Tør man sige, at “påsken er veloverstået“? Det kan godt være, at Jesus Kristus ikke havde det for sjovt i de dage for godt 2.000 år siden (særligt langfredag), men det er, som om det kristne budskab heller ikke har været så muntert i år. I hvert fald hvis medmenneskelighed er en grundlæggende kristen værdi, og hvis man tager sig den frihed at se den danske regering som en forkynder af kristne værdier (det gør den formentlig selv – kristne, socialdemokratiske værdier).
Af alle regeringens ministre var det udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, som kom til at fylde mest i medierne med få, men kontante, optrædener i pressesammenhæng. “Vi er nødt til at have nogle principper. Loven er lige for alle, og selvom man har stiftet en virksomhed eller har klaret sig godt eller dårligt i gymnasiet, har vi de samme regler, og de gælder for alle“, stod han et sted under den danske aftensol og sagde til TV2 Nyhedernes seere langfredag.
Denne optagethed af principper må være et relativt nyt princip for den 40-årige Tesfaye, der jo som få andre politikere har skøjtet fra det ene parti til det andet – startende helt ude på den yderste venstrefløj og indtil videre landet på Socialdemokratiets yderste højrefløj. Som Groucho Marx engang sagde: “Dette er mine principper, og hvis I ikke kan lide dem… Jamen, så har jeg nogle andre.“
Det, som Tesfaye skulle svare på, var naturligvis, hvorfor velintegrerede flygtninge på midlertidig opholdstilladelse, der har gjort alt, hvad samfundet kan forlange af dem, pludselig kan få besked om, at de skal vende hjem til Syrien, fordi Flygtningenævnet stik mod bl.a. FN’s Flygtningehøjkommissariats vurdering mener, at landet er sikkert at vende tilbage til.
Der er blevet henvist til flere gakkede sager om flygtninge, der stik imod sund fornuft har fået at vide, at de skal pakke sydfrugterne. For eksempel den 19-årige Aya Abu-Deher, som i 2015 flygtede med sin familie fra Syrien. Hun har gået på sprogskole, taget grundskolens 7.-9. klasse og er nu tre måneder fra en HF-eksamen på Nyborg Gymnasium. Et andet eksempel, der har været fremme, er Faeza Satouf på 25, som også er af syrisk herkomst. Hun har ligesom Aya Abu-Deher tidligere gået på sprogskole, men hun er for længst blevet HF-student og er nu ved at færdiggøre sygeplejeuddannelsen. Hun skal som den eneste i sin familie sendes ‘hjem’ til Syrien.
Hvad er Danmark for en regering, hvad er det for nogle politikere, hvad er det for et land, som ikke engang er i stand til at få noget godt ud af udprægede succeshistorier?
Tryk avler modtryk
I en artikel i den kommende udgave af The New York Review of Books har den canadisk-tyske journalist Thomas Rogers taget temperaturen på flygtningesituationen i Tyskland her en håndfuld år efter, at landet med kansler Angela Merkels mellemkomst tog imod 1,2 mio. af de i alt to mio. flygtninge, som kom til Europa med den store bølge i 2015-2016. Og dét er langt hen ad vejen en succeshistorie, selv om medierne har haft megen fokus på fx fremgangen hos det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland.
Tal fra sidste sidste sommer viser, at Tyskland fik integreret mange migranter langt hurtigere end tidligere. Halvdelen af de 1,2 mio. flygtninge er i job, og 50.000 er i gang med en lærlingeuddannelse. Tre fjerdedele bor i eget hjem og føler sig ifølge spørgeundersøgelser “velkomne“ eller “meget velkomne“.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er fryd og gammen. Cirka 250.000 er uden flygtningestatus og lever fremdeles i en limbotilstand. Mere end 80 pct. af flygtningene fra 2015-16 var faglærte arbejdere, inden de ankom til Tyskland, men lang de fleste af dem må klare sig med lavtlønsarbejde i fx lagerbranchen eller i rengøringssektoren – hvilket selvfølgelig er tusind gange bedre end alternativet: hjemsendelse.
Hvad der så til gengæld er opløftende er, at mere end halvdelen af alle tyskere siden 2015, ifølge det føderale familieministerium, på den ene eller den anden måde har hjulpet de ankomne flygtninge. Det er også kendt som den tyske Willkommenskultur.
Og det er vel det bedste, man kan sige om den uforsonlige udlændingepolitik, som tidligere Inger Støjberg og nu Mattias Tesfaye er eksponenter for: Tryk avler modtryk. Siden 2015 er civilsamfundet blomstret op som en anden modstandsbevægelse. Det er godt og fantastisk. Det hjælper bare ikke Aya Abu-Deher og Faeza Satouf lige nu og her, hvis politikere med ansvar gemmer sig bag principper og politik, som er designet ud fra meningsmålinger. /Oliver Stilling