Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix. US President Joe Biden, alongside First Lady Jill Biden (L) and the Easter Bunny (C), look on after Biden spoke about the Easter holiday and the traditional White House Easter Egg roll, which was not held this year because of Covid, on the South Lawn of the White House in Washington, DC, April 5, 2021. (Photo by SAUL LOEB / AFP)
For et par uger siden kunne det kortfattede, amerikanske medie Axios berette om et privat møde, som USA’s præsident, Joe Biden, havde afviklet med en gruppe historikere. Snakken gik angiveligt på tidligere amerikanske præsidenter, og i særdeleshed Franklin D. Roosevelt, som Biden er en stor beundrer af. Man fristes til at påpege det performative i seancen. Forsøger Biden rent faktisk at indskrive sig i historien – eller historikernes tanker – som en slags moderne FDR?
Ligesom Roosevelt hev USA ud af Depressionen med sin famøse New Deal tilbage i 1933, forsøger Biden i hvert fald at feje coronakrisen til side med omfattende offentlige investeringer og økonomiske reformer. Pengekassen er blevet åbnet på ekstraordinær vis, og Biden synes fast besluttet på at udvise handlekraft – gerne i et tjept tempo. Den første sejr kom med en omfattende coronahjælpepakke til 1.900 mia. dollars, som blev stemt igennem og underskrevet trods republikanernes sure miner. Og nu er Biden så klar med et endnu mere New Deal-agtigt forslag: En omkalfatring af USA’s infrastruktur for yderligere to billioner dollars. Præsidenten har for længst luret, at vejen til historiebøgerne meget vel kan gå gennem et opdateret vejnet.
Bidens baldakin
Dermed ikke sagt, at pengene kun skal gå til infrastruktur i klassisk forstand. Udover at reparere og bygge veje, broer og skoler vil Biden forbedre amerikanernes internetadgang og give landet en grøn overhaling – ligesom forslaget også skal komme slet skjult racediskrimination til livs. Det skal blive mere attraktivt at køre elbil, alt imens hjemmeplejen for ældre skal forbedres og fagforeningerne sågar skal have en saltvandsindsprøjtning. Hvis ikke vi skal døbe pakken New New Deal, kunne vi jo kalde den Bidens baldakin. Ambitionerne spænder vidt og bredt, og pengene rækker åbenbart langt.
Hvis baldakinen skal blive til virkelighed, kræver det dog en god portion politisk finesse. Selvom infrastruktur-investeringer er et af de få områder, hvor tværpolitisk samarbejde synes muligt, får Biden næppe republikanernes velsignelse, når summen nærmer sig de to billioner. Under normale omstændigheder ville forslaget velsagtens være dødsdømt, da der skal et 60-40-flertal i Senatet – og dermed en god portion republikanske stemmer – til for at undgå den frygtede filibuster, som de facto ville kunne nedskyde forslaget.
Mandag fik Biden imidlertid en kærkommen håndsrækning. En afgørelse lød, at demokraterne godt vil kunne gennemføre en ny budgetafstemning med blot 51 stemmer i Senatet. Og minsandten, om den afstemning ikke kan vise sig at blive en ny infrastrukturpakke til… ja, lad os bare sige to billioner dollars.
Biden vil næppe undlade at gøre brug af så indbydende et smuthul. Tilbage står blot spørgsmålet om finansiering. Her har Biden-administrationen lagt op til en række skattereformer med fokus på beskatning af store, mulitnationale virksomheder. Målet er blandt andet at hæve selskabsskatten til 28 pct., og at få virksomheder med oversøiske aktiviteter til at makke ret. Ja, finansminister Janet Jellen er endog ude og lufte idéen om at indføre et global minimum for virksomhedsskat. Hvis dét lykkes, vil der i sandhed være tale om en historisk bedrift. /David Dragsted