Scanpix / Ernst Van Norde
Grønland står til at gå fra laksefarvet til rejerødt ved valget til Landstinget, Inatsisartut, på tirsdag. Som verdens rødeste demokrati har det grønlandske parlament alle dage været venstresnoet, men vælgerne ser nu ud til at ville tage endnu et skridt mod venstre. De to store røde partier, det socialdemokratiske Siumut og det folkesocialistiske Inuit Ataqatigiit, kæmper indbyrdes om magten i Nuuk.
Selv om Inatsisartut-valget blev udskrevet i utide på grund af interne uenigheder i det regerende Siumut om de eksplosive perspektiver i fremtidig uranudvinding i Kvanefjeld i Sydgrønland, har valgkampen ikke for alvor udviklet sig til det ventede nukleare opgør. Konflikten om mineprojektet nær Narsaq rummer ellers alle ingredienser til et højspændt drama, der hurtigt ville kunne få dansk politik til at virke som et sognerådsmøde.
Dybt i undergrunden ligger et skatkammer af sjældne jordartsmetaller gemt – en af de absolut største forekomster i den demokratiske del af verden af de strategiske råstoffer, som bruges i bl.a. batterier og elbiler. Et biprodukt ved udvindingen er imidlertid radioaktive stoffer, herunder uran, som samtidig ville være en lukrativ forretning i sig selv. Det var derfor ikke for sjov eller skør julemands-romantik, da USA’s daværende præsident Donald Trump forsøgte at købe Grønland. Ja, faktisk forsøgte han at tilbyde Danmark, at vi kunne få Puerto Rico i en skummel byttehandel for Grønland.
Umiddelbart var scenen sat for den vildeste valgkamp, der er set på den nordlige halvkugle i årtier, og da mineselskabet Greenland Minerals, som har koncessionen på den mulige udvinding i Kuannersuit-minen i Kvanefjeld, tilmed er delvist kinesisk ejet, kunne Grønland i disse dage have været omdrejningspunktet for et sindsoprivende sammenstød mellem supermagterne.
Men hverdagen i Grønland leves langt fra plottet i en spionthriller. Det økonomiske livsgrundlag er smuldret i mange bygder, og brutale sociale problemer præger dagligdagen i både de mindre bysamfund og hovedstaden Nuuk.
Den største kamp handler om at få enderne til at mødes, og derfor er det reelt ikke noget større mysterium, at den spektakulære storpolitik fylder betydeligt mindre, end hvad man ville se i andre demokratier, hvor den basale økonomi fungerer mere stabilt.
På dansk findes talemåden: Så gik der politik i det. Når det gælder grønlandsk politik, kan man tilføje: Så gik der fisk i den. For endnu engang er valgkampen op til valget til Landstinget, Inatsisartut, nu på tirsdag domineret af kølige opgør om den altafgørende fiskeindustri. I Grønland bygger samfundsøkonomien nemlig fortsat på fiskeri, og spørgsmål såsom fordelingen af kvoter og vilkårene for udenlandske kæmpetrawlere er og bliver derfor de mest eksplosive emner.
Det folkesocialistiske parti, Inuit Ataqatigiit, der er søsterparti til SF, og som konsekvent har været imod uranudvening, står til at blive størst på tirsdag. Men hovedparolerne har ikke handlet om Kvanefjeld, men derimod om fiskekvoter: “Det grønlandske folk skal være dem, der ejer de fælles ressourcer, blandt andet fiskene“, forklarer formanden for Inuit Ataqatigiit, Muté B. Egede, og lægger dermed op til at begrænse EU-landenes adgang til de grønlandske farvande.
Det mulige allianceparti for IA, et andet venstrefløjsparti, Naleraq – som kan minde om en slags grønlandsk udgave af Preben Møller Hansens hedengangne Fælles Kurs – har ligeledes ført valgkamp på en bedre social fordeling af fiskerettighederne. Naleraq vil have bedre forhold for det kystnære fiskeri, og dermed lokale småfiskere, der i de senere år har været hårdt presset af flydende fiskefabrikker under fremmed flag.
Skønt følelserne kan gå højt i den grønlandske debat, og at en giftig nynationalistisk stemning skyller som en lumsk understrøm gennem store dele af det grønlandske vælgerhav, er det altså ganske jordnære dagsordener, som ser ud til at mobilisere flertallet. It’s aningaasanik aqutsineq, stupid!
Efter en kaotisk periode med en socialdemokratisk regering under landsstyreformand Kim Kielsen, hvor de interne spændinger i Siumut har stjålet opmærksomheden, tegner tirsdagens valg til at føre til et magtskifte, hvor Inuit Ataqatigiit sætter den trængte hverdagsøkonomi først.
En sandsynlig koalition mellem IA og Naleraq vil dog samtidig føre til et kursskifte i balladen om Kvantefjeld, idet Kuannersuit-minen kan ende med at blive skrinlagt, og den storpolitiske eksplosion dermed afmonteres, inden den overhovedet bliver til virkelighed. På stilfærdig vis er grønlænderne tilsyneladende rykket videre fra Trumps reality-drama og ser ud til at besinde sig på, at fisken skal fanges, før skindet kan sælges. /Lars Trier Mogensen