Scanpix / Emil Helms
Magtmonopolet er brudt. For kun anden gang i Grønlands parlamentariske historie står det socialdemokratiske parti Siumut til at tabe regeringsmagten. Men ikke til de borgerlige, slet ikke, for det er i stedet det folkesocialistiske søsterparti til SF, Inuit Ataqatigiit, som er gået markant frem ved tirsdagens valg til Inatsisartut, parlamentet: Med 36,6 pct. af stemmerne står IA til at kunne danne ny Naalakkersuisut, regering, og Siumut, der ‘kun’ fik 29,4 pct. af stemmerne må efter alt at dømme vige pladsen.
Kombinationen af et skarpt fokus på hverdagsnær socialpolitik og en historisk konsekvent modstand mod uran-udvinding i Grønland gjorde udslaget for Inuit Ataqatigiit. På den ene side har den nye og karismatiske IA-leder, 34-årige Múte Bourup Egede, kunnet bruge alle sine kræfter på en kampagne om at ville skabe en bedre og mere tryg dagligdag for helt almindelige grønlændere. Og da alle vælgere på den anden side udmærket ved, at netop Inuit Ataqatigiit fra begyndelsen har været stolt og stejlt imod valgets andet store skyggetema, nemlig mineprojektet ved Kvanefjeld, er Múte Bourup Egede trådt frem som en pålidelig fornyerskikkelse.
Bredt rundt i det grønlandske samfund er der en dyb skepsis over for at lade udenlandske mineselskaber påbegynde den risikable udvidning af mineraler og sjældne jordarter i stor skala. Bekymringen handler i vid udstrækning om, hvorvidt det overhovedet vil komme lokalbefolkningen til gavn, når og hvis kinesiske eller australske mineselskaber først for alvor begynder at grave efter rigdommene i undergrunden.
Her står Inuit Ataqatigiit fast, ja, klippefast: Med Múte Bourup Egede – der suverænt fik flest personlige stemmer – som ny, sandsynlig landsstyreformand, Naalakkersuisut siulittaasuat, vil det omdiskuterede Kuannersuit-mineprojekt ved Kvanefjeld snart blive officielt skrinlagt. Den sandsynlige koalitionspartner, partiet Naleraq (som groft kan sammenlignes med en grønlandsk variant af Preben Møller Hansens hedengangne parti Fælles Kurs) har allerede præsenteret en både pragmatisk og populistisk løsning: Mineprojekterne skal udskydes indtil Grønland en dag er blevet selvstændigt!
Alle partier i Grønland er nemlig grundlæggende enige om at ville stræbe efter formel uafhængighed fra Danmark, men tempoet og ikke mindst vejen derhen har hidtil givet anledning til store opgør. Men måske ikke længere?
Tirsdagens valgresultat kan vise sig at skabe ny samling i grønlandsk politik: Ved at udskyde de mest vidtløftige mineprojekter – som næppe i sig selv vil kunne løfte Grønland så tilstrækkeligt økonomisk, at landet dermed kan opnå selvstændighed – for i stedet at fokusere på en bæredygtig hverdagsøkonomi, lægger Inuit Ataqatigiit en mere nøjsom, tålmodig og dermed også mere realistisk stil for dagen.
Som kontrast til det socialdemokratiske Siumut, som traditionelt har stået på en langt mere topstyret og planøkonomisk kurs, hvor Naalakkersuisut, regeringen, i Nuuk har kunnet bestemme, alt afhængigt af de personlige intriger mellem partikammeraterne, og hvor massiv råstofudvinding altid har været mirakelkuren for hurtig selvstændighed. Men nu har vælgerne altså vraget den gamle pampermodel.
Sidste og eneste gang Inuit Ataqatigiit har stået i spidsen for den grønlandske regering var i perioden 2009-2013, hvor partiformand Kuupik Kleist i første omgang skabte store forventninger om forandring, bl.a. ved at indgå regeringssamarbejde med Demokraatit, et socialliberalt parti. Men henover årene endte Kuupik Kleist med at skuffe mange vælgere, og noget egentligt systemskifte blev der aldrig tale om.
Opgaven for 34-årige Múte Bourup Egede som ny landsstyreformand bliver overvældende. Uden mineprojekterne, der kan glimte som et luftkastel ude i fremtiden, og med en hårdt presset økonomi, ikke mindst ude i de mindste bygder, vil det blive mere end vanskeligt at levere på valgløfterne om en mere socialt afbalanceret og retfærdig fordeling af goderne.
Men lige nu og her har Múte Bourup Egede ét trumfkort, som vælgerne også har kvitteret for: Han er ikke fra Siumut og har dermed slet heller ikke været en del af det forbitrede personopgør, som har udspillet sig helt op under og i valgkampen mellem den detroniserede partiformand Kim Nielsen og tronraneren Erik Jensen. Siumut havde tilsyneladende vænnet sig så meget til at have magten, at slagsmålet om den interne kontrol med partiet blev vigtigere for topfolkene end udadtil at levere resultater til vælgerne.
Det er sundt for ethvert folkestyre, når magten skifter hænder, og ét parti ikke længere har frit spil til at dominere og med tiden også ofte intimidere alt og alle. Siumut var ganske enkelt blevet for magtfuldkomment, og det indre mytteri mod den nu afgående landsstyreformand Kim Nielsen gjorde kun ondt værre for partiet. I hvert fald i kappestriden med Inuit Ataqatigiit, som nu får chancen for at skulle regere verdens rødeste demokrati. /Lars Trier Mogensen