Baz Ratner/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er krig i Etiopien – der er stadig krig i Etiopien. Det er snart et halvt år siden, at premierminister Abiy Ahmed sendte regeringsstyrker mod Tigray-regionen, hvor de lokale magthavere, Tigrayan People’s Liberation Front (TPLF), angiveligt havde angrebet en statslig militærbase, men blodsudgydelserne fortsætter, som var der intet alternativ. Da Abiy Ahmed i 2019 modtog Nobels fredspris for at have bilagt den årtier lange strid med nabolandet Eritrea, blev Etiopien hyldet som en af Afrikas mest progressive nationer. Bare to år senere er store dele af landet nedsunket i et ubønhørligt kaos.
I månedsvis afskar regeringen Tigray fra både nødhjælpskonvojer og international presse, men efterhånden er sluserne nogenlunde åbne, og situationen er til at få overblik over. Og den er grum. Man anslår, at titusindvis er blevet dræbt – alene i en massakre på byen Axum i slutningen af november mistede 800 civile livet. Millionvis er drevet på flugt og har akut brug for nødhjælp. Ifølge en ny rapport forfattet af den anerkendte Etiopien-kender Alex de Wall mangler 4.5 mio. ud af regionens 5.7 mio. indbyggere basale fornødenheder som mad, medicin og vand. FN melder ovenikøbet om, at Tigrays kvinder er blevet udsat for massevoldtægter. Den humanitære krise er total.
Mange hæftede sig ved, at Abiy Ahmed i slutningen af marts lovede en tilbagetrækning af de eritreanske tropper, der på brutal facon har hjulpet hans soldater med at nedkæmpe TPLF.
I månedsvis havde premierministeren nægtet at anerkende naboens tilstedeværelse, men efter internationalt pres ændrede han kurs og medgav, at Eritrea, hvis historiske fjendskab med TPLF går tilbage til bl.a. den eritreansk-etiopiske grænsekrig i slutningen af 1990’erne, har været aktive i Tigray. Flere iagttagere spekulerede i, om indrømmelsen mon var begyndelsen på krigens ende. Det var det næppe. Ifølge det etiopiske udenrigsministerium har de første eritreere forladt landet, men Eritrea selv har ikke bekræftet noget som helst. Som en ekspert for nyligt sagde til Financial Times: “Isaias (Eritreas præsident, red.) gør, hvad han vil i Tigray.“
TPLF og regeringen i hovedstaden Addis Ababa er ikke bare uenige om et par kommaer i forfatningen, men noget fuldstændig fundamentalt: selve den etiopiske identitet. Konflikten er udtryk for en grundlæggende politisk splittelse, der også vil eksistere, når Tigray ikke længere er en krigszone. Det moderne Etiopien er kendetegnet ved sin etnoføderalisme. Landets ti regioner (og to selvstændige byer) er alle etnisk baserede og nyder stor selvbestemmelse på den baggrund. Men Abiy Ahmed vil gøre op med traditionen. Han er en centralist i en de-central nation og ser fragmenteringen som en trussel mod Etiopiens stabilitet. Analysen er klar og kompromisløs: ingen føderal samling, intet Etiopien. Hos TPLF, der indtil Ahmed kom til magten i 2018 også havde stor landspolitisk magt, er indstillingen den stik modsatte: Etiopiens sammenhængskraft er forudsat en respekt for de enkelte etniske gruppers egenart og selvstændighed.
Lovløst helvede
Med andre ord er krigen i Tigray et stykke tragisk ironi. Abiy Ahmed slår sig op på pan-etiopisk enhed, men det er lige netop forsøget på at samle nationen, der er ved at rive den fra hinanden. Selvom der aktuelt ikke er noget, der kan måle sig med, hvad der foregår i Tigray, er det ikke kun her, at premierministerens enhedstænkning møder modstand. Selv hos hans eget Oromo-folk, der udgør over en tredjedel af den etiopiske befolkning, er projektet kontroversielt. Det samme er tilfældet blandt ledende nationalistiske kræfter i Amhara-folket, som ellers kæmper på den føderale regerings side i Tigray. De har ganske vist en fælles fjende i TPLF, hvis frodige lavland amharaerne kræver historisk ret over, men det bliver straks mere kompliceret, når det kommer til det større spørgsmål om forholdet mellem styret i Addis Ababa og regionerne ude i landet.
Den seneste måneds tid har USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, fordømt udviklingen i Tigray. Det samme har EU-ledere jævnligt gjort, siden krigen begyndte. De kræver i første omgang en ende på menneskerettighedskrænkelserne og krigsforbrydelserne, men der er mere på spil end som så. Etiopien er det største land på Afrikas Horn og hovedsæde for både Den Afrikanske Union og EU’s repræsentation på kontinentet. Addis Ababa er et vigtigt finansielt og diplomatisk centrum. Fortsat ustabilitet risikerer at få langvarige konsekvenser for hele regionen. Vi ser det allerede i Etiopiens forhold til nabolandet Sudan. I nærheden af 60.000 tigrinere er flygtet over den sudanesiske grænse, og det presser det i forvejen udfordrede forhold mellem de to lande. Så længe Rusland og Kina sidder i FN’s Sikkerhedsråd og forhindrer mere indgribende repressalier, er det dog begrænset, hvad USA og EU kan stille op.
Mens rædslerne i Tigray fortsætter, forbereder Abiy Ahmed juni måneds parlamentsvalg. Oprindeligt skulle det have været afholdt i august sidste år, men på grund af corona blev det udskudt. Dengang blæste TPLF på beslutningen og gennemførte deres eget regionsvalg i protest. De mente, at premierministeren brugte pandemien som en dårlig undskyldning for at stramme sit greb om magten. Kort efter eskalerede konflikten, og siden er kløften mellem centralregeringen og den regionale opposition kun blevet dybere. Etiopien skælver, og der er umiddelbart ikke nogen mindelig løsning i sigte. Både Abiy Ahmed og TPLF insisterer på deres sag. Imens er millioner af civile fanget i et militariseret, lovløst helvede. /Oscar Rothstein
Oscar Rothstein er idéhistoriker og freelancejournalist med speciale i sport og Afrika.