Helt kanon

Selvom den første VK-regering i starten af 00’erne havde travlt med at slås mod vindmøller i form af “ekspertvældet“ og smagsdommeri, fandt de dog tid til at udforme en kanon for dansk litteratur, som gymnasieelever siden 2004 har skullet trækkes igennem. Den blev udarbejdet af eksperter, og på listen finder man deres bud på Danmarks 14 vigtigste forfattere gennem tiden. Listen tæller bl.a. Klaus Rifbjerg, Martin A. Hansen, Ludvig Holberg, Martin Andersen Nexø og HC Andersen. Og så Karen Blixen. Man har givetvis vurderet, at hun agerede tilpas “mandet“ til denne plads blandt guder med sine kolonialistiske tendenser og for sin tid – frivole livsstil. Ser man bort fra baronessen larmer kvinderne dog ved deres fravær.

Nu har forpersonerne for Dansklærerforeningens sektioner for ungdomsuddannelser så i stærke vendinger kritiseret litteraturkanonen (betalingsmur), og det har vækket genklang blandt både gymnasieelever, eksperter og politikere. Forpersonerne Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann har efterfølgende henvendt sig til børne– og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for at bede hende forholde sig til kritikken og til muligheden for en opdatering af kanon, hvilket Rosenkrantz-Theil i et skriftligt svar har afvist.

Til Politiken udtaler Sloth Carlsen, at det aldrig har “været meningen, at listen skulle konserveres til evig tid. At ministeren slet ikke forholder sig til vores henvendelse er arrogant over for både lærerne og ungdommen, der får stoppet ned i halsen, at den nationale standard inden for litteraturen defineres af 13 mænd og én kvinde.“

Og det er rigtig nok et problem, at den litterære kanon kan efterlade landets gymnasieelever med en forestilling om, at Martin A. Hansens forfatterskab skulle have været afgørende i en sådan grad, at der ikke blev plads til Tove Ditlevsen eller Inger Christensen som 1900-talsrepræsentanter for dansk litteratur. Men selv hvis man udvidede kanon og gjorde plads til alle, ville kanonisering stadig have sine udfordringer.

Smal historie

En snæver kanon tvinger nogle hårde valg og fravalg igennem, men ligeså problematisk er det, at det fordrer en snæver historieforståelse. Hvis man vælger at lade litteraturen være repræsenteret af så relativt få forfattere, skaber det et billede af nogle utvetydige perioder, hvor den ene naturligt førte videre til den næste uden gnidninger. Det resulterer i en fejlagtigt lineær historieopfattelse – og ovenikøbet en, hvor kvinder ikke spiller nogen nævneværdig rolle.

På samme måde lugter kanonisering af noget neutralt. Der foretages en udvælgelse af en række forfatterskaber, der kan tjene som den måleenhed, litterær kvalitet vurderes ud fra. De ophøjes til noget universelt, der sætter sig udover det subjektive, men udvælgelserne er i høj grad præget af politisk klima, folkestemning, smag og kultur.

Tag revisionerne af Højskolesangbogen. Når Shu-bi-dua skiftes ud med Isam B., og Pia Kjærsgaard (DF) flyver op af stolen, så er det ikke (kun), fordi hun elsker Shu-bi-dua og synes, Isam B. er noget bras. Det er også, fordi udskiftningen af førstnævntes Danmark med sidstnævntes Ramadan i København indvarsler et stemningsskift, hun givetvis har en politisk holdning til. De valg, der træffes, vil altid være en afspejling af de mennesker, der har truffet dem, ligesom kritikken af valgene også er det.

Der er selvfølgelig argumenter for at have en fælles referenceramme, som gymnasielærere kan planlægge og orientere deres undervisning ud fra. Referencerammen skulle dog allerede gerne være sikret gennem udførlige lærerplaner. Derfor er det faktisk lidt uklart, hvad gevinsten er ved at kanonisere et par udvalgte værker til en status af kulturel urørlighed.

Det eneste nævneværdige bidrag til den fælles referenceramme, som den nuværende kanon umiddelbart kommer til at sikre, er, at der også om 40 år vil sidde midaldrende mænd på Twitter og gør sig muntre med Erasmus Montanus-bemærkninger om, at morlille må være en sten. Og den vittighed har nok efterhånden haft sin tid i solen. /Asta Kongsted