At skrabe huden mod virkeligheden

“Det knaser mellem tænderne, når jeg bider sammen. Jeg spytter på gulvet, jeg må spytte alle sandkornene ud. Sandet kradser på mine lår. Noget lever i sandet, jeg beder sygeplejersken om at ryste dynen.“

I forfatter Sidsel Ana Weldens debutroman I det hvileløse skraber jeg’et sin hud mod asfaltens overflade, spiser sårskorper, drikker regnvand og søger bekræftelse i berøringen. Romanen undersøger taktile strategier for at skabe forbindelser til verden – en verden, der kan virke porøs og usammenhængende, da jeg’et bevæger sig gennem den, mens depression og psykoser kæmper om at styre tempoet, livet leves i.

Jeg’et forsøger derfor at få sin egen virkelighed bekræftet ved at sluge, indtage og slå sig på verden. “Er det sådan, man bliver virkelig? Så vil jeg sutte på denne tunge for evigt.“ Hun sutter på verden for at binde sig til den. Ved at fæstne sproget og erfaringerne i det sanselige, undslipper fortællingen de kliniske beskrivelser af psykosen. Man oplever jeg’ets særegne måde at være i verden på, fremfor dets forbindelse til en diagnose.

Generelt udfordrer I det hvileløse hårde kategoriseringer som syg/rask, barn/voksen, hvid/brun, hårdhed/ømhed. Det kommer særligt til udtryk i jeg’ets forhold til sin egen sygdom. Hvor psykoserne i psykiatrien behandles som noget, der skal fjernes, er det også noget af det, jeg’et finder en genkendelse og en form for kontrol i: “Hvis jeg vil have tiden til at gå stærkt, skal jeg byde psykoserne velkommen, jeg skal gå ind i dem, som man går under en varm bruser.“

Psykosens sprog

Retten til at indtage skiftende positioner er under konstant forhandling. Det bliver også tydeligt, når fortællingen stritter imod den klassiske opbygning af et handlingsforløb: Jeg’ets tilstand forværres, psykoser trænger sig på, jeg’et indlægges, udskrives, forelsker sig og forbinder sig på en måde til verden igen (eller vil i hvert fald gerne) – samtidig leges der med tiden. Psykoserne, depressionen, de omskiftelige forelskelser og tilbageblik på en barndom med en PTSD-ramt chilensk far besværliggør hele tiden idéen om den lineære udvikling.

Sidsel Ana Welden udgav i efteråret 2020 sammen med digteren Anna Rieder tre pamfletter til læger og behandlere i psykiatrien. Det var deres måde at pege på den fremmedgørelse, de begge har oplevet i mødet med systemet. Med pamfletterne ønskede de at udvikle et alternativt sprog til den kliniske verden, der omslutter sygehusvæsenet. Blikket for denne nye, ømme sprogliggørelse af psykisk sygdom findes også i I det hvileløse.

Sammen med de små kollager af barndomsflashbacks og de mere hverdagslige beskrivelser fra et ungt menneskes liv, fortælles der med stor ro om et emne, der tit behandles med lige dele berøringsangst og sensationslyst. Weldens sprog lægger sig som en omsorgsfuld hinde om beskrivelsen af psykoserne. Lidt som at stå i orkanens øje og kigge ud.

Netop fordi der er så skarpt et blik for sprog – som især kommer til udtryk i passagerne, der omhandler det psykotiske – er det ærgerligt, at romanen af og til mangler lidt finesse. Beskrivelser af den fysisk tyngende depression bruges eksempelvis som gentagende motiv uden større progression. Det til trods er I det hvileløse en generøs og smuk fortælling om at tage bo i sig selv og i verden. /Asta Kongsted