Asta Kongsted
Det støvregner, da Føljetons udsendte nærmer sig SMK, og det skaber en vis forventning. Der er noget fedt ved den måde, omgivelserne trænger sig på, når man skal se på kunst udenfor. Værkerne, der skal opleves i regn, er en del af SMKs lille, nye udstilling “Berørt“. Heri har man inviteret de tre kunstnere Benedikte Bjerre, Kaspar Bonnén og Sonja Lillebæk Christensen til at komme med deres bud på en kunstnerisk fortolkning af coronapandemien. Håbet er, at værkerne “vil fungere som prismer til at forstå et år med corona, hvor sammenhold og isolation blev to sider af samme sag“, som direktør for SMK, Mikkel Bogh, udtaler.
Men det er ikke regnen, der for alvor trænger sig på, og som får den udsendte til at vade direkte ind igennem udstillingens første værk uden at ænse det. På trapperne op til museet står en gruppe mennesker nemlig og danser fint og synkront til house-musik. Der ikke mange uger siden, man igen begyndte at kunne mødes i større grupper for at dyrke sport sammen, og derfor forestiller man sig, hvordan de dansende uge efter uge har øvet sammen på Zoom. Det må føles forløsende endelig at stå der samlet og høste frugterne af måneders træning. Der er noget håbefuldt og noget meget tidstypisk over situationen. Et par forældre har samlet sig med deres børn om optrinnet, de danser med.
Snart er dansetimen forbi, og det bliver den udsendtes held: Mere tid til værkerne som nu kan tages ind i støvregn og stilhed. Med sig tog danserne deres publikum.
Det første værk, der påkalder sig opmærksomhed er Sonja Lillebæk Christensens videoværk “Skylden“. På fire forskelligformede LED-skærme kører en video, hvor hænder og håndsprit panorerer indover optagelser, som for at understrege det nye hensyn, der omslutter enhver situation. De påklistrede fremmedelementer har en 00’er æstetik over sig og hopper åbenlyst syntetisk rundt for at understrege det kunstige ved situationen. Små tekster med iagttagelser som “Angsten er muteret blandt de folkevalgte“ danser ned over skærmene.
Går man højre om SMK støder man på Kasper Bonnéns værk “JEG TROEDE VI SKULLE BYGGE NOGET OP SAMMEN MEN JEG BLEV VED MED AT GRAVE“. Af genbrugsmursten har han skrevet denne sætning på græsset, og det skal skabe associationer til besøg ved ruiner. Ligesom hos Lillebæk Christensen er symbolikken tung og svær at komme udenom. Ligesom med det meste andet, man har oplevet og talt om under corona, er det oplevelsen og talen om corona, der får lov at spille førsteviolin.
En anelse mere subtilt foregår det hos Benedikte Bjerre, der med værket “Ee-O-Eleven“ har bygget et kæmpe omrids af en computerskærm i aluminium. Det var den, Føljetons udsendte gik ind igennem, for at komme hen til danserne. Hos Bjerre er der lidt mere plads til publikums egen oplevelse: Det er ikke selvindlysende, at værket forestiller en computerskærm. Denne anmelder savner fx at se fodbold og ser derfor et stort fodboldmål. Budskabet fra kunstneren er dog ligeså lidt subtil, som hos de andre: Skærme er begyndt at fylde mere i menneskers liv under nedlukningen.
Fri os fra vidnesbyrdet
Værkerne er egentlig fine nok, men der er ingen vej udenom. For at forholde sig til denne udstilling, bliver man nødt til at smide diskussionen op på den store klinge og spørge, hvad det er, man kan forvente af kunsten i krisetider.
Mikkel Bogh mener, at udstillingen skal fungere som et prisme til at forstå coronakrisen. Og der er en reel chance for, at tiden arbejder for udstillingen. At den vil stå stærkere, når pandemien ikke er så præsent. Men hvis man vil forstå krisen på den måde, som kunstnerne her forsøger at formidle den, kan man også åbne en avis. Man kan læse alle de klummer, debatindlæg og artikler, der bliver skrevet om corona og om, hvad det gør ved os. Man kan høre alle podcastene og radioprogrammerne, man kan kigge på mennesker, der danser udenfor på en trappe. Altsammen vil det hjælpe os til at forstå og senere huske denne fælles erfaring.
Af kunsten vil jeg gerne bede om noget lidt andet: Vis mig lidt af det, jeg ikke forstår om corona. Vidnesbyrd skal vi ikke bekymre os om at komme til at mangle, de åbenlyse pointer om tillid og tillidsbrud, ensomhed og skærmfeber – alt sammen kan vi læse om det, og genkende det i os selv. Men hvad med den der underlige følelse, vi også går rundt med? Den, vi ikke kan sætte ord på? Hvem kan tage livtag med den? Heller ikke udstillingen “Berørt“ på SMK. /Asta Kongsted