Forud for folketingsvalget i 2001 indrykkede Lars von Trier og hans filmselskab Zentropa en helsidesannonce i flere landsdækkende aviser. “Stem på et anstændigt parti,“ lød overskriften. Under instruktørens eget kontrafej kunne man læse følgende tekst: “Pia Kjærsgaard repræsenterer et ulækkert menneskesyn. At legitimere dette med et samarbejde, eller ved blot at tillade en afsmitning, kan vi ikke være bekendt. Brug din stemme på et parti, der tager klar afstand fra Dansk Folkeparti. Tolerancen for intolerance må stoppe her!“
Hvis annoncen var tænkt som en afskrækkende foranstaltning, virkede den ikke. Dansk Folkeparti fik 12 pct. af stemmerne ved valget, Socialdemokratiet gik 11 mandater tilbage, og Anders Fogh Rasmussen kunne danne en ny blå VK-regering med Dansk Folkeparti som støtteparti.
Ved folketingsvalget i 2005 var Zentropa og Lars von Trier på pletten igen med en ny annonce. Denne gang var den ikke henvendt til vælgerne, men direkte til statsministeren. “Kære Anders Fogh…“ stod der hen over et foto af en jakkesætklædt von Trier indsmurt i rød maling som en emulering af det herostratiske malingangreb på Fogh i 2003: “… dit parlamentariske grundlag er stadig svinsk! Hilsen Lars von Trier.“
Ved valget gik Socialdemokratiet yderligere tilbage, og selv om Venstre også tabte lidt terræn, rykkede Dansk Folkeparti fra 12 til 14 mandater, således at Anders Fogh Rasmussen kunne fortsætte som statsminister. Og Lars von Trier kunne atter engang af det sejrende flertal afskrives som en politisk korrekt og politisk naiv, omphalopsychitisk kunstner.
I dag, 16 år senere, ligger Dansk Folkeparti i ruiner. Det er et protestparti, der ikke kan rejse sig igen. Deres problem? Ikke at kulturlivet har undsagt dem. Når det handler om, hvor man skal sætte sit kryds, rager det tilsyneladende vælgerne en papand, hvad kunsten og kulturen mener. Næh, Dansk Folkepartis politik er som bekendt bare blevet overtaget af Socialdemokratiet.
Kulturlivet anno 2001 eller 2005 kunne næppe have forestillet sig, at hvis man her i 2021 ville advare om et “svinsk“ og “ulækkert menneskesyn“ i dansk politik, ja, så var det såmænd det stolte gamle Socialdemokrati – lighedens og velfærdssamfundets forsvarer – der som regeringsparti var den store synder. Men det er ikke desto mindre sådan, det forholder sig.
Den empatiske socialdemokrat
I sidste uge indrykkede saxofonisten Benjamin Koppel en annonce i Politikens kultursektion med overskriften #ikkeivoresnavn. “Dette skulle have egentlig have været en annonce for en stribe koncerter, jeg afholder i de kommende måneder. Men regeringens åbenlyst umenneskelige måde at tvinge syriske flygtninge til at rejse tilbage til et sønderbombet land, kræver, at vi råber op. Siger stop,“ stod der. Det handler bl.a. om, at cirka 500 syriske statsborgere fra Damaskusområdet med midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i år kan få nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse. Flygtningenævnet vurderer, at det er sikkert at vende tilbage.
Der kommer selvfølgelig ikke så meget ud af at putte en annonce i Politikens kultursektion ud over et kort interview i Berlingske (betalingsmur). Så som en anden enmandshær er Benjamin Koppel nu gået i gang med at skrive åbne breve til nøglepersoner i Socialdemokratiet. Onsdag morgen appellerede han fx til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes samvittighed (nice try). Hvad der måske er mere interessant er, at Koppel tirsdag aften forsøgte sig med en henvendelse til Frederik Vad Nielsen, der er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Vad Nielsen er kun 26 år og dermed i princippet ikke fedtet ind i den kult, der synes at være omkring Mette Frederiksens person blandt en række af partiets 35-50-årige folketingsmedlemmer.
“Kære Frederik,“ skriver Benjamin Koppel. “Jeg skriver til dig. fordi jeg er meget forskrækket over den politiske drejning, som Socialdemokratiet har taget. Med Rasmus Stoklund (udlændingeordfører, red.) og Mattias Tesfaye som bannerførere imod syriske flygtninge, uskyldige ofre for krig og elendighed, virker det, som om Socialdemokratiet fuldstændig har forladt enhver tanke om empati, solidaritet og medmenneskelighed.
Hvad tænker du som DSU’er om dit partis, i min optik, ekstreme og nynationalistiske enegang mod mennesker i yderste nød?“
Her onsdag formiddag klokken 11.35 har Frederik Vad Nielsen ikke svaret. Hvis han svarer, ville det formentlig være politisk selvmord ikke at give udtryk for 100 pct. opbakning til statsministerens uforsonlige udlændingepolitiske linje. Det nemmeste er nok at lade helt være med at svare.
Men Koppel har fat i noget, når han rækker ud på den måde. Selvfølgelig er der socialdemokrater, som ikke kan genkende deres gamle parti i Mette Frederiksens gevandter. Det kan være unge fra DSU-formandens generation; det kan være nogle på statsministeren alder, der holder lav profil; og det kan være gamle, drevne, som af respekt for partiets lederskab og hakkeorden afholder sig fra at blande sig. De socialdemokrater er overalt. En dag stikker de måske hovedet frem. /Oliver Stilling