Medici-familien
“I like money on the wall“ – Andy Warhol
Med et par iøjenfaldende rekordsalg har de såkaldte NFT’er – non-fungible tokens – gjort et larmende indtog på kunstscenen. Journalister verden over har konkurreret om at forklare dem så kompliceret som muligt, men det kan siges sådan her: NFT’er er en måde at sætte en slags signatur på et digitalt værk. Hvor værket før ville kunne kopieres i uendelighed, kan det nu sælges – på auktioner, via Instagram eller direkte fra kunstneren (hvis det alligevel var lige kortfattet nok, har vi forklaret det lidt mere i dybden her).
Selvom værkerne ikke kommer til at findes fysisk af den grund, har det fået værdien af noget kryptokunst til at eksplodere. Det er næppe gået manges næser forbi, at kunstneren Beeples værk EVERYDAYS: The First 5000 Days i slutningen af marts blev solgt på auktion til den nette sum af 433 mio. kr. Det gjorde det til det tredje dyreste kunstværk af en nulevende kunstner.
Både før og efter rekordsalget har diskussioner om, hvilken indflydelse NFT’er kommer til at have på kunstmarkedet raset, og du kan finde alt fra argumenter om, at kryptokunsten kommer til at revolutionere og demokratisere kunstmarkedet (fordi man på internettet kan omgå kunstverdenens og galleriernes ofte meget lukkede døre), til at kunsten i sidste ende kommer til at tabe (fordi der går spekulation og pengepolitik i den).
Sidstnævnte argument er særligt populært blandt den etablerede kunstbranche, som måbende ser til, mens unge, uudannede kunstnere har fået deres ikke-fysiske værker solgt for millionbeløb til investorer, der for kunstverdenen er ukendte.
Og lad os bare slå fast, at der er mange ting ved kryptokunsten, som lader til at spinne ud af kontrol. For det første er priserne afsindige, for det andet synes de, der investerer i den, mest at være optagede af de økonomiske gevinster. Og for det tredje er der en miljømæssig slagside, som bestemt ikke skal undervurderes. Men tager man de første to argumenter (det sidste fremføres ofte på en måde, der får det til at lugte af at være en smådesperat tilføjelse til kritikken), så melder ét overordnet spørgsmål sig: Hvordan adskiller NFT-manien sig fra de præmisser, kunstmarkedet hidtil har eksisteret på?
Kunstmarkedets rådne banan
Så længe der har været penge og pensler samlet på det samme sted, har kunsten haft en relation til økonomi og finanskapital. Se bare på den magtfulde Medici-familie, der i 1400-tallets Firenze fungerede som kunstmæcener for mange af de af Renæssancemalere, vi i dag betragter som de største: Michelangelo, Botticelli, Raphael og da Vinci. Alle stak de velvilligt lappen frem, når det strammede om pengepungen og opførte værker på kommission. Medici-familien var samtidig i gang med at blive hovedarkitekterne bag moderne finans. Når du ser på Boticellis Venus, ser du derfor på penge, som den økonomiske historiker Niall Ferguson har sagt.
Det samme synes at gøre sig gældende, når du kigger på Jeff Koons’ ballonhund (en af Føljetons yndlingsaversioner), der solgte for 393 mio. kr. Eller på denne banan, der blev hængt op med gaffatape på en parisisk gallerivæg og sidenhen solgt for 780.000 kr. Selvom det kan lyde som en bitter bemærkning om moderne kunsts ofte arbitrære værdisætning (bananer rådner jo), viser eksemplerne også, at kunst er den perfekte vare på et konjunkturbestemt marked. Eftersom kunstens værdi ikke ligger i dens brugbarhed, kan den justeres efter smag og omtale, som redaktør Vicky Osterweil har skrevet. Ergo er den som skabt til at lade sig rive med af bobler og bølger.
Når man derfor taler om, at kryptokunsten undergraver kunstens forudsætninger eller lukrerer på den på en usmagelig måde, virker det som en underlig underkendelse af, at kunsten altid – og især de sidste 40 år – har haft en tæt og investeringsbaseret relation til markedet. Det er belejligt for den etablerede kunstverden at skyde skylden for den vilde markedsudvikling på en række bebumsede nye techmilliardærer og på de uetablerede kunstnere, der sælger dem datafiler. Men skal man tage problemet ved roden, kan man med fordel lægge NFT-dommedagsprofetien fra sig og begynde på en mere dybdegående kritik af kunstens langlivede, uhellige alliance med pengene. /Asta Kongsted