Kære læser

Kirsebærtræer og ketchupeffekter

Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix

Kirsebærtræerne i Japan er netop afblomstret. Det er i sig selv ikke noget at tabe småkagerne over, for sådan er det jo med træer. De taber deres blomster og blade, og så får de nogle nye året efter.

Den slags går hurtigt, men i år er det gået lidt for hurtigt. I Kyoto i Japan afblomstrede kirsebærtræerne allerede den 26. marts, og det er ifølge Yasuyuki Aono den tidligste afblomstring i mere end 1.200 år. Aono er researcher ved universitetet i Osaka, hvor han har samlet optegnelser over træernes afblomstringsmønstre helt tilbage fra år 812 e.v.t. Så han ved, hvad han taler om. Den generelle tendens er, at afblomstringen hvert år falder tidligere og tidligere. Blandt forskere er der ingen tvivl: Udviklingen skyldes de støt stigende temperaturer.

Kirsebærtræerne, der for hurtigt taber deres blade, er et smukt og sørgmodigt billede på klimaforandringerne. Et mindre lækkert billede er din snotnæse. Herhjemme resulterer temperaturstigningerne nemlig bl.a. i en udvidet allergisæson med løbende næser, røde øjne og binyrebarkindsprøjtninger. I år blev den allerede skudt i gang i februar, hvor ukarakteristisk varme dage satte gang i spredningen af elle-pollen. Noget lignende skete i 2019, der indtil i år havde rekorden for pollental i februar måned.

Bundskraber

Mens vi har dig, så lad os lige tale lidt mere om temperaturstigninger. Et nyt studie har nemlig vist, at fiskeri foretaget med bundtrawlere, altså net der skraber havbunden, udleder ligeså meget CO2 som – hold nu fast – flyindustrien. Måden det sker på er ovenikøbet ekstraordinært dum. Nettene hvirvler kuldioxid op, som havbunden ellers allerede har absorberet og som kunne være blevet liggende. I stedet får det en tur mere i manegen og kan igen være med til at øge temperaturstigningerne.

Når man forestiller sig sådan nogle store, onde trawlere, så ser man ikke nødvendigvis den danske fiskeriindustri for sig. Det er jo sådan noget med små, søde kuttere. Bare ikke ifølge The New York Times, som kan rapportere, at Danmark sammen med lande som Kina, Rusland, Italien og USA er førende indenfor CO2-udledning forårsaget af trawlfiskeri. Ærgerligt selskab at være i, siger vi bare.

Med al den snak om blomster, der falder af træerne, næser med ublu mængder af snot i sig og trawlere, der spiller kispus med havbunden, er det let at miste modet. Men havenes økosystemer har en fantastisk evne til at regenerere sig selv, hvis bare de får chancen. Se bare på dette studie fra 2020, der konkluderer, at livet i havene vil kunne vende tilbage til fordums pragt i 2050 med den rette mængde konservering og ro.

Noget lignende er den opbyggelige pointe fra studiet om bundtrawlernes indflydelse. Her har forskerne lavet forskellige køreplaner for, hvordan man med hybridløsninger kan frede og konservere forskellige havområder. Både med henblik på at styrke økosystemer og på at øge fiskebestanddelene, som har været dalende på grund af overfiskeri. Studiet viste fx, at da man reducerede fiskeriet af californisk hummer med 35 pct., så steg den samlede bestanddel efter seks år med 225 pct. – hvorefter der var rigeligt at fiske af! Tal om en ketchupeffekt.

Nu vi er ved ketchup, så er USA simpelthen ved at løbe tør. Grundet Covid-19 er der blevet solgt så meget take away og med det så mange små poser ketchup, at produktionen ikke kan følge med. Det er jo ikke nogens skyld. Alle sidder de, ligesom vi gør, derhjemme. Og alle kan vi få lyst til fritter og lidt god, gammeldags Heinz ketchup at dyppe sorgerne i. Problemet er bare, at hvis vi alle trækker på de samme ressourcer uden blik for den samlede mængde, ja, så løber vi sgu tør.

Det er jo egentlig lidt ligesom med biodiversiteten. Vi må holde igen og lade bestanden få vejret, indtil vi igen kan bade i rent havvand – og ketchup, hvis man er til den slags. Det burde selvfølgelig ikke være et personligt ansvar, men det eneste gode ved at have politikere, der lægger deres politik efter folkestemningen er, at den kan man være med til at påvirke. Hvis ikke du orker det, kan du jo begynde at lave din egen ketchup. Her er i hvert fald en opskrift, der ser god ud. /Asta Kongsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12