DBU's blodige støvler

Der findes livstruende protester som dem i Myanmar. Protester, hvor alt ofres for et højere formål. Protester, hvor end ikke politiets høje pistolføring kan knægte demonstranterne. Siden militærkuppet for to måneder siden er mindst 500 civile blevet dræbt. Militærjuntaen har helt ublu indført et voldsregime mod sin egen befolkning. Alligevel fortsætter folkets civile ulydighed; gaderne fyldes fortsat af demonstranter. Det er intet mindre end historieskrivning i realtid.

Og så findes der… ja, de lidt mindre farlige protester.

De sidste par uger har debatten om fodbold-VM i Qatar raseret. Afsløring på afsløring har vist, at ørkenstaten systematisk begår menneskerettighedsovergreb i sit forberedelsesarbejde. Mest chokerende var en analyse fra The Guardian tilbage i februar, der viste, at mindst 6.500 migrantarbejdere har mistet livet på baggrund af prestigeprojektet. Ét stort spørgsmål har derfor trængt sig på: Bør Danmark boykotte slutrunden?

Dén betændte bold er behændigt blevet spillet frem og tilbage mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og kulturminister Joy Mogensen (S). DBU mener (betalingsmur), at et eventuelt boykot er et politisk spørgsmål. Man vil derfor første tage bestik af sagen, når Folketinget har gjort det. Men det kommer nok ikke til at ske, hvis det står til regeringen og Joy Mogensen. “Regeringen ønsker helt generelt ikke at spænde idrætslivet for en politisk vogn ved at gå ind og være godkendelsesstempel i forhold til deltagelse eller ikke-deltagelse“, har kulturministeren tidligere udtalt, ligesom hun har gjort det klart, at vurderingen “må ligge hos idrætsorganisationerne“.

Og så er vi jo ellers slået tilbage til start. Imens lyder Danmarks Idrætsforbunds (DIF) argument, at et boykot “vil være ren symbolpolitik“, og at man med et boykot fraskriver sig “retten til at være offensiv og kritisk over for Qatar“. Sjovt. Her gik vi ellers og troede, at et boykot netop er en offensiv og kritisk handling – særligt når vi kan blive det første land i verden, der ved vores fravær siger klart og tydeligt fra over for Qatar.

Forandring fryder

Nå, nok om det. Søndag skulle landsholdet så endelig vise, hvor kritisk man kan blive, når der ikke står boykot på menuen. Forud for VM-kvalifikationskampen mod mægtige Moldova viste de danske spillere sig kortvarigt i en trøje med den påklistrede tekst “Football supports change“, Fodbold støtter forandring. De nåede lige at have den på til holdfotoet, inden den blev revet af igen.

TV2 kalder meget nådigt trøjen for “historisk“. Det eneste historiske ved seancen var dog nok, hvor vattet den var. Bevares, budskabet var blevet koordineret med Holland på forhånd, og trøjerne skal efterfølgende sælges på auktion, så overskuddet kan gå til migrantarbejdere i Qatar. Men helt ærligt… “Fodbold støtter forandring“? Man kunne da i det mindste have præciseret, hvilken type forandring man støtter. Smidt en henvisning til menneskerettigheder ind et sted i sætningen. Som sloganet står nu, kan det lige så godt læses som værende pro-Qatar. At holde VM-slutrunde om vinteren i en korrupt ørkenstat er vel også forandring, omend den ikke er til det bedre. Hvis vi partout skal til at lave håbløse symbol-protester, må vi som minimum have styr på symbolikken.

DBU kunne jo med fordel alliere sig med virksomheden og/eller kunstnerkollektivet MSCHF. De er netop blevet sagsøgt af Nike for at have solgt 666 par modificerede Nike Air Max 97-sko, som er blevet pyntet med pentagrammer og indeholder en dråbe ægte menneskeblod. Særligt det med blodet er vist for hård kost for Nike, der mener, at deres brand er blevet misbrugt. Men prøv bare at tænk, hvor godt det ville passe til en Qatar-protest. Lad da MSCHF lave nogle fodboldstøvler lig de sataniske sneakers, som landsholdet kan iføre sig i kampen for menneskerettigheds-respekterende fodbold. Blodet kunne eksempelvis symbolisere, hvor mange menneskeliv der er gået tabt i slutrundens navn – og vise, hvordan man tramper på migrantarbejderne ved at rejse til Qatar. Bolden er hermed givet videre. /David Dragsted