp i storpolitikken. Derfor begyndte vores alarmklokker også at bimle og bamle, da vi læste, at forurening muligvis kan have en formindskende effekt på det mandlige kønsorgan.
Selv hvis det ikke er prestige eller størrelsen på tegnedrengen, som motiverer Silicon Valleys klimakapløb, kan det altså sagtens være størrelsen på det, der hænger og dingler umiddelbart til højre for pungen, som er på spil.
Ja, vi gætter selvfølgelig bare, men det kunne da lige ligne vores (fortsat) neoliberale tidsalder, hvis det i sidste ende bliver frygten for penisskrump, der ender med at redde klimaet. Vi befinder os muligvis i et paradigmeskifte, i et interregnum, hvor neoliberalismens tronfølger skal findes. Men lur os om det ikke bliver neoliberalismen, man alligevel ender med at krone på ny. /Asta Kongsted