For spiritistisk mindede materialister og materialistisk anlagte spiritister var det – timingen taget i betragtning – som at vågne til et tidligt påskemirakel: Mandag morgen var der ikke alene forlydender om, at det 399,94 meter lange og 59 meter brede lokum af et containerskib kaldet Ever Given efterhånden var kommet fri af Suez-kanalens bredder nær den egyptiske landsby Manshiyet Rugola; næ, man kunne også på forhåndenværende radar- og satellitbilleder og videobaserede situationsrapporter fra åstedet ved selvsyn konstatere, at hun var blevet bragt flot (eller så godt som).
Måske var det på tide. De mange billeder af Ever Givens prekære position – stævnen styrbord og agterenden bagbord spærrende for al trafik i den 300 meter brede kanal – var begyndt at blive siddende på nethinden. Når viserne på uret viste “kl. 13“ eller “fem minutter over“, tænkte man på Ever Given. Når man greb ud efter sin tandbørste på badeværelset og bemærkede dens hældningsgrad mod kanten af tandkruset, tænkte man på Ever Given. Når man hørte Anne Linnets stemme i radioen og “du har sat dig på tværs/ i mit indre univers“, faldt tankerne på Ever Given.
Hvad så nu? Skal det 200.000 tons tunge skib bare fortsætte sin lettere forsinkede rejse til Rotterdam, så de 18.300 containere om bord med bl.a. frosne fisk og Ikea-møbler kan blive sat af og fragtet videre til deres bestemmelsessteder rundt om i Europa? Ja, det er vel planen. Og det samme med de godt 360 fartøjer, som ligger og venter på fri passage i Suez-bugten – herunder 11 rumænske skibe lastet med tilsammen 130.000 levende husdyr og 15 fragtskibe med 80 containere fulde af te? Ja, bare frem med dem, så vi ikke går forgæves i butikkerne.
Men i forhold til hvis det her lille uheld havde fundet sted for 10 år siden, er stemningen alligevel lidt anderledes. Man tænker uvilkårligt, at der godt nok er knald på verdenshandlen, men samtidig melder en lille eftertanke sig: Er det ikke en smule urovækkende, at der ikke skal mere til, før fragten med handelsvarer for 10 mia. dollars om dagen går helt i stå? Et enkelt skib lider skibbrud, og straks kan det mærkes i hele den globale økonomi. Der er ikke meget manøvrerum.
Den globale forsyningskæde er som et intrikat stykke ingeniørkunst og en del af planen er, at verdens varer skal fragtes med såkaldte megaskibe som Ever Given, hvis enorme størrelse virker ‘naturlig’ i forhold til udviklingen inden for moderne shipping, men på en eller anden måde gakket og rovdriftagtig i forhold til bæredygtighed og verdens tilstand. Journalisten Rose George, som har skrevet en bog om shipping-industrien, nævner i en klumme i The Guardian, at “moderne shipping er så effektiv, at det er billigere at sende skotsk fisk til filetering i Kina og tilbage, end det ville være at få gjort derhjemme“.
Supereffektivt, jovist. Men hvis man vidste, at fisken på ens tallerken havde været på sådan en tur, så havde man nok betakket sig og spist nogle lokalt producerede havregryn i stedet. Synet af det fuldt læssede, stillestående Ever Given set fra bredden ved den egyptiske landsby er absurd. Ever Given er et meme, man ikke lige glemmer. /Oliver Stilling