HBO
Selve forhistorien er næsten en film værdig.
Efter at have set Disney buldre derudaf med superhelte-ekstravaganzaet kendt som Marvel Cinematic Universe (MCU), ville multimedievirksomheden Warner Bros. lege med. Med afsæt i DC Comics superhelteunivers skulle Superman, Batman, Wonder Woman og alle de andre maskerede hævnere forenes i en lukrativ franchise over mange, mange film. Instruktør Zach Snyder blev udvalgt til at styre slagets gang, men han måtte på tragisk vis trække sig midt under indspilningerne til hjørnestenen Justice League som følge af sin datters død.
Ind fra højre kom instruktørkollegaen Josh Whedon, der tidligere havde hittet med den direkte Marvel-pendant Avengers. Whedon kastede Snyders vision til side og gik fluks i gang med at gøre Justice League mindre dyster og mere jokende. Tanken var vist at give filmen en bredere appel, men slutproduktet – der udkom i 2017 – blev et sandt miskmask af dårlige one-liners og rodede handlingstråde. Kort fortalt blev Justice League et flop, og det skuffende billetsalg fik snart Warner Bros. til at kaste franchise-forhåbningerne i graven.
Tilbage stod de mest hardcore fans med en tanke, de bare ikke kunne slippe: Hvad nu, hvis Snyder havde fået lov til at gøre sin film færdig? Rygterne om et hemmeligt director’s cut begyndte at spøge i kulissen. Måske havde Snyder faktisk fuldendt svendestykket, der nu blev uretmæssigt tilbageholdt? Snart spredte hashtagget #ReleaseTheSnyderCut sig med Lynets hast. En viral bevægelse var født, der i flere år skulle tigge og plage (sommetider i en grovere tone) om at få den “rigtige“ film. Zach Snyder bakkede op om bevægelsen; Ben Affleck og Gal Gadot – der spiller henholdsvis Batman og Wonder Woman – hoppede med på bølgen. Og til sidst bukkede Warner Bros. under.
Godt fire år efter biografpremieren på Justice League udkom Zack Snyder’s Justice League i marts på HBO Nordic til stor fanfare. Svimlende 70 mio. dollars er blevet brugt på at gøre myten til virkelighed, da den fuldbyrdede Snyder-udgave både krævede nye indspilninger og computereffekter. Læg det beløb oveni de 300 mio. dollars Justice League oprindeligt kostede at producere, og så har du ellers en af de dyreste film nogensinde – som trods rygter altså ikke bare har ligget og forputtet sig i en skuffe. De højrøstede fans har fået deres vilje, dyrt betalt af Warner Bros.
Men… hvordan er selve filmen?
Fire timers pinsel
Mørk. Lang. Fåmælt. Hypermaskulin. Klichéfyldt. Batman! Og værst af alt: aldeles overflødig. På trods af forhåbningerne må filmelskere gå hjem med uforrettet sag. Med sin chokerende spilletid på hele fire timer skulle man ellers tro, at der ville være tid til at sammenstøbe en formfuldendt superheltefortælling. Resultatet lader dog en del tilbage at ønske. Plottet om en ultra-ond alien-skabning, der vil ødelægge Jorden ved at samle tre mystiske Mother Boxes (det hedder de) for at tilfredsstille en anden ultra-ond alien-skabning, fortaber sig hurtigt i filmens mange grå toner.
Det afgørende omdrejningspunkt – superheltene! – bliver til et drænende sort hul. Ingen af heltene har lyst til at agere helte. For hvorfor dog bruge sine superkræfter, når man i stedet kan stirre altmodisch ud i regnen for tiende gang? Alt kører i slowmotion, uden at actionscenerne bliver bedre eller heltene mere relaterbare. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om den mærkelige strube…sang(?), der bruges som leitmotif hver gang Wonder Woman dukker op i kampens hede. Zack Snyder’s Justice League er fyldt med sådanne tvivlsomme, kreative beslutninger, der systematisk dræber enhver begejstring over at se så mange tegneserieikoner samlet på det store lærred. Filmens eksistensberettigelse er sværere at få øje på end Aquamans nytte på landjorden.
Og det er nok også det største problem med Zack Snyder’s Justice League. Én ting er, at filmen er dårlig. Det er ligesom til at leve med, upåagtet at vi aldrig får vores fire timer i Snyders mørkeland tilbage. Noget helt andet er, at myten overhovedet blev til virkelighed i første omgang. Ved at give efter for de højrøstede, superheltehungrende internethorder har Warner Bros. udstukket en potentielt problematisk kurs, hvor popkultur pludselig kan genoplives i nye Frankenstein-udformninger, hvis bare folk brokker sig nok.
Når Zack Snyder’s Justice League kan se dagens lys, er der vel snart sagt ingen grænser for, hvilke fusere produktionsselskaberne kan overveje at gå tilbage til. Vi er i forvejen fanget i et kulturelt limbo, hvor sequels og prequels synes at være de eneste tilbageværende tilbud på blockbuster-menuen. Og hvis selv de største flops skal til at have en ny chance, har vi velsagtens brug for et ægte superheltekollektiv til at redde den sidste snert af originalitet ud af Hollywood. /David Dragsted